1943 – Skæbnefællesskab

Læserbrev fra det nazistiske dagblad Fædrelandet:

Det er måske trist at skulle indrømme det, men ikke desto mindre er det rigtigt: Danmarks fremtidige skæbne afhænger ikke i første instans af det arbejde, som udføres herhjemme, men vil i højere grad blive bestemt af det udfald, som det nuværende verdensopgør får.

Aldrig nogensinde tidligere har det været tydeligere end nu, hvor stort skæbnefællesskabet er mellem Europas lande, ja, vel i grunden mellem alle hvide folkeslag. Kommunismen vil undergrave den hvide races førerstilling. Lykkes dette, vil i første omgang Europa bukke under, og i anden omgang den øvrige del af den hvide verden. Vor kvantitative underlegenhed vil ikke kunne undgå at gøre sig gældende. Kvaliteten vil ikke være i stand til at redde os. Just i dag er hele verden vidne til, at uciviliserede horder er dødsensfarlige, når de bliver udstyret med den moderne tekniks hjælpemidler.

For længe siden har vi national-socialister indset dette. Dag for dag får flere og flere af vore modstandere øjnene op for, at det forholder sig således. Hvorfor melder de sig ikke alle til vore rækker? De vil dog det samme. Det er vor pligt at få dem med i arbejdet. Kun derved har vort arbejde værdi.

Fordi vi indser, at det afgørende for vort folks fremtid er krigens udfald, betyder det ikke, at vi mener, at arbejdet på hjemmefronten er uden betydning, tværtimod. Det, det først og fremmest gælder om for os, er at vinde tilfængere for den national-socialistiske idé. Dette arbejde er af uvurderlig betydning for den ydre front. Kun når vort folk forstår kampens betydning, vil det være i stand til at bringe alt det ud af produktionsmaskineriet, som der er mulighed for. Dette er nødvendigt, hvis krigen skal vindes.

Under en liberalistisk økonomi får man kun folk til at lægge sig i selen ved at yde dem et kontant vederlag for deres anstrengelser. En sådan samfundstilstand er alene bygget op med stræbet efter profit som drivfjeder.

Det national-socialistiske samfund har en bredere horisont. Her producerer den enkelte ikke alene for personlig vindings skyld, men også for at stabilisere hele samfundet. I jo højere grad det lykkes os at overbevise vore landsmænd om, at ingen anstrengelse er for stor, hvis folkets fremtid skal kunne sikres, desto mindre nødvendigt vil det være at manipulere med priserne.

I Tyskland, hvor f.eks. bondestanden står i stor taknemmelighedsgæld til det national-socialistiske styre, og hvor befolkningen føler, at den deltager i en skæbnekamp, der er afgørende for hele landets fremtid, har henstillinger fra statens side været tilstrækkelig til at få bønderne og de forskellige andre erhvervsdrivende til at producere netop, som man ønsker det.

Her i Danmark ligger forholdene imidlertid helt anderledes. Henstillinger til arbejdsgiverne har ingen eller kun få virkninger. Indførelsen af tvang ville sikkert ikke gavne, men kunne tværtimod meget let komme til at skade. Danmarks erhvervsliv er ikke fastlagt planøkonomisk. Der er heller ikke længere tale om den rene liberalisme. Tilstanden betegner et mellemstadium mellem disse to yderpunkter. Den, som vil pille ved formerne indenfor de enkelte bedrifter, og som vil gøre sig håb om, at hans indblanding skal få det ønskede resultat, må erkende dette forhold. Således er prisen altså stadigvæk et vigtigt middel til ændring af produktionens størrelse og sammensætning. Ingen vil ofre sig, alle vil tjene penge. Og dog kommer vi ikke udenom ofrene.

Vi national-socialister har derfor pligt til at gøre alt, hvad vi kan for at åbne øjnene på vore modstandere. Desto flere vi vinder, desto mindre betydning vil priserne få.

Det kan være svært at stå sig i kampen mod systemfolkenes løfte og overbudspolitik. Men vi kan gøre det, hvis vi vil. Da Adolf Hitler erobrede magten i Tyskland, forfaldt han aldrig til at eftergøre de gamle systempolitikeres fejltrin. Han lovede ikke så meget, som de gjorde, men han holdt, hvad han lovede. Derfor vandt han folkets tillid.

Vi vil forsøge at arbejde efter samme linje. VI skal være utrættelige i agitationen for vor idé. Dog skal vi vogte os for at tale om mere, end hver og en af os har forstand på. Den der udtaler sig om noget, han ikke har kendskab til, undergraver blot sin egen position. Den national-socialistiske ideologi er så sand, at alle må give os ret, hvis de bare bliver oplyst om denne på en fornuftig måde. Dette er det vor pligt at gøre. Ikke ved fraser og tomme ord skal vi gøre os gældende, men ved velunderbyggede saglige argumenter. Vi skal arbejde og vi skal alle arbejde med, så er der intet sikre, end at det danske folk vil blive vundet for national-socialismen.

Af Mimer

Kilde:
Skæbnefællesskab, side 3 + 6, Fædrelandet, 13. februar 1943

1942 – Farligt at udelukke gifte kvinder fra erhvervene

“Så får vi igen den fortvivlede jagt på mændene” – Lektor frøken Carstens ved kvindemødet i Kolding i går

I den foredragsrække, som Danske Kvinders Samfundstjeneste i Kolding har arrangeret, talte lektor, frøken Carstens i går eftermiddags i Bibliotekssalen om ‘Kvinden i erhvervslivet’.

Frøken Carstens belyste på en fornøjelig og letfattelig måde problemet gennem en række historiske tidsbilleder for, som hun sagde, at kunne tage livet af de argumenter, der ofte fremføres mod kvindens deltagelse i erhvervslivet, og som især går ud på, at “kvindens plads er i hjemmet, for sådan har det altid været”. Spørgsmålet er , om det er kvinderne, som nu trænger mændene ud i erhvervslivet, eller sandheden ikke snarere er, at kvinderne engang er blevet tvunget ud og nu søger at vinde deres ret tilbage.

Hvor mændene laver mand og passer børn

Mens vi herhjemme betragter det som en selvfølge, at det er kvinden, som laver mad og passer børnene, mens manden tjener til familiens underhold, er det f.eks. hos folkene på Samoaøerne i Stillehavet ganske omvendt, og derfor er det lidt komisk, når man i vor tid kan læse i aviserne, at nu gælder det om at få kvindens arbejde indenfor de rammer, naturen har givet.

Frøken Carstens skildrede middelalderens bondesamfund, hvor kvindens opgave var langt mere omfattende og alsidige end i dag. Hun måtte ikke blot lave mad, bage, sy klæder, brygge øl, men også sørge for børnenes undervisning og agere læge, når situationen krævede det. Hun var faktisk langt mere økonomisk uafhængig end vor tids husmoder, fordi penge betød så lidt. […]

Jagt på mændene

Frøken Carstens vendte sig til slut stærkt mod de rester, der vil udelukke gifte kvinder fra erhvervene. Det vil, sagde hun, betyde et yderligere præg af midlertidighed over kvindens erhverv og dermed en sammenhobning om de dårligst betalte fag, og så har vi igen den fortvivlede jagt på mændene, som vi kendte så godt i forrige generation. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. oktober 1942

1941 – Kolding opretter erhvervsråd

Et møde i aftes mellem erhvervslivets organisationer og Kolding Byråd gav enstemmigt tilslutning til tanken. Der skal oprettes et erhvervskontor, og udgifterne deles mellem erhvervene og byen.

Kolding Handelsforening har i nogen tid beskæftiget sig med spørgsmålet om oprettelse af et erhvervsråd, og til i aftes havde man indbudt ca. 150 repræsentanter for erhvervslivets organisationer til et møde på Hotel Kolding, hvor professor Max Kjær Hansen, København, talte om formålet med at oprette et erhvervsråd og dettes opgaver. Under den påfølgende diskussion gav borgmester Knud Hansen på Byrådets vegne tilsagn omg byens medvirken, og efter at flere af mødedeltagerne havde udtalt sig, vedtoges det enstemmigt at oprette et erhvervsråd i Kolding. Det skal bestå af et repræsentantskab på 25 medlemmer, der ud af sin midte vælger et forretningsudvalg på 5 medlemmer. Der skal oprettes et erhvervskontor, og udgifterne til virksomheden anslås til 25.000 kr., der fordeles lige mellem erhvervslivets organisationer og byen. De respektive organisationer skal i løbet af 3-4 dage foretage valg af repræsentanter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 4. oktober 1941.

1941 – Får Kolding erhvervsråd?

I sommer henstillede Indenrigsministeriet til kommunerne at oprette erhvervsråd. Det er siden sket i adskillige kommuner. I Kolding blev spørgsmålet sendt til undersøgelse i Kasse- og Regnskabsudvalget, og der er siden indhentet en del materiale til belysning af spørgsmålet. En forudsætning for spørgsmålets løsning er imidlertid, at der også i erhvervene er den fornødne offervilje og interesse. I så henseende er det af betydning, at Handelsforeningen har anmodet Kasse- og Regnskabsudvalget om en forhandling, og den vil finde sted på fredag. Naturligvis kan denne forhandling kun blive rent orienterende art. Men henvendelsen fra Handelsforeningen må tages som udtryk for, at der inden for handelsstanden er interesse for sagen. Man får så håbe, at en tilsvarende interesse også vil være at finde i andre erhvervsgrene. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. september 1941.

1941 – Skattebogen og Kolding

Det fremgår af Skattebogen for 1941, at der har været nogen usædvanligt store indtægter i Kolding, i det forløbne år.

Der er 34 skatteydere, som skal betale over 6000 kr. i personlig kommuneskat, og den første på listen blandt disse skal alene betale over 37.000 kr. i personlig kommuneskat.

Listen over de fem største skatteydere i Kolding ser således ud:

  • Grosserer Oscar Christensen, 37.473 kr.
  • Grosserer Chr. Stenderup, 22.735 kr.
  • Direktør N. Juhl Schmidt, 20.824 kr.
  • Vognmand Peter Terling, 15.393 kr.
  • Fabrikant M. Burchardt, 14.434 kr.

Kilde:
Koldings største skatteydere, s. 4, Fredericia Socialdemokrat, 9. april 1941

1940 – Kongens 70-års fødselsdag

Der flages i Jernbanegade i anledning af Kong Chr. d. X fødselsdag, september 1940. Ukendt fotograf, billede Kolding Stadsarkiv, se link (ny fane)

I anledning af kongens 70-års fødselsdag har forretningerne i Koldings gader arrangeret vinduesudstillinger med dannebrog og kongebilleder. De fleste af byens kontorer og forretninger lukkede ved middagstid, så flest muligt kunne deltage i festlighederne.

Et 20-mands orkester spillede på Akseltorv. Koncerten blev overværet af 2000 mennesker.

Kilde: Besættelse og befrielse Brikker til en mosaik om livet i Kolding 1940 – 45, af Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard, Kolding Stadsarkiv 1995

1940 – Beholdninger af kaffe og kafferationeringsmærker

Følgende annonce bragtes i pressen den 9. september 1940:

Der bliver i disse dage indkaldt oplysninger fra erhvervsdrivende (grossister, detaillister, restauratører etc.) om størrelsen af kaffebeholdningerne den 10. september 1940 samt de om pågældendes beholdninger samme dag af kafferationeringsmærker (indkøbskort) m.m.

Enhver erhvervsdrivende, som den 10. september 1940 ved døgnets begyndelse har beholdninger af kaffe og kafferationeringsmærker (indkøbskort), er anmeldelsespligtige.

Anmeldelsespligtige erhvervsdrivende, som ikke har fået tilstillet skemaer til udfyldning, må straks rekvirere skemaer hos Direktoratet for Vareforsyning, Vognmagergade 2, København K.

Skemaerne skal i udfyldt og underskrevet stand indsendes til direktoratet senest den 15. september 1940.

Direktoratet for Vareforsyning

Kilde: Overordentlige foranstaltninger, Fredericia Socialdemokrat, 9. september 1940

1940 – Brændselssituationen er mørk

Der er lange udsigter inden der kommer forsyninger af kul og cinders, samtidig er brikettilførslen nedskåret til en tiendedel. Det ser mørkt ud for brændselssituationen. Kolding Socialdemokrat har i den forbindelse interviewet direktør Christensen fra Kolding Kulkompagni.

Der er ikke andet at gøre, end at tage en overfrakke på og fruse med anstand. Situationen er så mørk, som den nogensinde har været, hvilket vil sige, at vi i øjeblikket ikke har en eneste smule udenlandsk brændsel, hverken af kul, vinders eller briketter, og hvad værre er – udsigterne for fremtiden er alt andet end lyse. Der er her i landet ca. 100 Kul-firmaer, der er helt udgået for brændsel, men det er kun en dårlig trøst.

Dertil kommer, at de første 40.000 tons kul, altså 20 ladninger, skal stilles til sukkerfabrikkernes rådighed og derefter skal en del vanskeligt stillede gas- og elektricitetsværker forsynes, inden der bliver noget til importørerne.

For cinders vedkommende har brændselsnævnet truffet beslutning om, at København skal tildeles først, og hvad briketter – der sidste vinter reddede Jylland – angår, så er eksporten fra Tyskland til Danmark skåret ned til en tiendedel. For vort vedkommende har vi i midten af august måned fået 9 vognladninger, der blev revet bort med det samme, og det er iøvrigt de eneste briketter, vi har gået det sidste fjerdingår.

Vi ligger i øjeblikket med brændselsmærker fra vore kunder til den næste cindersdamper på 2000 tons, det vil med andre ord sige, at kunder, der i dag bestiller Cinders, må vente til damper nr. 2.

Journalisten spørg: Er der mulighed for, at Kolding vil komme først i betragtning, når København er forsynet?

– Nej, det er der ikke. De havne, der ligger i nærheden af tørvemoser og brunkulslejer må vente, og dette er jo tilfældet for Koldings vedkommende. Situationen er så meget mere alvorlig, som regnen nu ødelægger mange tørv, og sker det, at tørvene får frost, er deres varmeværdi næsten ikke større end brændselsmærkernes.

Kilde: Brændselssituationen er saa mørk, som den nogensinde har været, Kolding Socialdemokrat, 29. august 1940