Esbjergbladet, chokoladebutik, barbersalon, Flensborg Lager og manufakturhandler Vestergaards forretning raseret af bomberne. Bombe ved apoteket i Torvegade fjernet, inden den eksploderede.
Ved 1.30-tiden i nat lød med korte mellemrum tre eksplosioner i Esbjerg. Det viste sig hurtigt, at de alle tre var sket i byens strøg, Kongensgade, mellem Englandsgade og Kirkegade. Desuden lå en bombe uden for apoteket i Torvegade, men den blev fjernet.
Esbjergbladets ejendom blev meget hårdt ramt
Hårdt er det gået ud over en ejendom på Rådhuspladsen, tilhørende chokoladehandlerske frk. Weilling, og hvor Esbjergbladet havde kontor på første sal. Bomben her var sandsynligvis anbragt i en lyskasse udenfor på gaden, og eksplosionen raserede stueetagen, hvor der var en chokoladeforretning og barbersalon. Desuden blev bladkontorerne på 1. sal også så godt som fuldstændig ødelagt, hvorimod lokalerne ud til gårdspladsen ikke tog større skade. Forretningens ejerinde boede oppe i tagetagen, og hun kom intet til. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1944.