1943 – Skæbnefællesskab

Læserbrev fra det nazistiske dagblad Fædrelandet:

Det er måske trist at skulle indrømme det, men ikke desto mindre er det rigtigt: Danmarks fremtidige skæbne afhænger ikke i første instans af det arbejde, som udføres herhjemme, men vil i højere grad blive bestemt af det udfald, som det nuværende verdensopgør får.

Aldrig nogensinde tidligere har det været tydeligere end nu, hvor stort skæbnefællesskabet er mellem Europas lande, ja, vel i grunden mellem alle hvide folkeslag. Kommunismen vil undergrave den hvide races førerstilling. Lykkes dette, vil i første omgang Europa bukke under, og i anden omgang den øvrige del af den hvide verden. Vor kvantitative underlegenhed vil ikke kunne undgå at gøre sig gældende. Kvaliteten vil ikke være i stand til at redde os. Just i dag er hele verden vidne til, at uciviliserede horder er dødsensfarlige, når de bliver udstyret med den moderne tekniks hjælpemidler.

For længe siden har vi national-socialister indset dette. Dag for dag får flere og flere af vore modstandere øjnene op for, at det forholder sig således. Hvorfor melder de sig ikke alle til vore rækker? De vil dog det samme. Det er vor pligt at få dem med i arbejdet. Kun derved har vort arbejde værdi.

Fordi vi indser, at det afgørende for vort folks fremtid er krigens udfald, betyder det ikke, at vi mener, at arbejdet på hjemmefronten er uden betydning, tværtimod. Det, det først og fremmest gælder om for os, er at vinde tilfængere for den national-socialistiske idé. Dette arbejde er af uvurderlig betydning for den ydre front. Kun når vort folk forstår kampens betydning, vil det være i stand til at bringe alt det ud af produktionsmaskineriet, som der er mulighed for. Dette er nødvendigt, hvis krigen skal vindes.

Under en liberalistisk økonomi får man kun folk til at lægge sig i selen ved at yde dem et kontant vederlag for deres anstrengelser. En sådan samfundstilstand er alene bygget op med stræbet efter profit som drivfjeder.

Det national-socialistiske samfund har en bredere horisont. Her producerer den enkelte ikke alene for personlig vindings skyld, men også for at stabilisere hele samfundet. I jo højere grad det lykkes os at overbevise vore landsmænd om, at ingen anstrengelse er for stor, hvis folkets fremtid skal kunne sikres, desto mindre nødvendigt vil det være at manipulere med priserne.

I Tyskland, hvor f.eks. bondestanden står i stor taknemmelighedsgæld til det national-socialistiske styre, og hvor befolkningen føler, at den deltager i en skæbnekamp, der er afgørende for hele landets fremtid, har henstillinger fra statens side været tilstrækkelig til at få bønderne og de forskellige andre erhvervsdrivende til at producere netop, som man ønsker det.

Her i Danmark ligger forholdene imidlertid helt anderledes. Henstillinger til arbejdsgiverne har ingen eller kun få virkninger. Indførelsen af tvang ville sikkert ikke gavne, men kunne tværtimod meget let komme til at skade. Danmarks erhvervsliv er ikke fastlagt planøkonomisk. Der er heller ikke længere tale om den rene liberalisme. Tilstanden betegner et mellemstadium mellem disse to yderpunkter. Den, som vil pille ved formerne indenfor de enkelte bedrifter, og som vil gøre sig håb om, at hans indblanding skal få det ønskede resultat, må erkende dette forhold. Således er prisen altså stadigvæk et vigtigt middel til ændring af produktionens størrelse og sammensætning. Ingen vil ofre sig, alle vil tjene penge. Og dog kommer vi ikke udenom ofrene.

Vi national-socialister har derfor pligt til at gøre alt, hvad vi kan for at åbne øjnene på vore modstandere. Desto flere vi vinder, desto mindre betydning vil priserne få.

Det kan være svært at stå sig i kampen mod systemfolkenes løfte og overbudspolitik. Men vi kan gøre det, hvis vi vil. Da Adolf Hitler erobrede magten i Tyskland, forfaldt han aldrig til at eftergøre de gamle systempolitikeres fejltrin. Han lovede ikke så meget, som de gjorde, men han holdt, hvad han lovede. Derfor vandt han folkets tillid.

Vi vil forsøge at arbejde efter samme linje. VI skal være utrættelige i agitationen for vor idé. Dog skal vi vogte os for at tale om mere, end hver og en af os har forstand på. Den der udtaler sig om noget, han ikke har kendskab til, undergraver blot sin egen position. Den national-socialistiske ideologi er så sand, at alle må give os ret, hvis de bare bliver oplyst om denne på en fornuftig måde. Dette er det vor pligt at gøre. Ikke ved fraser og tomme ord skal vi gøre os gældende, men ved velunderbyggede saglige argumenter. Vi skal arbejde og vi skal alle arbejde med, så er der intet sikre, end at det danske folk vil blive vundet for national-socialismen.

Af Mimer

Kilde:
Skæbnefællesskab, side 3 + 6, Fædrelandet, 13. februar 1943

1941 – Oberstløjtnant Kryssing om Frikorps Danmark

Oberstløjtnant Kryssing inden Frikorps Danmarks første afrejse til Tyskland den 19. juli 1941:

Tak til alle, som her står, tak for deres tilmelding til Frikorps Danmark – og velkommen!

Vi forlader nu Danmark, for hvis skyld vi drager ud. Men forinden vi drager af sted, vil jeg takke den danske regering for anerkendelsen af frikorpset, og vi vil takke Tyskland, som vil give os lov til at hævde vor våbenære ved at drage med i kampen mod bolchevismen. Tak, fordi vi må medtage vort dannebrog og føre dansk kommando. Vor opgave er at kæmpe for og med det nye Europa. Vi vil ikke være bekendt at høre til dem, der sidder hjemme og ser dådløse til, medens det øvrige Europa kæmper for en sag, der også er vor. Til slut en tak til alle, som her mødt op.

Oberstløjtnant Kryssing

Kilde: Fædrelandet, 20. juli 1941

1941 – Goebbels om Danmark

Den tyske rigs- og propaganda minister Dr. Goebbels udtalte i marts 1941 om Danmark og dets situationen under krigen:

”… (Danmark red.) er ikke noget besat områder. Danmark er et land, i hvilket Tyskland af militære nødvendighedsgrunde har måttet oprette støttepunkter. Kun hvad angår disse støttepunkter har Tyskland foretaget indgreb i den danske overhøjhed. På et hvilket som helst andet punkt og i hvilket som helst anden henseende har Danmark og den folkevalgte regering den fulde afgørende indflydelse på alle forhold, der vedrører Danmarks indrepolitiske forhold og landets stilling overfor det nye Europa. Derved adskiller Danmark sig fra andre lande, i hvilke der står tyske soldater”.

Kilde: Goebbels om Danmarks stilling til nyordning og tremagtspagt, Fredericia Socialdemokrat, 8. marts 1941

1941 – Almindelig husundersøgelse i Bukarest

Der har i den seneste tid været en del uro i Rumænien, hvor general Antoneseu har dannet en militærregering. Alle ministerpladser, med undtagelse af justitsministeren, er blevet besat af generaler. Regeringen har selv meddelt, at den første opgave er genoprettelse af den fuldstændige orden.

I den rumænske hovedstad er der trukket forskellige “politi-forholdsregler“, og militærpatruljer stander både fodgængere og bilister på gaderne, for at foretage visitationer efter våben, også huse og forlystelsessteder bliver undersøgt. “Alle, der træffes med våben, risikerer at blive skudt på stedet“.

Kilde: Kolding Socialdemokrat, 28. januar 1941, forsiden

1940 – Rejseleder Fausbøll om Tyskland

Rejseleder Valeur Fausbøll udtaler om Tyskland til avisen Fædrelandet den 2. oktober 1940:

Jeg har altid haft et intimt samarbejde med tyskerne på det turistmæssige område, og dette samarbejde har selvfølgeligt ikke kunnet undlade at have påvirket mig til fordel for Tyskland og det nye regime, hvis strålende resultater jeg ikke blot har set med turistens overfladige syn, men som jeg også ved personligt samvær med tyskere af alle samfundslag har haft lejlighed til at stifte et virkeligt bekendtskab med.

Min naturlige begejstring for Tyskland, som jeg aldrig har søgt at lægge skjul på, har ofte ført til, at jeg netop har stødt på folk, der har udtalt sig meget ringeagtende om Tyskland, men en lille trøst har det været mig, at disse mennesker for det meste aldrig nogensinde har været i Tyskland, endsige har gidet gøre dem den mindste umage for at forstå det tyske folk, dets lederes og dets mål.

Naturligvis – både hos tyskeren som ener og som nation, kan jeg nævne ting og egenskaber, som ikke tiltaler mig – det kan man jo ved alle mennesker og nationer – det kan jeg også hos mine egne landsmænd, men jeg har altid ment, at det var rigtigere at arbejde i positiv end negativ retning, at det var vigtigere at bygge op end at rive ned, og skal vi her i Danmark være med i genopbygningen af det nye Europa, må vi også, hvad enten vi synes om det eller ej, søge at indordne os under de nye forhold, og med god vilje tage bedst muligt ved lære af alt det, som kan være til gavn for vort lands og vort folks videre udvikling.

… Hvis f.eks. den danske arbejder med sine egne øjne kunne få lov at se, hvad det nationalsocialistiske styre har skabt for kår for sine arbejdere, ville han ikke kunne undgå at få respekt og beundring for de mænd, der har arbejdet for dette. – Sådan vil jeg kunne nævne dem mange andre områder, hvor en dansker må falde i beundring over tyske forhold, og hvor det ville blive til gavn for den danske befolkning, hvis vi kunne tage lidt ved lære.

Foruden dette, må jeg tilføje, at jeg tror, dette ville være til lykke for vort folk om vi kunne lære lidt af den pligtfølelse og disciplin, der har sammensvejset det tyske folk til ét stort folkefællesskab og derigennem igen skabt det nye Tysklands umådelige styrke.

Kilde:
Jeg har ofte stødt på folk, som har talt dårligt om Tyskland, Fædrelandet, side 4, 2. oktober 1940

1940 – En erklæring fra trafikminister Gunnar Larsen

Ingeniør og trafikminister Gunnar Larsen anmodede den 8. juli 1940 Ritzaus Bureau om at meddele følgende:

Når jeg som ikke-politiker har indvilget i at modtage opfordringen til at indtræde i den rekonstruerede samlingsregering skyldes det, at jeg alene ud fra nationale synspunkter har anset det for min pligt at yde min medvirken til den omstilling i Danmarks politiske, økonomiske og sociale liv, hvorunder det danske folk under den nye tilstand i Europa i fremtiden vil komme til at arbejde og leve.

Kilde: En erklæring fra trafikminister Gunnar Larsen, Kolding Socialdemokrat, 8. juli 1940

1940 – Flyveralarm i nat

Der har natten til lørdag den 29. juni 1940 været flyveralarm i Assens, Nyborg og de vest- og sydsjællandske byer, samt på sydhavsøerne. Der er ikke nedkastet nogen brand- eller sprængbomber. Ifølge Ritzaus Bureau skulle det dreje sig om engelske maskiner, som fløj over Storebælt omkring klokken 2.

Rumænien og Rusland

Samtidig melder avisen om større spændinger mellem Rumænien og Sovjetunionen, efter den rumænske regering 28. juni havde tilkendegivet sin vilje til forhandling om de territoriale krav rejst af Sovjetunionen. Ikke længe efter, før forhandlingerne overhovedet var indledt, gik sovjettropper i går ved 11 tiden ind over grænsen og besatte de rumænske tre byer Chernowitz, Kischinev og Akkerman.

Der har angiveligt været spredte kamphandlinger, og pressen spørg den 29. juni om det er muligt, at der nu også starter en krig mellem Rumænien og Rusland? I Rumænien har kong Carol beordret almindelig mobilisering af den samlede rumænske forsvarsmagt til lands, til søs og i luften fra midten den 29. juni. I byen Cluj skulle der angiveligt have været en demonstration for krig mod Sovjetunionen, samtidigt med at det forlyder af to medlemmer fra det højrenationale Jerngarden, er blevet optaget i regeringen.

Kilder: Flyveralarm i nat, Kolding Socialdemokrat, 29. juni 1940
Foran krig mellem Rumænien og Rusland?, Kolding Socialdemokrat, 29. juni 1940

1940 – En samletale i Mussolinis salonvogn

Om formiddagen klokken 10 den 18. marts 1940 ankom “førerenAdolf Hitler, sammen med den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop, til Italien, hvor de på grænsestationen Brenner, mødtes med “Il DuceMussolini, der var ledsaget af Italiens udenrigsminister grev Ciano. I pressen spekuleredes der i om mødet hænger sammen med den fredsmission, som præsident Roosevelt forsøger at gennemføre igennem Sumner Wells.

Fra politikens korrespondent i Berlin, blev det erklæret bl.a. “at man i indviede kredse i Berlin ganske åbent siger, at man i de kommende døgn må regne med store afgørelser. Hitler og Mussolini skal være besluttet på at gennemføre et fælles program“.

Det forlyder at det fælles program vil se nogenlunde således ud:
1. Etablering af en 100 % fællesfront med hensyn til forudsætningerne for en fredsslutning.
2. En udvidelse af stormagtkrigen i Middelhavet og Orienten skal for enhver pris forhindres
3. Tyskland og Italien opretter et kompagniskab med hensyn til Sydøsteuropa som opland for de to stormagters næringsliv
4. Udover alle særinteresser skal de revolutionære folks fællesfront dannes mod den såkaldte plutokratiske magtblok
5. I fællesskab kan medlemmerne af denne revolutionære fællesfront alle nu enes om hovedlinjerne for et nyt stabiliseret Europa

Der er ikke store fredudsigter i møde, ligeledes er der stor skeptisk fra engelsk side, hvor der kræves “et andet Tyskland som garanti for en varig fred i Europa“.

Kilde:
En Samtale i Mussolinis Salonvogn, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad