1943 – Aktionen mod de norske studenter

har vakt voldsom harme i den akademiske verden i alle lande. Som formentlig bekendt fængsledes den 30. novb. samtlige professorer og studerende ved Oslos Universitet, undtagen naturligvis de, der stod tilsluttet Quislingpartiet.

Efter at de kvindelige studenter var sendt til deres hjem og enkelte professorer løsladt, blev ca. 1.500 mandlige studerende ført til en lejr ved Larvik, hvorfra de den 9. december deporteredes til Tyskland. Motiveringen for dette skridt var fra tysk side, at modstanden i Norge havde stærke støttepunkter blandet universitets elever; den umiddelbare anledning synes at have været en sabotagebrand i Oslo Universitets aula den 27. novb.

Både i Sverige og Schweitz har talrige akademiske sammenslutninger udtalt deres indignation og harme over denne nye anvendelse af kollektiv straf over for en tilfældig befolkningsgruppe, og den svenske regering har over for Ribbentrop udtalt sin protest og afsky, men naturligvis kun hentet sig et groft svar.

Kilde: uddrag af det illegale blad: Frit Danmark, 10. december 1943, nr. 9, 2. årgang.

1943 – Lederen af gartnerhjemmet ‘Binderuplund’ anholdt

Den 38-årige forstander Bang Jacobsen har forgrebet sig på eleverne

Kriminalpolitiet i Kolding satte i går ved 16-tiden lederen af det private gartnerhjem, drengehjemmet ‘Binderuplund’ pr. Dalager, P. Bang Jacobsen, under anholdelse, sigtet for sædelighedsforbrydelser mod en del af de drenge, han har haft på hjemmet. Bang Jacobsen blev ført med til Kolding, og i et grundlovsforhør i formiddags tilstod han og blev fængslet til 23. december.

Den usmagelige affære kom frem ad omveje. Politiet modtog forleden en anonym anmeldelse om handel med rationeringskort på hjemmet, og da man i går sendte en kriminalbetjent ud for at se på forholdene, kom der under afhøring af én af drengene ting frem, der vakte kriminalbetjentens mistanke, og efter at have gået Bang Jacobsen nærmere på klingen, satte han ham under anholdelse.

Bang Jacobsen oplyste i grundlovsforhøret, at han havde forgrebet sig på 4-5 drenge, hvoraf de to endnu opholder sig på hjemmet. Resten er for længst kommet ud i det daglige arbejde. Bang Jacobsen har været leder af hjemmet siden 1936. Han er oprindelig handelsuddannet, men havde, inden han blev ansat på hjemmet, gennemgået en gartneriuddannelse på et år. På Binderuplund har til stadighed været en snes drenge i alderen 14-18 år. De er blevet anbragt der af Børneværn landet over. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. december 1943.

1943 – 30 dages hæfte for at have to koner

Bigamisager så sjældne, at dommeren ikke kunne finde noget fortilfælde i domssamlingen

Aarhus, tirsdag, privat.

I Aarhus er man kommet ud for det meget sjældne tilfælde, at der verserer to bigamisager ved retten samtidigt. Disser sager er meget sjældne her i landet, og dommeren kom herved ud for det enestående tilfælde, at der ikke findes en eneste tidligere dom i dansk domssamling, han kunne tage som forbillede. I går afsagdes dom i den første sag. Den kom til at lyde på 30 dages betinget hæfte. Den dømte, der er fra Aarhus havde regnet med, at skilsmissen med hans første hustru var i orden, inden han igen giftede sig. Senere, da det viste sig ikke at være tilfældet, blev han anholdt og fængslet, men inden sagen nåede frem til doms, gik skilsmissen i orden, således at dommeren menter at kunne lade ham slippe med betinget hæftestraf. Højstestraffen for bigami er 6 års fængsel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. november 1943.

1943 – De internerede danske soldater løslades

Frigivelsen begynder i de nærmeste dage

Officielt meddeles:

Efter at jøderne, som ved deres tyskfjendtlige ophidselsesvirksomhed og deres moralske og materielle støtte til terror- og sabotagehandlinger, hvilket i væsentlig grad har bidraget til skærpelsen af situationen i Danmark, ved de fra tysk side trufne forholdsregler er bleven udskilt af det offentlige liv og hindret i fortsat af forgifte atmosfæren, vil der som opfyldelse af det ønske, der næres i videre kredse af den danske befolkning, i det nærmeste dage blive påbegyndt løsladelse af internerede danske soldater, og løsladelsen vil finde sted i det tempo, der bestemmes af de tekniske muligheder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. oktober 1943

1943 – Hollands soldater atter i tysk krigsfangenskab

På grund af episoder, der skyldes den engelske propaganda

Berlin, S.T.B. Fredag morgen

Efter den hollandske hærs kapitulation blev de hollandske soldater i Tyskland hjemsendt, men nu skal de efter et af den tyske flyvergeneral i Holland, general Christiansen, udstedt dekret atter melde sig til de tyske myndigheder for at begive sig i tysk krigsfangelejr. Dette gælder både menige og officerer. Dette skrift er taget på grund af de skuffelser, som de tyske myndigheder har lidt. Især i kystområdet er der forefaldet episoder, som skyldes den engelske propaganda. Af samme grund blev allerede i maj måned sidste år de tidligere professionelle officerer i den hollandske hær fængslet.

Foreløbig kun tale om meldepligt

I forbindelse med meddelelser i den udenlandske presse om en tilbageførelse af medlemmer af den tidligere hollandske hær til tysk krigsfangenskab henvises der i herværende militære kredse til, at der foreløbig drejer sig om en meldepligt, som officerer, underofficerer og menige i den tidligere hollandske hær. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1943.

1943 – Bombe-attentatet

Mange afhøringer i de kommende dage

Kriminalassistent L. H. Rasch, sikkerhedspolitiet, der leder det omfattende undersøgelsesarbejde i bombeattentat-sagen, oplyser på vor forespørgsel i middags, at der endnu intet nyt er at meddele fra de hidtidige undersøgelser. Den afsagte fængslingskendelsen over den anholdte unge mand vil give politiet en tiltrængt arbejdsro til at søge at komme til bunds i de mange hundrede foreløbige rapporter, der allerede i løbet af de første par dage svulmede i den grad op, at der måtte etableres et kartotek over de afhørte.

Sikkerhedspolitiet i Kolding har måttet rekvirere assistance fra afdelingerne i Aarhus, København, Horsens og Vejle foruden i de sønderjyske byer, så at en styrke på i alt 17 mand er sat ind på undersøgelsesarbejdet. Meget omfattende afhøringer forestår i de nærmeste dage, og i snesevis af Koldingensere vil blive afhørt på deres arbejdspladser eller muligvis hentet til afhøring, så det vil måske være på sin plads her at advare mod at sætte rygter i omløb, fordi politiet ønsker at indhente oplysninger hos visse medborgere. Dette er langt fra enesbetydende med at vedkommende er impliceret i sagen. Han behøver højst sandsynligt kun at have periferisk kendskab til en af de mange andre, som politiet i denne sag må foretage afhøring af. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. marts 1943.

1943 – Bombeattentatet: Den anholdte unge Koldingenser blev fængslet i 10 dage

Ingen tilståelse efter de tre retsmøder

I bombeattentatsagen har der som omtalt, foruden i går formiddag og i går eftermiddag været afholdt retsmøde også i formiddag. Der foreligger ingen tilståelse efter de to dages tre retsmøder, derimod har der været afhørt en række vidner, i alt en 7-8 stykker, mest unge kvinder.

Den i sagen anholdte har – efter hvad der meddeles – indviklet sig i flere selvmodsigende udtalelser, der ikke hjælper med til et lette politiets undersøgelser. Ved retsmødets slutning blev der afsagt fængslingskendelse for 10 dage, til den 13. marts, så politiet får ro til at arbejde videre med sagen efter de spor, man hidtil har fundet at gå efter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. marts 1943.