1941 – Om ledigheden mellem kvinderne

Formanden for Kvindeligt Arbejder Forbund, fru Fanny Jensen har til avisen Socialdemokraten den 1. marts 1941, leveret følgende læserbrev:

I den konservative provinspresse verserer der for tiden en artikel under overskriften: ”De ledige kvinder”, hvis indhold er et angreb på den arbejdsløse kvinde indenfor industrien.

Jeg tillader mig derfor – som formand for en stor kvinde arbejdsløshedskasse – at imødegå forskellige af de i artiklen anførte påstande, der tydeligt viser, at dens forfatter ikke er helt kendt med de forhold, han tager op til behandling.

Først omtales den store mangel på husassistenter sammenholdt med den stadige stigning i tallet på de arbejdsløse i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og det hævdes, at de unge piger foretrækker at hæve understøttelse fremfor at tage husligt arbejde.

Også de kvindelige arbejdere må følge den regel, at de skal tage anvist arbejde.

Hertil skal jeg bemærke, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse selvsagt administreres efter vedtægter nøjagtigt som de mandlige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, og disse vedtægter kan vore medlemmer lige så lidt som de mandlige arbejdere komme udenom.

Hos os gælder naturligvis også den regel, at ingen kvinde kan få understøttelse, såfremt hun vægrer sig ved at tage et af kassen anvist arbejde.

Dette er vore medlemmer indforstået med, og vi har aldrig haft vanskeligheder ved at få dem til at modtage anvist arbejde.

Jeg kan nævne flere eksempler på, at vore medlemmer har fået anvist arbejde både 10 og 12 km fra deres hjem, uden at man i noget tilfælde har været ude for, at de nægtede at tage det, og her drejede det sig netop om husligt arbejde.

At industriens kvinder er ude for store vanskeligheder, dels grundet på arbejdsmangel og dels på grund af mangel på råstoffer, er vi alle bekendt med, men det giver dog ikke anledning til at fremsætte påstand om, at kvinderne foretrækker understøttelse fremfor arbejde.

Derimod kunne og burde der udvises mere samfundssind fra visse arbejdsgivere, der i mange tilfælde afskediger enligtstillede kvinder og familieforsørgere, og så – når der igen bliver beskæftigelse – i stedet for at henvende sig til fagforeningerne for at få disse kvinder igen – antages unge piger lige fra gaden.

Det afhjælper i hvert fald ikke arbejdsløsheden, men er tværtimod en yderligere belastning for arbejdsløshedskasserne.

Hvad angår manglen på huslig hjælp, da ligger forholdet jo sådan, at der er husassistenter nok at få. Mange af disse unge piger er blevet afskediget fra hjemmene, fordi husmødrene, for at spare, antager timelønnet konehjælp.

Endnu en vanskelighed, vi kommer ud for, når industrikvinder får anvist arbejde som husassistenter, er husmoderens bestemte krav om anbefalinger fra tidligere pladser, et krav, som vore medlemmer ifølge sagens natur umuligt kan opfylde, fordi de hidtil udelukkende har været beskæftiget i industrien. Følgen heraf er, at de ikke kan få pladsen.

Husassistenternes Forbund kan for tiden anvise kvalificeret hushjælp i fornødent omfang, men manglen på husassistenter er efterhånden blevet en stående påstand, hvor diskussionen er om arbejdsløsheden indenfor industrien.

Endelig må det ikke glemmes, at industriens kvinder betaler deres kontingent til Arbejdsløshedskassen for at sikre sig imod arbejdsløshed.

Alene de kvindelige arbejderes Arbejdsløshedskasses medlemmer betaler således mellem 3 og 4 millioner kr., årligt i kontingent.

Hvad angår det store spørgsmål at skaffe arbejdsløse kvinder beskæftigelse, da er det ikke noget nyt problem, der er taget op af Danske Kvinders Beredskabstjeneste, der anvises i forslaget til regeringen, er nye, hvor velmente de i øvrigt kan være.

Vor hovedbestyrelse er stadigt vågen overfor problemet: Beskæftigelse til de arbejdsløse, og vi har længe haft arbejdsløse medlemmer på højskole, ligesom vort beskæftigelsesudvalg har forskellige planer under overvejelse, uden at vi dog tror, at sådanne foranstaltninger vil få særlig betydning. Det er nu engang ikke så lige en dag at finde nødhjælpsarbejde til kvinderne.

Det er i hvert fald givet, og det bør slås fast, at den arbejdsløse kvinde – akkurat ligesom den arbejdsløse mand, langt, langt hellere ville have arbejde end understøttelse, det har vi fagforeningsfolk de bedste forudsætninger for at kunne bedømme.

Man kan nu engang ikke tage arbejde, hvor intet er at få, men man burde forskåne de arbejdsløse kvinder for en sådan omtale som den, de er genstand for i den omhandlende artikel, den arbejdsløses lod er i forvejen tung nok at være under de nuværende forhold.

Fanny Jensen

Kilder:
Om ledigheden mellem kvinderne, af Fanny Jensen, Fre. Socialdemokraten, side 2, 1. marts 1941

1941 – Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal

Handelsministeren Halfdan Hendriksen holdt om aften den 8. januar 1941 tale i Handels- og Kontoristforeningen i København, som den 9. januar bragtes i Socialdemokraten. Her bringes et uddrag fra talen:

Vi har brødkorn, sukker og kød samt foderkorn for de nedskårne besætninger til næste høst. Men reservelagrene af brændsel er angrebet og på en række områder kniber det stærkt med råvarer.

Når det af samfundsmæssige hensyn bliver nødvendigt at rationere denne eller hin vare, vil det blive gjort, men i dag er der intet på trapperne, og jeg vil advare mod enhver form for hamstring, også af tøj.

Situationen er alvorlig på en række områder, og vore beholdninger af betydningsfulde råstoffer, lader meget tilbage at ønske, men katastrofal er stillingen ikke.

Vi skal igennem, og vi vil komme igennem. Vi må resignere på en række områder, spare og spinke, vi bliver fattigere, men vi taber ikke vor tro og vort håb. Dansk erhvervsliv og dets tusinder af repræsentanter giver ikke op for vanskeligheder, selvom de er tårnhøje, og på forsyningsområdet har alle danske erhvervs-drivende en indsats at gøre hver på sit felt.

Jeg tror, at det ikke alene står erhvervene, men også hele befolkningen klart, at det er bedre at gribe ind i tide, selvom det kan være forbundet med besværligheder, end at lade forholdene udvikle sig, som de bedst kan.

Jeg ved, at det overvejende flertal af erhvervslivets mænd er indstillet på et samarbejde og på en loyal efterleven af de givne bestemmelser.

Hvis man ikke følger retningslinjerne, men søger at vinde sig fordel på kollegers eller samfundets bekostning, foretager man ikke alene en ukollegial handling, men også en handling, der i en vanskelig tid er direkte samfundsskadelig, og det siger sig selv, at vi med alle til rådighed stående midler vil gribe ind overfor sådanne forsøg.

Må jeg så blot om rationeringerne i almindelighed sige, at de danske rationeringsordninger på praktisk talt alle områder kan tåle sammenligning med andre landes rationeringsbestemmelser, og der vil fra regeringens side blive gjort alt, hvad gørligt er, for at holde den gældende rationeringsplan i de svære tider, der kommer.

I den forbindelse vil jeg også lige nævne ordningen for generatorbrænde, der jo også betyder vidtgående restriktioner for producenter og sælgere. Jeg må her tilføje, at jeg tror, nogle under tiden har været tilbøjelige til udelukkende at se på de priser, det indtil nu har været nødvendigt at betale for generatorbrænde, uden at gøre sig klart, hvordan vi ville være stillet, hvis vi ikke gennem den trufne ordning havde skabt sikkerhed for, at de 9.-10.000 biler, der i dag kører med generator, kunne få det fornødne brændstof.

I øvrigt tror jeg, at en vis nedsættelse af generatorbrændepriserne kan forventes.

At den stærke prisstigning, der har fundet sted i året 1940, er yderst betænkelig, og at prisstigningen er særlig betænkelig, når den falder på de vigtige livsfornødenheder, som er af afgørende betydning for hele befolkningens daglige liv og sundhed, siger sig selv. Men man må jo være klar over, at prisstigningen i første række falder på importvarerne, hvis priser man under de foreliggende forhold ingen mulighed har haft for at holde nede, og på de hjemlige landbrugsprodukter, hvis priser er steget meget stærkt, delvis som følge af de stigende eksportpriser, som andre landes mangel på disse varer har fremkaldt.

Jeg vil sammen med handelens folk erkende, at den prislovgivning, vi har her i landet, er streng, men jeg vil ikke erkende, at den er for streng, eller at den ikke på alle områder er fuldt berettiget og absolut nødvendig.

Kilde: Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal, Kolding Socialdemokrat, side 1 + side 4, 9. januar 1941

1941 – Arbejdsløse i Grindsted

Fra Grindsted meddeler Arbejdsmændenes Fagforening om stor arbejdsløshed, fagforeningen har for tiden ca. 100 arbejdsløse medlemmer, ”hvilket må siges at være mange, når det tages i betragtning, at der kun er godt hundrede medlemmer i afdelingen”. Foruden arbejdsmændene er der en del ledige i bygningsfagene og hos slagteriarbejderne.

Arbejdsmændenes Fagforening i Grindsted har foretaget udbetaling af den efterbetaling fra 1. oktober (1940), som understøttelsen er forhøjet med. Det var 85 medlemmer i Grindsted, som var i betragtning til efterbetalingen. ”Understøttelsessatserne androg i dette tidsrum 1139 kr. 95 øre og børnetillæget androg 1550 kr.”.

Udbetalingerne er kommet efter, at socialminister Johs. Kjær den 6. december 1940, i folketinget fremsatte lovforslag om forhøjelse af dagpengenes maksimumsbeløb i de anerkendte arbejdsløshedskasser og om børnetillæg til de arbejdsløshedsforsikrede. Forslaget blev senere ophøjet til lov, med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 1940.

I Kolding har flere arbejdsløse også fået ekstra udbetalinger, hos Typografernes Fagforening i Kolding meddeles det, at der er ”udbetalt til 47 medlemmer i alt 522 kr og 60 øre, ligesom der i juleunderstøttelse er udbetalt 614 kr. 75 øre”.

Kilde: Mange Arbejdsløse i Grindsted, 3. januar 1941, Kolding Socialdemokrat

Forhøjelse af understøttelse, 3. januar 1941, Kolding Socialdemokrat

Aarsag og virkning, 3. januar 1941, Kolding Socialdemokrat

1940 – Arbejdsløsheden tiltager

De opgørelser som blev lavet i september 1940 vidste at der i begyndelsen af måneden var 89.594 arbejdsløse i de statsanerkendte arbejdsløshedskasser mod 80.928 ved forrige måneds begyndelse. Antallet af personligt tilmeldte arbejdssøgende ved arbejdsanvisningskontorerne er opgjort til 11.108, mod 10.878 i forrige måned.

Det samlede antal danske arbejdsløse opgøres den 1. september 1940 til 100.702 personer, hvilket var omkring 9.000 flere end måneden forinden, hvor der var 91.806 arbejdsløse.

Samtidig kan det meddeles at der i august 1940 har været 30 falliterklæringer og 196 tvangsauktioner, hvoraf 40 over landsbrugsejendomme. Sidste år i 1939 var tilsvarende tal for august måned 19, 134 og 24.

Kilder:
Arbejdsløsheden tiltager, Fredericia Socialdemokrat, 7. September 1940
Fredericia Socialdemokrat, 9. September 1940

1940 – Søfyrbøderne

I hele landet har Søfyrbøderne søndag den 28. juli 1940 holdt medlemsmøder, for at vælge delegerede til deres næste kongres.

I København var opstillet 10 kandidater, der sluttede op om kommunisten Georg Hegner. Derudover var opstillet en gruppe, der støttede borgerrepræsentant Richard Jensen, der ligeledes opstillede 10 kandidater. Richard Jensens gruppe blev valgt med 75 stemmers majoritet.

Kilder:
Søfyrbøderne, Kolding Socialdemokrat, 30. juli 1940

1940 – Kvindelig Arbejderforbund i Vejen

Kvindelig Arbejderforbund i Vejen har juli 1940 afholdt ekstra ordinær generalforsamling i anledning at, at formanden, Fru Wollesen og et bestyrelsesmedlem, Fru M. Johansen, har nedlagt deres hverv, for i fremtiden at hellige sig arbejdet i hjemmene. Fru Josefine Vig valgtes til ny formand, mens fru Else Andersen, og fru Kristine Andersen valgtes til nye bestyrelsesmedlemmer i stedet for Fru Johansen og fru Vig.

Fru Jørgensen takkede til sidst på generalforsamlingen fru Wollesen for hendes dygtige og energiske ledelse af fagforeningen.

Kilde: Kvindelig Arbejderforbund, side 5, Kolding Socialdemokrat, 13. juli 1940

1940 – Til arbejderne i Kolding

Da man i år har fundet det betimeligt at aflyse Majdagens demonstrationstog med påfølgende Møder og da Majdagen jo er hævdvunden Frieftermiddag, er landsudvalget for Arbejderens Bibelkreds gået ind for i år at afholde arbejdersgudstjenester. En sådan vil blive holdt i Sct. Nicolaj Kirke på Onsdag Kl. 15, hvor pastor Tobiasen, Arbejdernes fuldtro ven, vil prædike, gudstjenesten skulde helst have været holdt om aftenen, men da dette er ugørlig, tror vi alligevel, at I, Kammeraten, vil sætte alt til side for at komme hen og høre, hvad Gud i disse alvorlige tider har at sige den danske arbejder.

P. U. V.
Jakob Krarup
Ovenstående kan tiltræde og anbefales på det bedste.
Hjalmer Pihlmann, Kristian Juhl, M. Larsen

Red.: Omtalte onsdag er 1. maj 1940, ovenstående annonce har været bragt i Kolding Socialdemokrat

Kilde: Til arbejderne i Kolding, 30. april 1940, Kolding Socialdemokrat