1941 – Nu skal vi til at bruge papirgarn!

Fællesforeningen og andre danske fabrikker har påbegyndt en produktion – skal være bedre end sidste krigs produkter.

I adskille måneder har man på Fællesforeningens fabrikker i Viby eksperimenteret med fremstillingen af papirgarn og i disse dage er man nået så vidt med eksperimenterne, at man har kunnet påbegynde en produktion. Det er i første række høstbindegarn, der produceres i øjeblikket.

Sandsynligvis kan man i nogen grad klare denne høst med rigtigt høstbindegarn, siger direktør Grønborg, Fællesforeningen, og den produktion, der nu er iværksat, tager en væsentlige del sigte på den kommende sæson. Til den tid vil vi ikke have mere af det fra Østafrika importerede hamp, og der er derfor ikke andet at gøre end at fremstille erstatningsvare […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 5. juni 1941.

1940 – 680 julepakker uddelt i Børnebespisningen

Den 17. uddeling i Kolding.

Ikke mindre end 680 dejlige pakker blev i går uddelt af Julekomitéen i Kolding i Børnebespisningens lokale. Forinden den store uddeling fandt sted, bød formanden for Julekomitéen, tømrermester H. L. Hansen, velkommen og benyttede lejligheden til at udtale en hjertelig tak til de mange, der har givet komitéen en god håndsrækning, enten i form af kontanter eller naturalier.

Der lød tak til Kolding Kommune og til de fire banker, Odin Loge nr. 15, I. O. G. T., Koldinghus Margarinefabrik samt grosserer Oscar Christensen, som alle havde givet kontanter. Til Andels-Slagteriet, der havde givet 14 kasser ben og hjerter, samt til Fællesforeningen, der havde skænket ca. 300 pakker med svesker og kunstkaffe. Desuden rettede formanden en tak til jazz-musikerne og Idrætsringen, og sidst, men ikke mindst til landsretssafører Halvor Petersen og hans indsamlere samt Fyrtårnet og Bivognen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1940.