1941 – Tyveriet på slagteriet beløber sig til ca. 1.380 kr.

Samtlige beneficerede sagførere i sving i Fedttyveri-sagen fra slagteriet.

I formiddags påbegyndtes i kriminalretten behandlingen af sagerne mod de 12 tiltalte i fedttyveri-affæren fra slagteriet. De fire sigtes for tyveri, og de stjålne varer har en værdi på i alt ca. 1.380 kr. For de øvriges vedkommende lyder sigtelsen på hæleri, idet de dels har købt de stjålne varer og dels har været med til at forbruge beløb, som de vidste hidrørte fra tyverierne. Under sangen møder samtlige byens fem beneficerede sagførere: Hertz, Halv. Petersen, Lynæs og Juhl møder for de fire hovedmænd, medens Lrsgf. Bjerre repræsenterer de 8, der sigtes for hæleri. For anklagemyndigheden møder fuldmægtig Arenbrandt.

Sagens opkomst skyldes ikke anmeldelse fra slagteriet, men den skyldtes en udtalelse, der faldt fra hovedmanden i den tidlige omtalte dæktyveri-sag fra slagteriet. Hovedmanden forklarede nemlig, at han havde fået fidusen om dækkene af en slagteriarbejder, og det satte straks de to kriminalbetjente, Kai Kristensen og Deleuran, i arbejde med at efterforske den pågældende arbejder. Det lykkedes imidlertid ikke, men under de meget indgående undersøgelser i den anledning kom man under vejrs med fedttyveri-affæren, som det nævntes i slagteriets erklæring forleden, måske til to nye sager. […]

Slagteriarbejder N. N. sigtes for tyveri ved i tiden fra 1. juni 1941 til sin anholdelse d. 17. oktober ad mange gange, dels fra slagteriets fedtsmelteri og dels fra kølerummet at have stjålet ca. 25 kg. fedt af samlet værdi ca. 90 kr., 3 karbonadestænger, 5-6 flæskestege, 2 skinker samt 2 sider røget flæsk af samlet værdi 229,72 kr. For 25. septbr. at have stjålet 2 skinker til 38 kr. og den 16. oktober (dagen før anholdelsen) 5 kg. spæk til 15 kr. Endelig sigtes han for sammen med slagteriarbejder J. J. den 22. septbr. at have stjålet 25 kg. fedt af værdi 90 kr., og den 16. oktober 25 kg. fedt af værdi 90 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. november 1941.