1944 – Festlig indvielse af roklubbens fane

Manede ord til dansk ungdom om at søge ind til kernen i livet

Et mangeårigt ønske blev i søndags opfyldt for Kolding Roklub, klubben fik sin egen fane, som blev indviet ved en højtidelighed på Hotel Kolding. Det var Danmarkssamfundet, der havde skænket fanen og den blev derfor overrakt klubben af ingeniør Konstantin-Hansen som repræsentant for samfundet.

Efter at formanden Hans V. Ottesen havde budt velkommen og man havde sunget ‘Vift stolt på Codans bølge’ fik ingeniør Konstantin-Hansen ordet:

Når man ser de lange, slanke kaproningsbåde skyde gennem vandet med dannebrog i agterstavnen, så glædes man over den raske og sunde ungdom, der energisk arbejder med idrætten. Vi må ønske for denne ungdom, at den ikke må få nok i sporten alene, men at den også får en åndelig ballast ombord. Vi har tit i de senere år hørt, at vi havde glemt, der er noget helligt. Vi havde levet på overfladen, og handlet letsindigt med den lykke, der var givet os. Skal vi bære vort land videre, så må vi nu søge ind til den kerne, der er i tilværelsen – og så er der intet, der taler tydeligere til os end netop flaget. Det taler og minder os om, at vi har en arv at løfte. […]

Efter højtideligheden vistes to tonefilm, hvorefter roerne festede i et par timer.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 22. februar 1944.

1942 – Go-On vil bygge et weekend-hus

10 damer fik idrætsmærket i aftes

Go-On havde i aftes indbudt sine medlemmer til en festlighed i Saxildhus’ selskabslokaler. Den fik et yderst festligt og fornøjeligt forløb med stor deltagelse fra medlemmernes side, såvel gamle som nye. Der blev forevist et par udmærkede film, bl.a. fra Grønland og en gymnastikfilm.

Ved kaffebordet uddelte overlærer H. A. Hansen – første gang i klubbens historie – idrætsmærker til kvindelige medlemmer. Følgende damer fik idrætsmærket: frøken Anni Jensen, frøken Asta Sparrevohn, frøken Gudrun Lauridsen, frøken Marie Nielsen, frøken Kamma Hansen, frøken Erna Jochumsen, frøken Margrethe Lauridsen, frøken Gerda Vilger, fru Emilie Jensen og Fru Elna Krogh. Det blev besluttet at holde medlemsmøde en gang hver måned i vintersæsonen.

Overlærer H. A. Hansen omtalte, at klubben omgås med planer om at bygge et weekend-hus, såfremt man kan finde en grund til det. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1942.

1942 – 22 nye sygeplejersker fra Kolding Sygehus

På Kolding Sygehus har i disse dage 22 sygeplejeelever bestået eksamen som sygeplejersker. Det første hold blev færdigt i aftes, det sidste i formiddag. De nye sygeplejersker er følgende:

Gerda Andersen, Helga Andersen, Ingrid Andersen, Johanne Andersen, Inger Bondesen, Mary Friis, Johanne Holst, Tove Hygum, Warna Jaspar, Kristine Jensen, Maren Jensen, Kristine Jessen, Juliane Juhl, Elly Krogh, Edith Larsen, Esther Nielsen, Kathrine Nielsen, Jenny Dalby-Pedersen, Vera Oxbøl-Pedersen, Ella Lindberg-Pedersen, Ingeborg Raahauge og Ellen Saxe.

På tirsdag aften holdes på sygehuset en festlighed for holdet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. april 1942.