1943 – Gode danske ord fra Skamling på mindedagen igår

3-400 mennesker deltog i Skamlingsbankeselskabets jubilæumsfestligheder

Festlighederne på Skamlingsbanken igår eftermiddags i anledning af mindedagen for Bankens indvielse til dansk folkelig og national mødeplads fik et smukt og værdigt forløb. Mellem 300 og 400 mennesker deltog i mindehøjtidelighederne. De fleste tog med ekstratoget fra Kolding, der ankom kl. 16.25, men også med andre befordringsmidler var der kommet mange til Skamling. Festen var kun for Skamlingsbankeselskabets aktionærer med damer og de særligt indbudte. Havde forholdene ikke hindret afholdelse af en stor folkefest, ville deltagernes tal sikkert have kunnet tælles i titusinder. Det er dog meningen at søge et stor folkemøde gennemført søndag d. 20. juni.

Der var en repræsentativ forsamling, der havde givet møde på Skamling. Der var folk fra næsten hele landet. Fra København (eller Bornholm) var ankommet Folketingets formand, Hans Rasmussen, direktør Ussing og prof. Friis Johansen fra Ny Carlsbergfonden, Grænseforeningens formand, fhv. præsident Holger Andersen, billedhuggeren H. Starcke med frue, fra Sønderjylland den gamle sønderjyske fører Peter Grau fra Pøl, stiftamtmand Lundbye, Haderslev, borgmestrene Thulstrup, Haderslev og Fink, Aabenraa, Skoleforeningens formd. landstingsmand Jefsen-Christensen, Høbsbro, Sprogforeningens formand, bibliotekar Jacob Petersen, Aabenraa, biskop C. W. Noack, Haderslev, gårdejer Nis Skrumsager, Visby Hedegaard, Den Slesvigske Vælgerforenings tidligere sekretær Martin Simonsen fra Flovt, provst Biering, Sønderborg, folketingsmand Simon From, Fjelstrup, fhv. folketingsmand Schultz-Petersen, Tyrstrupgaard og mange andre.

Fra Kolding havde mange af byens borgere givet møde med borgmester Knud Hansen og politimester Thalbitzer i spidsen. Borgmesteren overrakte de 1.000 kr., som Byrådet havde bevilliget til Skamlingsbankefonden, vis formand, stiftamtmand Herschend naturligvis også var til stede. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1943.

1941 – For retten

To 18-årige fredericianere stod den 11. november 1941 for retten i Fredericia, sigtet for forskellige kriminelle sager.

Den ene, der omtaltes D., var sigtet for cykeltyveri, han forklarede dog selv, at han af en kammerat, der var rejst til Tyskland, havde lånt cyklen, der siden havde vist sig at være stjålet.

Derudover var D. tiltalt for bedrageri, da han havde fået udbetalt 40 kr. fra socialkontoret, under den forudsætning, at han skulle købe arbejdstøj til en påtænkt rejse til Tyskland; samme dag havde han dog fået arbejde i Fredericia, og undladt at betale pengene tilbage, dette erkendte han sig skyldig i.

En tredje sigtelse mod D., omhandlede også en anden 18årig, de var i fællesskab sigtet for at have stjålet fem flasker spiritus i Restaurant Robert på Torvet i Fredericia. Begge tilstod forholdet, og forklarede, at de havde været i Brejning, ”for at indbyde et par pigebørn til fest, på hjemvejen havde skaffet sig spiritus til festen ved indbrud”.

Sagen optoges til dom.

Ved retten i Kolding behandles en sag om tyveriet på andelssvineslagteriet. Sagen startede med, at der for nogen tid siden blev stjålet 3 bildæk, og politiets undersøgelser i den forbindelse, afslørede store flæske og fedttyverier.

Den 11. november stod der fire slagteriarbejdere fra Kolding tiltalt for tyverierne, der angiveligt beløber sig til 1.400 kroner. Desuden har politiet under sagen fundet frem til 8 hælere, som har videresolgt varerne.

Kilder:
På kant med loven, Fredericia Socialdemokrat, 11. nov 1941, side 4
Tyverierne på slagteriet i Kolding, samme

1941 – Redaktør fylder 50 år

Redaktøren for Venstrebladet i Kolding, Søren Morten Sørensen, “runder søndag den 13. april det skarpe hjørne” og fylder 50 år. Venstrebladet er beliggende i Jernbanegade i Kolding.

Sørensen har gennem årene, “først i Middelfart, og senere i Kolding skabt sig et navn som en dygtig og sympatisk bladmand, der er respekteret og afholdt i alle kredse“.

Ved det seneste valg i 1939 var Sørensen opstillet som de Radikales kandidat i Fredericia-kredsen, hvor “han forstod at skabe respekt hos modstanderne, idet han viste sig at være en kundskabsrig og nobel politiker“.

Kilde:
50 år Redaktør Søren Mortensen Sørensen, s. 4 Fredericia Social-Demokrat, 9. april 1940.

1941 – Guldbryllup på Bramdrup Stivsti

Torsdag den 6. februar 1941 kan parret Mathias og Maren Bruun, bosat på Bramdrup Skovsti, fejre deres guldbryllup.

Mathias Bruun lærte som ung murerfaget, han arbejdede derefter nogle år i Kolding og siden 35 år for den afdøde murermester Hans Jacob Hansen fra Bramdrupdam.

Ægteparret har tre børn, en søn er grænsegendarm ved stationen i Jyndevad, en anden søn driver en landbrugsejendom i Viuf, og en datter er bosat i Kolding.

Kilde: Vi gratulere, Kolding Socialdemokrat, 31. Januar 1941, side 5