1941 – Muntre og spændende konkurrencer mellem arbejdspladsens idrætsmænd

Omkring ved 4.000 tilskuere til Fagenes Fest. Fagstævnet og firmaturnering giver ca. 3.000 kroner til Børnebespisning.

Fællesorganisationen og Kolding Social-Demokrat’s Fag- og Bedriftsstævne havde i går samlet omkring 4.000 tilskuere på Kolding Stadion. Sidste år samlede stævnet det samme antal, men tiderne har jo forandret sig noget, og det må betragtes som noget af en præstation at samle lige så mange til stævnet i år, men samtidig et bevis for, at publikum ikke alene har forståelsen af, at man samtidig med at få en morsom eftermiddag ud af det, er med til at støtte en god sag. Fagstævnet blev den helt store succes, og de mange tilskuere fik en eftermiddag ud af det med god og morsom underholdning, samtidigt med, at de var med til at støtte en god sag.

Firmaturneringen har gjort sit til, at stævnet blev så vellykket, som tilfældet blev. De mange tusinde tilskuere, der mødte op ved disse kampe, ville også se Fagstævnets sidste akt, og de blev sikkert ikke skuffet. Vel var der ting, der kunne være anderledes, men et så stort stævne kan ikke afvikles uden kritik, og det er hurtigt med afviklingen af de mange øvelser, og på ca. 2½ time var hele det omfattende program tilendebragt […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 8. september 1941.

1941 – Mange anmeldelser til Fagstævnet på søndag

I dag tilrettelægges hele det omfattende program.

Det er på søndag, Fagenes Fest arrangeres på Kolding Stadion, og efter den optakt, firmakampene har været for stævnet, både sportslig og økonomisk, tyder det på, at stævnet i år, ligesom fodboldkampene, vil blive en folkefest, som ingen vil lade gå fra sig. Det har strømmet ind med anmeldelser til stævnet, og udvalget arbejdet nu under højtryk med tilrettelæggelsen af det store fagstævne, hvor hele det arbejdende Kolding vil yde en indsats og således være med til at skaffe mange penge i Børnebespisningens kasse. Sidste år overværedes Fagstævnet af omkring 3.500 tilskuere, og vi skulle jo gerne slå denne rekord i år. Der bliver hårdt brug for pengene i vinter, og da programmet ved stævnet i år byder på mange nye idéer, hvoriblandt mange morsomme øvelser, nærer vi ikke tvivl om, at det lykkes at få fuldt hus på stadion på søndag.

Vi skal i de kommende dage fortælle alt, hvad der foregår derude på søndag, og selv om fristen for anmeldelse jo er udløbet, er der intet i vejen for, at en virkelige god idé endnu kan modtages […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 3. september 1941.