1942 – Tre fiskere dræbt ved minesprængning

En fjerde mand af besætningen på den minesprængte kutter reddet i hårdt såret tilstand.

Esbjerg (R.B.)

I går er fiskekutteren L99 JYNNA hjemmehørende i Lemvig, blevet minesprængt på Vesterhavet. Tre af de ombordværende omkom, nemlig fiskeskipper Kr. Eriksen, Lemvig, fisker Anders Kristian Mikkelsen, Lemvig, og fisker Arthur Chr. Poulsen, Harboøre. Én mand af besætningen, fisker Frederik Petersen Baade, Lemvig, blev reddet i hårdtsåret tilstand af tililende kutter, der i aftes kom i havn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1942.

1941 – Esbjergfiskerne fulgte bombeflyvernes offer til graven

Der er ikke ved nogen tidligere begravelse set et sådant væld af signerede kranse.

Næsten hele Esbjergs fisker-befolkning deltog i fiskeskipper Zebis’ jordefærd på Fovrfeld Gravlund i går. De ville dermed give udtryk for, at de følte sig grebet af denne modige vesterhavsskippers død under mørke bombeflyveres bomberegn, medens han lå alene ude på fiskepladsen sammen med sine medhjælpere og røgtede sit farefulde hverv. Kapellet, der kan rumme 2-300 mennesker, fyldtes hurtigt og udenfor stod mindst lige så mange. Kransene dyngede sig op foran koret og i midtergangen, og en mængde kranse måtte på grund af pladsmangel i kappet føres direkte til graven. Der er næppe ved nogen tidligere begravelse i Esbjerg set et så stort antal signerede kranse. Der var i alt omkring et hundrede. De fleste af kutter-besætningerne viste på denne måde deres deltagelse, og desuden var der sendt signerede kranse fra Esbjerg Fiskeriforening, Vestjysk Fiskeriforening, Esbjerg Fiskeeksportørforening, Vestjydsk Krystalisværk og mange flere. de to fiskeriforeninger og Marineforeningen var mødt med faner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. september 1941.

1941 – Esbjerg-kutter sænket af flyver-bombe

Skipperen, der stammer fra Grenå, dræbt og en anden af besætningen hårdt såret.

Kutteren LYNGVIG indkom i går middags til Esbjerg Havn med liget af fiskeskipper Jacob Zebis, der var fører på kutteren STJERNEN. Desuden var STJERNEN’s besætning, tre mand, hvoraf den ene var hårdt såret, ombord. STJERNEN var under fiskeri blevet angrebet af flere engelske flyvemaskiner, hvoraf en kastede en bombe, der ramte kutteren, som gik til bunds, og dræbte føreren. Liget blev sammen med det øvrige mandskab taget ombord i LYNGVIG. Den 29-årige Niels Halkjær Jensen, Esbjerg, blev hårdt såret ved bombardementet og måtte indlægges på Esbjerg Kommunesygehus, medens de øvrige to af mandskabet slap uskadt. […] Den omkomne fiskeskipper Jacob Zebis var fætter til bødkermester Zebis, Jens Holmsvej, Kolding.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. september 1941.