1945 – Er Højen Hule-morderen i Kolding?

Sporet fra Vejle til Bramdrupdam

27. marts blev der begået et råt mord på arbejdsmand Egon Sørensen, Vejle, da han cyklede på den nye Højen Hulevej. Ét slag knuste hans hoved, og morderen afklædte liget.

Vejle Vagtværn véd, hvem morderen er. Det er en polskfødt Organisation Todt-mand, den 25-årige Taddænus Illakowicz, bopæl: Warszawa. Det er oplyst,, at han siden mordet har holdt sig skjult i et sommerhis i Vejle. Regelmæssigt er han kommet sammen med en Vejlenserinde, til hvem han havde forgivet at være amerikansk faldskærmssoldat. Hos hende har han efterladt et klippe nøgler, der tilhørte den myrdede.

Onsdag morgen er han sidst set i Vejle. Han lod sig på det tidspunkt fejre som befrielsessoldat. Folk, der kendte den myrdede, genkendte dennes tøj, som det tøj, Illakowicz havde på. Da politiet ankom, var han forduftet.

Vagværnsassistent Jens Otto Skov, Vejle, har sporet ham og han befinder sig antagelig i Kolding nu. På billedet ses han. Hans signalement er i øvrigt: 170 cm. høj, kraftigt, glat blondt hår, kødfuld næse, mangler så godt som alle overmundstænder, tale gebrokken tysk, kan sandsynligvis enkelte danske gloser, iført blågråt storternet tøj og en noget lysere vest, sort slips.

Da han gik i Bramdrupdam, var han i følge med en meget mørkhåret dame iført lange, grå bukser, brundlig jakke og rødt tørklæde. Det er dog muligt, at de ikke mere er sammen. Taddæus Illakowicz vil rimeligvis sætte sig til modværge, når han føler sig opdaget, og han er sikkert i besiddelse af pistol. Underret frihedskæmpere, politi eller vagtværn, hvis han observeres.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. maj 1945.

1945 – Flygtet våbenmodtager skjulte sig i Seest

Den 21-årge Svendborgenser, Steen Ewald Hansen, der i det store format var modtager, når Royal Air Force kastede våben ned i Danmark, arresteredes 7. september af Gestapo i Randers. 29. november overførtes han til Neuengamme, og 20. april hentede Svensk Røde Kors ham. Udenfor Kolding sprang han af bilen gennem en bagdør og søgte tilflugt hos gode venner i Seest. Hansen er søn af civiligeniør Holger Hansen, der er broder til købmand Albert Hansen, Kolding. S. E. hansen selv er født i Kolding.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. maj 1945.

1945 – Tyskerne på Bornholm endnu ikke kapituleret

Øens indbyggere ventes fordoblet ved invasion af tyskere fra Østfronten.

På Bornholm har tyskerne faktisk ikke kapituleret endnu! Så sent som i går har de overalt under Frihedsrådets og amtsmandens protest fortsat deres skydeøvelser, gravning af skyttegrave og andre befæstningsabejder. Den tyske kommandant underskylder sig med, at han endnu ikke har kapituleret overfor russerne, og det er dem, han bygger forsvarsstillingerne imod. I officielle danske kredse på øen forlyder det, at amtmanden fra den tyske kommandant har fået besked om, at en hel tysk armé, mellem 30. og 40.000 mand er på vej fra Østfronten i flugt til Bornholm og rede til overgivelse på dansk område.

Kilde: Kolding Folkeblad, 7. maj 1945.

1945 – Ved evakuering af Kolding skal alle ud af Agtrupvej

Man regner med, at de sydøstlige kommuner vil være de eneste tilgængelige under en truende situation

I anledning af den bekendtgørelse om ændring i evakueringsplanen for Kolding by, som bringes andet steds i bladet, har vi anmodet lederen af Det civile luftværns evakueringssektion i Kolding om nogle supplerende oplysninger, som går ud på følgende:

Alle skal ud ad Agtrupvej

Som forholdene ligger i øjeblikket, er det sandsynligt, at en evakuering af de ca. 25.000 Koldingensere, som ved tvungen evakuering skal forlade byen, udelukkende kan ske til de sydøstlige sogne; Dalby, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup, Vejstrup, Hejls og den østlige del af Taps Kommune. Derfor er der foretaget den ændring i evakueringsplanen, at opsamlingsstederne ved Ridehuset, Overmarksgården og Christianeminde i Lykkegårdsvej-kvarteret bortfalder som registreringssteder, idet alle skal ud ad Agtrupvej og passere Brændkjærgaard. Det vil være forbundet med livsfare at begive sig af andre veje end den anviste. Dette er den eneste ændring, som foretages i evakueringsplanen, og alle øvrige regler, som findes på rationeringskort-posen er fortsat gældende, og det må anbefales folk at sætte sig godt ind i dem. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 10. april 1945.

1945 – Mytteri i Kolding Arrest

Tre fanger forsøgte at flygte i nat

Kolding Arrest har i nat været skueplads for en række dramatiske begivenheder under et flugtforsøg, som nogle af fangerne foranstaltede.

Som det vil huses, forsøgte en fange for nogen tid tilbage at etablere en flugt fra arresten, idet han overfaldt nattevagten, som han havde tilkaldt under påskud af, at han skulle på toilettet. Antagelig har hovedmanden i begivenhederne i nat erfaret herom. I hvert fald var forsøget lagt til rette på nøjagtig samme måde. Hovedmanden i mytteriet og flugtforsøget i nat er Chr. Herman Hansen, der sidder fængslet for røveriet i Vamdrup, og som i eftermiddags skulle have haft sin dom, imidlertid vil denne sag nu blive udsat som følge af mytteriet, og han vil derefter få sin dom ved et nævningeting.
Hansen havde i forvejen aftalt med sine medfanger i den celle, hvor han sad, hvorledes man skulle gribe sagen an, og den ene af dem, i sikker forventning om, at kuppet nok skulle lykkes, havde udfærdiget et afskedsbrev, der lød omtrent således: “Vi er gået den 22. februar. Vi har svinebundet to arrestbetjente og sat dem i mørk arrest!”

Imidlertid gjorde fangerne regning uden arrestbetjentene Hansen, der ellers i arresten havde opført sig pænt, ringede så efter aftale på nattevagten og bad om atk omme på toilettet, og næppe havde betjenten åbnet døren til cellen, før alle tre fanger for løs på ham for at bemægtige sig hans nøgler. Han satte sig kraftigt til modværge. Den anden arrestbetjent, der havde vagt samtidig, kom til, alarmeret af støjen, og der opstod i arrestgangen et dramatisk slagsmål mellem de to arrestbetjente og de tre fanger. Slaget bølgede frem og tilbage, men det var alligevel arrestbetjentene, der gik af med sejren, og som fik fangerne sat under lås og slå igen, så flugtforsøget blev altså kvalt i fødslen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. februar 1945.

1945 – Situationen i Tyskland

Tysk dementi af Reuter-meddelelse om kaos i Tyskland

Berlin, RB.

‘Deutsches Nachrichtenburo’ er fra kompetent side bemyndiget til over for af Reuter den 17. februar udsendt meddelelse fra Kreuzlingen om, at flygtninge fra Berlin skulle have berettet om påstået kaos i Tyskland, at erklære, at der hverken i Berlin eller det øvrige rigsområde hersker uro eller panik. Heller ikke den af Reuter fremsatte påstand om, at alle ministerier er flygtet over hals og hoved, er rigtig, idet ingen tjenesteindsats har forladt den anviste plads på flugtlignende måde. Påstanden om, at hele rigshovedstadens administration er desorganiseret, og at myndighederne har mistet al kontrol, stemmer ikke med kendsgerningerne. Hele det tyske rigsområdes administration er fuldstændig intakt. Heller ikke Reuters yderligere påstand om, at de offentlige virksomheder ikke længere fungerer, er rigtig.

Kilde: Kolding Folkeblad, 19. februar 1945.

1945 – Forstæderne i Königsberg brænder: flugt fra byen

Østpreussens hovedstad bombarderes

Königsbergs forstæder brænder, skriver en korrespondent fra Østpreussens hovedstad. Granaterne slår ned i gader og huse, og befolkningen flygter i retning af Königsbergs Østersøhavn Pillau. Titusinder af kvinder og børn, gamle og syge kæmper sig frem gennem dybe snedriver mod en isnende vind med deres mest værdifulde ejendele på små slæder.

Øverst på slæderne ligge de grædende spædbørn, medens de større børn søger at følge med i disse uendelige kolonner af hesteslæder, arbejdsvogne og lastvogne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1945.