1941 – Mælkekonflikten afblæses i Kolding

Efter et møde den 3. september 1941 vedtog Koldings mælkeforhandlere, at sige ja til mejeriernes tilbud, der gik ud på, at der garanteredes mælkekuskene 85 kr. brutto ugentlig og hel løn til 1 bud, medens der ydedes mælkesalgene en reel fordel på 30 kroner, ved at stryge 15 kr. i kølemaskin-afgift og yde 15kr. til budløn mod forpligtelse til at holde bud.

Ordningen ventes snares godkendt af byrådets mælkeudvalg.

Kilder:
Mælkekonflikten i Kolding afblæst, Lolland-Falster Social-Demokrat, side 2, 4. september 1941

1941 – En mælkeordning i Kolding

Mælkeprisen nedsættes med 3 øre.
Kolding Byråd godkendte i aftes byens nye mælkeordning. Ene-leverandør til byen i en 10-årig periode bliver Kolding Andelsmejeri og et centraltmejeri, hvortil der leveres mælk fra to af oplandets mejerier. Hidtil har syv mejerier leveret mælk til Kolding. Mælkeprisen nedsættes med 3 øre pr. liter for sødmælk, så et prisen på flaskemælk bliver 46 øre. Flødepriserne bliver uforandrede.
I erstatninger til de mejerier, kuske og udsalg, der ikke mere må beskæftige sig med mælkehandel, skal i alt ydes 359.000 kr. og heraf skal gennem Mælkepuljen betales 270.000 kr. […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 30. april 1941.

1941 – Justitsministeriet afviser biograf-bevilling

I avisen Kolding Socialdemokrat kunne det oplyses den 17. januar 1941, at Justitsministeriet havde afvist en ansøgning om biograf-bevilling fra Dansk Arbejdsmands Forbunds lokale Kolding afdeling.

Afvisningen er kommet i form af et brevsvar til Forbundet – som skriftlig begrundelse meddeles det at justitsministeriet sammen “med Filmrådet ikke finder anledning til at træffe bestemmelse om oprettelse af et nyt biografteater“.

Sparebrød

Følgende er en opskrift, der blev omtalt som “Sparebrød” i januar 1941. Opskriften blev med smagsprøver, sendt ind til avisen Kolding Socialdemokrat af en ukendt person, herfra blev det bemærket, “at det lækre brød smagte fortræffeligt“. Opskriften lyder følgende:

1½ kg sigtemel blandes med 1/9 kg flormel. En tallerken kold havregrød og 1/4 kg kolde, kogte kartofler og 150 gr udrørt gær, æltes med ½ liter sødmælk og ½ liter vand. Stilles til hævning en time. Formes som rundstykker, horn eller brød og bages ved jævn ild en god ½ time.

Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941

Derudover meddeler dagens udgave af Kolding Socialdemokrat, at Koldings indbygger tal er steget med 103 personer siden 1. november 1940, og frem til 1. januar, hvor der taltes 25.383 indbyggere i byen.

Kilde: Den tredje biograf, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4
Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4

1940 – Folk spiste gås på restaurant

Det var billigere at spise ude, opdagede de.

Mange Koldingensere spiste Mortensgåsen på restaurant i aftes. Direktør Hansen, ‘Palmehaven’, oplyser således, at der var fuldt hus i spiserestauranten, og det var sikkert udtryk for, at folk kunne spise billigere der end hjemme.

Med de priser, private må give for fødevarer, var det billigere at spise ude, og naturligvis meget lettere, specielt for husmoderen […]

Til ‘Trocadero’ var tilstrømningen så stor, at det var komplet umuligt at opnå plads til dem alle. I øvrigt udtalte direktøren, at restauranterne sikkert vil kunne vente større besøg som følge af de høje priser for fødevarer.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. november 1940.