Tidsskriftet ‘Folk og Værn’ bringer i sit nummer for oktober følgende artikel angående spørgsmålet om en invasion i Danmark:
Efterhånden som krigsalarmen stiger mod øst, mod syd og vest, er det kun naturligt, at man også i Danmark er optaget af spørgsmålet om hvorvidt, der ligeledes kan tænkes etableret en front mod nord. Der skal derfor ganske kort redegøres for, hvorledes Danmarks stilling er i dag.
Danmark ligger som et glacis foran den voldgrav, som Østersøen danner foran den tyske nordkyst. Det er desuden både et vigtigt forbindelsesled mellem Tyskland og Norge og en spærrelinje for en søværts forbindelse gennem Bælter og Østersø mellem vestmagterne og Rusland. Det ville endelig kunne blive en betydningsfuld basis for angreb på Tyskland til etablering af det sø- og luftherredømme over Østersøen, der ville være nødvendigt for et videre angreb fra nord på selve Tyskland.
Der er altså forsåvidt grunde nok for de allierede til en invasion i Danmark. Derimod er det et spørgsmål, om de ikke i øjeblikket er så hårdt engageret, at de ikke kan afse tilstrækkelige styrker hertil og også stadig håber at kunne nå deres krigsmål ved at koncentrere hele deres kraft om de angreb, der nu er i gang. Derfor vil spørgsmålet om en allieret invasion her i landet muligvis først blive aktuel, hvis krigen stivner på de øvrige fronter. Man må dog i ethvert fald regne med, at vestmagterne fra luften vil søge at hindre forbindelsen mellem Tyskland og Norge ved angreb på havne, flyvepladser og trafikknudepunkter i Danmark. Ligeledes kan det tænkes, at et eventuelt russisk flådefremstød i Østersøen vil sigte på Bornholm for med denne ø som basis at søge den østlige Østersø med den Baltiske kyst og den Botniske bugt afskærmet. […]
Kilde: Uddrag, Demokraten, 22. oktober 1944