1943 – Den nye undervisningsplan for Kolding Kommune

Der bliver en temmelig kraftig nedskæring i undervisningstiden for alle skolerne

Lederne af det kommunale skolevæsen i Kolding var, som omtalt, i går eftermiddags samlet for at udarbejde en ny plan for undervisningen i de kommunale skole, en plan, der skal gennemføres i den allernærmeste fremtid. Planen vil betyde en meget mærkbar nedsættelse af undervisningstiden. “Det er lykkedes os at nå frem til en plan”, siger skoleinspektør Hølund i dag, “men foreløbig eksisterer den kun på papiret, og vi må så se, om det kan lade sig gøre at gennemføre den i praksis. Det er muligt, at den ikke kan gennemføres helt.”

“Planen går ud på at skaffe plads til endnu 24 klasser: 16 drengeklasser og 8 pigeklasser på skolerne i Riis Toft og Sdr. Vang samt i Almenskolen. Dette vil ganske naturligt medføre, at der sker en reduktion af undervisningstiden for samtlige kommunale skoler. Imidlertid er vore bestræbelser gået ud på at gøre planen ensartet, således at alle eleverne bliver ligestillede med hensyn til undervisningstid.

De små klasseer – 1., 2. og 3. klasse – har hidtil ikke været berørt af ordningerne, men nu kommer vi ikke udenom det. Deres undervisningstid bliver efter den nye plan nedskåret med en tredjedel, og for de øvrige klasser, kommer det til at dreje sig om 20-25 pct. af den normale undervisning, således vil f.eks. 5. og 6. klasserne, der nu har 34-36 timers undervisning, komme ned på 30 timer.

At reduktionerne ikke er blevet større, skyldes, at Almenskolen har vist sig så elskværdig yderligere at stille 6 klasseværelser til vore rådighed. Det betyder faktisk, at vi kommer til a tråde over hele den fløj, hvor Mellemskolen ellers er, og hvor vi i øjeblikket har 6 pigeklasse gående det meste af tiden. Dertil kommer, at vi har fået rådighed over 2 kælderlokaler mere på Købmandsskolen, hvor vi i forvejen råder over 7 klasseværelser, men det er jo ikke let at placere 24 klasser i 8 klasseværelser.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. september 1943.

1943 – Næsten fuld skolegang fra april

Omlægningen af undervisningen i Koldings kommuneskoler

På Kolding Skolekommissions møde i går blev den bebudede nyordning af skolernes undervisnings- og lokaleforhold vedtaget. Den konstituerede skoleinspektør, overlærer I. Hølund, udtaler på vor henvendelse, at man som baggrund for ordningen havde skaffet sig et overblik over det samlede børneantal og de til rådighed værende klasselokaler i byen som helhed, idet man fortsat ikke medregner Forskolen og Pigeskolen. Det viser sig så, at man pr. 1. april, når ordningen skal træde i kraft, kan holde klassetallet på 81, mens man pr. 1. april 1942 var oppe på 85.

I øjeblikket er man dog allerede nede på de 81, idet der ved juletid blev foretaget nødtvungne sammendragninger af klasserne, og man fra den nordlige bydels skoler kom af med en del børn sydpå til Riis Toft og Søndervang. Man har herefter fordelt klasserne nogenlunde ligeligt i skolerne, men dog så vidt muligt søgt at holde børnene og personalet samlet, så der ikke bliver alt for stor “splittelse”, da vi jo alle sammen håber, at de ekstraordinære lokaleforhold ikke skal vare alt for længe, og at man snart kan komme ind under de tidligere tilvante forhold igen.

Foruden at der føres flere børn over på Riis Toft og Sdr. Vang, beholder kommuneskolen 6 på Købmandsskolen, 2 på Døtreskolen, og 3 på Teknisk Skole. “Forskolen” beholder de lokaler, den har i øjeblikket på Almenskolen og Døtreskolen og får 3 lokaler på Teknisk Skole, og desuden henvises et par 1. klasser til Riis Toft. Pigeskolen beholder 15 klasser, hvoraf de 9 bliver på Drengeskolen, medens 6 henvises til Købmandsskolen, hvor Forskolen har lokaler i øjeblikket, men hvortil man mener, at de større piger lettere kan cykle fra den nordlige bydel. En 7. klasse henvises til Riis Toft Skole. Riis Toft skole får i alt 20 klasse. Drengeskolen beholder 16 klasser i sin egen bygning, medens en 8. klasse slås sammen med Riis Toft’s 8. klassen, og endelig udskilles en 3. klasse til Riis Toft. Sdr. Vang Skole får 2 klasser mere end den i øjeblikket har. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. februar 1943.

1942 – Skolegangen i Kolding omlægges atter

De resterende forskoleklasser fordeles – Fra april en skoleplan, der gør forholdene ens i den sydlige og nordlige bydel.

Skoleforholdene i Kolding, der jo i længere tid har lidt under de af forholdene nødvendiggjorte indskrænkninger, står over for en yderligere ændring, som træder i kraft efter juleferien. Ordningen er foreløbig og kommer, fordi man ikke mere har rådighed over de 11 forskoleklasser, man hidtil har kunnet disponere over. Når det nye skoleår begynder den 1. april, vil der være udarbejdet en helt ny skoleplan, således at man fordeler børnene mellem lokalerne i den sydlige og nordlige bydel på en sådan måde, at alle børn får ensartet undervisning. Den vil blive noget mindre end under normale forhold, men man vil opnå, at alle børn stilles lige, hvad der ikke er tilfældet nu.

Men tilbage til den foreløbige plan, som altså træder i kraft efter nytår. De 11 forskoleklasser fordeles på følgende måde:

På Sdr. Vang Skole og Riis Toft Skolen er 1. og 2. klasserne ikke helt fyldt. Her kan i alt skaffes plads til ca. 60 børn, nemlig 30 fra første og 30 fra andenklasserne. Denne forskydning vil ikke ske klassevis, men således, at der bliver de børn, der bor syd for åen, og altså får kortest vej, der henvises til Riis Toft og Sdr. Vang.

Man får så overladt tre klasseværelser mere på Døtreskolen. Man sammentrænger de i alt frem 6. klasser fra Riis Toft Skolen og Pigeskolen til fire. Det kan gøres, uden at der bliver over 32 elever i hver af disse fire klasser, og man opnår ved denne sammentrængning at få et ledigt lokale på Drengeskolen, som kan bruges til en Forskoleklasse. Købmandsskolen har strakt sig videst muligt og overladt nogle lokaler, som kan anvendes, selv om toiletforholdene ikke er helt så rummelige, som man kunne ønske. På Købmandsskolen anbringes fire forskoleklasser og desuden en 8. klasse fra Riis Toft. Det derved frigjorte lokale på Riis Toft samt tegnelokalet her anvendes til de to sidste forskoleklasser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1942.

1942 – Borgmesterens nytårstale: Opgaven for Kolding bliver at skaffe arbejde og boliger

Det første møde i det nye år i Kolding Byråd indledes som sædvanlig med borgmesterens nytårstale. Knud Hansen sagde:

Vi har nu atter passeret et årsskifte. Det er nu tredje krigsvinter, vi er inde i. Forholdene bliver på mange områder vanskeligere, særlig fordi at det kniber med tilførsler af råvarer. Det skaber store vanskeligheder for byggeriet og for en mængde industrielle foretagender. Rationeringen af levnedsmidler bliver skarpere, og mange af de husholdningsvarer, som tidligere brugtes her i landet, kan slet ikke fås. Men trods alt dette har vi det langt bedre, end man har det i de krigsførende lande. Når man ser på forholdene ud over verden, hvor krigen raser, så må man trods alt sige, at vi her i landet har det godt.

Den omstændighed, at vort land besat af en krigsførende magt, hviler som et tungt tryk på landet, men når Danmark kan blive holdt ude fra direkte deltagelse i krogen, og vi, når den slutter, atter kan få den fulde frihed og selvstændighed, må disse byrder bæres med tålmodighed. Tidens vanskeligheder må man ved fælles anstrengelse søge at komme igennem. […]

Beskæftigelse og boliger

Hvad det nye år vil bringe, ved vi ikke. Men vi ved, at to store opgaver kalder på os. Der skal skaffes beskæftigelse, og der skal skaffes boliger. Vi er navnlig vedrørende boligspørgsmålet inde i en truende situation. På grund af indkvartering er en stor del af vore folkeskoleundervisning mangelfuld. Skulle det komme dertil, at vi tvinges til at tage skolelokaler i brug til husvilde familier, vil forholdene for folkeskolen yderligere forværres. I løbet af et par måneder vil Almenskolens gymnastikbygning formentlig være færdig, og da har Kolding en af landets bedste højere almenskoler, hvad lokaleforholdene angår.

Det store Søndergadeprojekt vil uden tvivl i første halvdel af dette år kunne være færdigt, og når Haderslevvej fra mejeriet op til Agtrupvej samtidig sættes i sømmelig stand, har Kolding fået en god indfaldsvej sydfra og en god forbindelsesvej til havnen. Opgaverne vil jo i øvrigt melde sig lidt efter lidt.

Jeg vil udtale ønsket om et godt år for Kolding by og dens opland, og herved ønsker jeg et godt nytår med godt samarbejde for Byrådet som helhed, og et godt nytår for hver af byrådets medlemmer. Mit sidste og højeste ønske skal være, at den frygtelige krig, som raser over hele kloden, må være afsluttet, inden dette år går til ende, så budskabet om fred på jorden atter kan få gyldighed.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. januar 1942.

1941 – Skoleproblemer i Kolding

Det kan ikke nægtes, at den indskrænkede timeplan i Koldings nordlige skoledistrikt er et alvorligt problem, og jo længere tid der går, jo alvorligere bliver spørgsmålet, efter vor mening endog så alvorligt, at spørgsmålet næppe alene klares ved appel til forældrene om i større udstrækning at påtage sig det arbejde skolen ellers skal udføre.

Skolekommissionens tanke, som den kom til udtryk på mødet i aftes, er altså at flytte mere af skolearbejdet til hjemmene. Vi går ud fra, at man her kun har tænkt sig en midlertidig foranstaltning, og i og for sig kunne vi have ønsket, at mødet i aftes noget stærkere ville have understreget midlertidighedens karakter. Vel er situationen alvorlig og unormal og kræver ekstraordinære foranstaltninger; men på den anden side vil det efter vort skøn være urigtigt, om man benytter en unormal tid til at gennemføre en permanent overflytning af en større del af skolens arbejde til hjemmene.

Om hjemmearbejdet og navnlig om dets omfang hersker der delte meninger i pædagogiske kredse og denne uenighed prægede også mødet i aftes. Man kan ikke ligefrem påstå, at de tre indledere udgjorde noget harmoni-orkester. Overlærer Hølunds udtalelser f.eks. var en advarsel mod overdrivelser med hensyn til hjemmearbejde […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 1. oktober 1941.