1939 – Generalforsamling i Kolding Sejlforening

Kolding Sejlforenings Klubhuset fotografret i juni 1933 ved foreningens 25års jubilæum
Kolding Sejlforenings Klubhus fotografret i 1933 ved foreningens 25års jubilæum. Billede: Kolding Stadsarkiv, ukendt fotograf, link

I går aftes holdt Kolding Sejlforening generalforsamling i klubhuset. Særligt kunne formanden og revisoren berette at foreningen har haft en god økonomisk fremgang.

Det vedtoges at tage masterne af bådene på søndag, at inddrage Drejensbroen den 22, samt at bådene på land den 29.

I løbet af vinteren vil der, ligesom tidligere år, hver mandag aften holde klubaften og tovværkskursus, hvor medlemmerne vil få stor gavn af det nyinstallerede elektriske lys, der i aftes toges i brug for første gang. Først i december vil der blive afholdt andespil, der vil forsøges og lave en sammenkomst for medlemmer i det nye år.

Kilde: Kolding Sejlforening, Kolding Folkeblad, 14. oktober 1939
Læs mere om Kolding Sejlforening på Koldingwiki

1939 – Vikingerne begynder sæsonen

Vikingerne indledede i formiddags kl. 9:30 sæsonen på Badeanstalten i Tved, hvor de fleste af foreningens 22 medlemmer var mødt frem. Efter et forfriskende bad, gik medlemmerne gik medlemmerne over til Industriforeningen, hvor der afholdtes generalforsamling.

Foreningens regnskab for sidste år, viser et overskud på 21 kroner. Til formand genvalgtes Alfred Meiling, til kasserer Svend E. Andersen, til sekretær A. Schmidt og til suppleant i bestyrelsen Andersen. Til revisor blev genvalgt frugthandler Vestergaard med Pippenbring som suppleant.

Man enedes om at holde en opvisning i vinter, såfremt badeanstalten bliver stående, og formanden afsluttede med ønsket om en god sæson.

Kilde: Vikingerne begynder Sæsonen, Kolding Folkeblad, 9. oktober 1939, side 4

1939 – Skanderup Sygeplejeforeningens bestyrelsesmøde

Den nye sygeplejerske Frk. Jacobsen var mødt, og der blev skrevet kontrakter.

Det vedtages at betale 10 kr. i cyklegodtgørelse for Skanderup, for de 4 sidste måneder af året.

Underskrivere: M. Knudsen, N. Mygind, Jens Brødsgaard, C. Christoffersen, N.P. Larsen og P.F. Poulsen

Referat fra sygeplejeforeningens kassebog, 28. september 1939

Kilde: Arkivalier fra Lunderskov Sygekasse, Kassebog for Skanderup Sogns Sygeplejeforening 1924-1945, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1939 – Kongens fødselsdag

Klokken ni i formiddags samledes de indkaldte pionere i Kolding til parade på Banegårdspladsen. Under stram honnør spillede Lomholts orkester ,,Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter pionererne marcherede, med orkesteret i spidsen, gennem Koldings flagsmykkede gader i den silende regn.

Her til aften holdes en stemningsfuld og alvorspræget fest i Christiansfeld Ungdomsforening. Foreningens formand, købmand Th. Nielsen, Fabervraa, bød i Christiansfeld velkommen og udtalte til forsamlingen:

Vi er samlet til Hans Majestæts 69 Fødselsdag. Kongen er desværre sengeliggende, men vi haaber, at han snart igen kan optage sig ansvarsfulde Hverv. Vi haaber, at Danmark maa holdes udenfor den Krig, der nu er begyndt. Vi haaber, at dansk Ungdom maa vokse op i Fred under Mottoet: En kristen dansk Ungdom.

Også Konservativ Ungdom holder en hyggelig sammenkomst i sine lokaler, hvor adjunkt Karl Olsen har lovet at holde en lille tale og pianist Kai Deleuran Nielsen vil spille musik. Senere på aften vil der være pølsegilde, hvor der serveres to store pølser med rundstykke for 40 øre.

Kilder:
– Kongens fødselsdag i Christiansfeld, 27. september 1939, Kolding Folkeblad
– Kongens Fødselsdag, 26. september 1939, Kolding Folkeblad
– K.U. I anledning af Kongens Fødselsdag, 24. september 1939, Jyske Tidende

1939 – Esperantokurser fra torsdag

Fra på torsdag kan man på Koldings højere Almenskole modtage kurser i sproget Esperanto. Det er foreningen Kolding Esperantoklub, som arrangere kurserne.

Det er foreningens formand, Martin Riechert, der er lærer på kurserne.

Riechert kan til folkebladet berette at selv om foreningen kun er et halvt år gammel, så har den 50 medlemmer. Når han bliver spurt til om han er bange for at starte et kursus i Kolding i disse tider, lyder svaret:

Nej, det er vi ikke. Til trods for situationen vil vi fortsætte vort Arbejde.

Hvad er Esperantos vigtigste opgave for tiden?

I lighed med Røde Kors arrangerer Verdensforeningen for Esperanto det saaledes, at Krigsfanger i de forskellige Fangelejre kan skrive Breve til deres Paarørende, og saa sørger vi for, at Brevene kommer de rette Vedkommende i Hænde. Vi er allerede begyndt, og der er oprettet Bureauer til Omsorg for denne Krigskorrespondance i Geneve, London og Paris.

Ventes der mange deltagere?

Ja, det gør vi absolut. Der har da været stor Tilstrømning tidligere. Der er saaledes i Sommer holdt to Kursus i Ry og Korsør, og her har der været mellem 300 og 400 Deltagere. Saa det skal nok gaa.

Riechert selv har indtil nu ledet omkring 40 kurser, han underviser i den såkaldte Che-metode.

Riechert selv kom med hans far og bror til Danmark i 1933, vist nok fordi faren var en bogtrykker og forlægger som nazisterne ikke brød sig om. Senere kom også moren til Danmark, familien bor nu på Kløvervej, de er alle statsløse tyskere fordi deres statsborgerskab er blevet frataget dem nede i Tyskland.

Kilder: Koldingwiki, artikel om Martin Riechert
Kolding Folkeblad, 18. september 1939

1939 – K.I.F.s halvårlige generalforsamling

Der var ikke mødt mange medlemmer op til den halvårlige generalforsamling for Kolding Idræts Forening, der afholdes på Industrien i går aftes. Dagordenens 17 punkter og beretninger blev modtaget uden kritik.

Det var formanden, skorstensfejer F. Møller som bød velkommen, efter valg af Poul Hauritz som dirigent, aflagde formanden beretning, sæsonen har været nogenlunde tilfredsstillende, men det økonomiske er sværere. Publikum svigter desværre ved opvisninger, for at komme efter det økonomiske er der startet en bortlodning. Medlemstallet er nu oppe på 627.

Repræsentant Hans Bolvig aflagde beretning om atletik; om boksning berettede købmand Ørvad Nygaard, ud af 35 kampe, havde foreningens boksere vundet 21; om brydning berettede kunstmaler Richard Krag; om Old Boys berettede bagermester Færch Jacobsen.

Det var kasseren bogtrykker Carl From (f. 1904), som stod for regnskabet, der godkendtes. H. Bolvig er blevet valgt til sekretær i stedet for Erik Mogensen, som er bortrejst. For atletikafdelingen indtrådte maskinarbejder Leo Petersen i bestyrelsen og for fodboldafdelingen indtrådte ekspedient Hans Th. Jensen. Til revisor genvalgtes Einar Larsen endnu engang.

Under eventuelt henstillede læreren Jørgen Bernhard Faurby Hansen, Riis Toft-skole, at foreningen skulle gøre mere imod de skrålhalse, der generer både spillere og tilskuere på station, bestyrelsen lovede at kikke på sagen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. september 1939
Koldingwiki.dk