1939 – Siegfried-linjen forlænges langs Hollands grænse

Amsterdam, (Reuter)
Handelsbladets korrespondent i Berlin meddeler, at udvidelsen af Sigefried-linjen over for den hollandske grænse fortsættes med feberagtig hast. Korrespondenten citerer Provinsbladet ‘Erkelcnzer Kreisblatt’, som hævder, at denne udvidelse er en nødvendighed, fordi Føreren har befalet det, og fordi hele Tysklands vestgrænse må sikres mod enhver overraskelse.

Tyske ingeniørtropper og Arbejdstjenesten under dr. Todt siges at være sat ind i dette arbejde, der, som Handelsblad skriver, antages at være en forholdsregel mod en invasion i Tyskland gennem Holland og Belgien. Hundreder af cementerede maskingeværreder og kanonlavetter skal allerede være i stilling.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 14. november 1939