1942 – Sveriges forsvarsudgifter er nu oppe på 7 milliarder kroner

Forsvarsministeren om landets vanskelige stilling. Sverige ønsker ikke trællenes fred, men det frie folks fred.

Stockholm, tirsdag. (R.B.).

I Handelshøjskolens aula begyndte i dag en konference om aktuelle forsvarsspørgsmål, arrangeret af Folkeberedskabet og Centralkomiteen for det frivillige Forsvarsarbejde. Efter en indledningshøjtidelighed, hvorunder der afsendtes telegrafisk hilsen til kongen, talte forsvarsminister Sköld, der bl.a. sagde:

Vi ønsker ikke at bevare den fred, som kaldes trællenes fred. Det er den frie mands, den frie kvindes og det frie folks fred, vi ønskerat bevare. For os gælder det om at overbevise de krigsførende om, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at ingen, der ikke selv angriber os, behøver at regne med Sverige som modstander. Vor politik må være et kompromis mellem vore principper og det hensigtsmæssige, men der kan når som helst opstår den situation, at et stærkt strategisk krav bringer en af de krigsførende magter til at krænke vore rettigheder, og så er vor mulighed for at bevare freden kun ringe, hvor forsigtige og kloge vi end er. Men når vi gør vort yderste, har vi altid vor gode samvittighed, hvordan så end situationen udvikler sig. […]

Ministeren kom derefter ind på beregningerne til det nye forsvarsbudget, hvorefter levestandarten ved et forsvarsbudget på 750 mill. kr. skulle forringes med 6 pct. Sveriges virkelige forsvarsudgifter er nu ca. 10 gange så store, som beløbet 750 mill. kr. angiver. Det vanskelige ligger i at nå op på toppen. Det kan ikke anses for at være ubilligt at lade de kommende slægter være med til at være denne byrde, hvis Sverige derved bevarer freden og selvstændigheden.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 25. marts 1942.

1940 – Den tidligere forsvarsminister om beslutningen den 9. april

Ved et stort socialdemokratisk møde i går eftermiddag i Kolding, i hvilket deltog repræsentanter for alle de fem samarbejdende partier, udtalte fhv. forsvarsminister Alsing-Andersen blandt andet:

[…] Besættelsen indtraf uvarslet. De, der tror, at vi traf vor beslutning let, kender os ikke. Vi traf den ud fra den opfattelse og overbevisning, at den vil tjene landet og folket bedst, og midt i sorgen er det en beroligelse, at tyskerne lovede, såfremt modstanden blev afbrudt, ikke at ville berøre Danmarks integritet. Jeg ved at der er afvigende opfattelser om beslutningen, og om den militærpolitik, der er ført, men det er de fem samarbejdende partier enige om ikke at drøfte, da det ikke kan ske med udbytte for tiden […]

Kilde: Uddrag, Fyns Social-Demokrat, 25. november 1940.

1940 – Alsing Andersens møde i Kolding

Vi minder om fhv. forsvarsminister Alsing Andersens møde i Kolding på søndag. Mødet holdes i Teatersalen, og det begynder kl. 15.30 præcis.

Medlemmer af Socialdemokratiet har adgang ved forevisning af medlemskort, og andre demokratiske partiers medlemmer kan få adgangskort ved henvendelse til deres respektive organisationer.

Vi opfordrer vore meningsfæller til at møde talrigt frem til dette interessante møde, der angår vort samfunds stilling under krig og krise […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. november 1940.