1941 – Centralmejeriets formand: Ved mælkeordningen i Kolding er skabt betingelser for den bedste mejerimæssige behandling

Og tillige kan man regne med altid, slev under vanskelig forhold at kunne forsyne byen med mælk.

Som meddelt fandt den officielle indvielse af Centralmejeriet sted i går. Efter besigtigelsen på mejeriet samledes godt et halvt hundrede deltagere til frokost på Saxildhus. I sammenkomsten deltog bl.a. repræsentanter for autoriteterne, Mælkeudvalget, håndværkerne og mejeriets repræsentantskab. Mejeriets formand, gdr. H. Bygvrå, indledede talernes række med følgende tale:

Dette mejeri er noget for sig selv, både i byggemåde og indretning, på grund af, at det er et “både og” – både et nyt mejerilokale, der omfatter den store mejerisal, og et gammelt lokale, der er omdannet til kølerum og ekspeditionslokale; men når jeg har påpeget, at det er noget enestående, tænker jeg her særligt på dets tilblivelse og dets ejendomsforhold. Så vidt mig bekendt er det første gang i historien, at to andelsmejerier har formeret sig på den måde, som her er sket. Det, som her er sket, er en sammensmeltning af 4 mejeriers konsummælks afdelinger. Angående ejendomsforholdet er det således, at andelshaverne i Nr. Bjert og Bramdrupdam mejerikredse ejer Centralmejeriet i fællesskab og parterne er delt således, at der bliver omtrent lige stor andel pr. ko. Det hviler således på et bredt grundlag, idet ca. 250 landbohjem – store og små – står bag foretagendet. Grunden til mejeriets tilblivelse er sikkert kendt af alle i denne kreds, nemlig vedtagelsen af mælkeloven til forenkling af byernes forsyning af mælk og mejeriprodukter. Her i Kolding var der 7 mejerier, der havde taget denne opgave op. […]

Der er nu skabt betingelse for den bedste mejerimæssige behandling af produkterne, og tillige kan man regne med altid, selv under vanskelige forhold, at kunne forsyne byen med mælk. Man kan være tilhænger eller modstander af selve mælkeloven; men man må indrømme, at det, der er nået her, ganske afgjort vil blive til fordel for forbrugeren og i tidens løb også for producenterne, idet vi håber på andre tider igen, med normal produktion. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 16. december 1941.

1941 – Ingen kaffe og sukker sammen med mælk og fløde!

En protest til Vareforsyningsdirektoratet i anledning af en cirkulæreskrivelse, der er udsendt i disse dage.

Direktoratet for Vareforsyning har til de forhandlere af mælk og fløde som efter Handelsministeriets bekendtgørelse af 12. august 1940 vedrørende bybefolkningens forsyning med mælk og fløde har afgivet erklæring om, at de ønsker fortsat at forhandle mælk og fløde, sendt en cirkulæreskrivelse, hvori der gøres opmærksom på, at disse handlende ifølge den samme bekendtgørelse er afskåret fra samtidig at forhandle kaffe og sukker, og de handlende opfordres derfor til at indsende deres beholdninger af rationeringsmærker for disse varer til Fordelingskontoret.

På foranledning heraf har overretssagfører V. Pürschel for Sammenslutningen af den frie mælkehandel i en skrivelse til Direktoratet for Vareforsyning gjort indsigelse mod denne cirkulæreskrivelse.

Der gøres opmærksom på, at der mellem denne forening, politimyndighederne og kriminaldommerne i Storkøbenhavn er truffet aftale om at alle sager vedrørende overtrædelse af Handelsministeriets bekendtgørelse skal bero, indtil de to landsretssager, som på foreningens initiativ er blevet rejst, er afgjort ved Højesteret, hvilket på grund af højesteretssagfører Gamborgs sygdom først vil ske til efteråret […]

Kilde: Uddrag, Fyns Venstreblad, 10. juli 1941.

1941 – Mulighed for vareindførsel fra Sverige

Til et beløb af ca. 26 millioner kr.
Direktoratet for vareforsyning meddeler, at der i henhold til den mellem Danmark og Sverige afsluttede handelsoverenskomst gældende for tiden 1. juli – 31. december 1941 er mulighed for indførsel her til landet af svendske varer til et beløb af ca. 26. millioner kroner. Af vigtigere varer, aftalen omhandler, skal nævnes træ og trævarer, papir og pap, råjern og valseværksprodukter etc., værktøj og andre arbejder af uædle metaller, maskiner og apparater også elektriske og dele dertil.

For de i aftalen omhandlende varer, bortset fra maskiner og grove jernvarer, skal der ikke fra hidtidige importører indenfor den pågældendes brancheområder fremsættes begæringer om indførelsesbevillinger i henhold til den indgående aftale, idet fordelingen af indførelsesmulighederne mellem importørerne vil finde sted efter forhandling med erhvervsorganisationerne og de interesserede brancheforeninger, hvorefter bevillinger eller tilsagn om bevillinger vil blive fremsendt direkte til de virksomheder, der kommer i betragtning ved de etablerede fordelingsordninger […]

Kilde: Uddrag, Aarhus Amtstidende, 17. juni 1941.