1942 – Kolding-sygeplejerske hjem fra Finland

Den unge sygeplejerske frk. Anna Margrethe Mogensen, datter af arbejdsmand Peter M. Mogensen, Solsortevej, Kolding er i disse dage vendt hjem fra Finland, hvor hun har arbejdet på hospitaler i 14 måneder. Frk. Mogensen er elev fra Kolding Sygehus, hvor hun nu igen har fået ansættelse. Hun rejste til Finland i februar 1941.

Jeg interesserede mig for at komme ud at se noget nyt, siger hun, og der er heller ingen steder, hvor man i øjeblikket kan være til større hjælp end i Finland. Når jeg nu er vendt tilbage, er det ikke på grund af, at jeg var blevet ked af gerningen deroppe – tværtimod, jeg længes efter Finland, og når jeg alligevel nu har “vendt næsen hjem”, er det på grund af, at min familie synes, at jeg nu havde været borte længe nok.

Blandt evakuerede Helsingforspatienter

Rejsen derop gik over Sverige med rutebåden fra Stockholm til Åbo. Der var megen is den gang, og vi måtte have isbryder foran. Det var sent om aftenen, vi nåede Åbo og fik derfor lov til at blive i båden natten over. Næste dag gik så rejsen til mit bestemmelsessted, Nickby eller Nikkila, som byen hedder på finsk. Den ligger et godt stykke nord for Helsingfors, inde i landet. Her havde jeg fået ansættelse på Finlands største sindssygehospital. Vi havde det meget roligt den første tid – det var jo mellem krigene – men da kampene påny begyndte mellem Finland og Rusland i juli i fjor fik vi en hel mængde, 3-400 evakuerede Helsingfors-patienter derud, så festsalen og alle mulige lokaler måtte pakkes med senge. De kom kørende med patienterne både nat og dag. I begyndelsen var det meget vanskeligt at forstå finnerne. Med svensk-finnerne kunne det gå an, men med de rigtige finner; det var ikke nemt. Nattevagtsjournalerne skulle føres på finsk, og det var et stort arbejde med hjælp af en ordborg at få sat det nødvendige sammen. […]

Sommerbesøg på danskers gård

I nærheden af Nikkila ejede for resten en dansker ved navn Simonsen en større gård. Han var kommet til Finland som mejerist i sin tid og havde giftet sig med en finskfødt dansk dame. Da de fik at vide, at der var danske i byen, blev vi inviteret ud på gården, der bar det smukke navn Savijärvi, hvor vi måtte komme så tit, det passede os. Den lå i en smuk typisk finsk egn ned mod en sø. Det var ved sommertide, og vi benyttede os tit af tilbuddet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. april 1942.

1941 – Hjælpen til Finland

De sidste Finlands-organisationer samler sig om den humanitære hjælp


Ligesom sidste gang for halvadet år siden, da Finland, tvunget af omstændighederne, måtte optage kampen mod den russiske militærmagt, nærer alle danske i dag et brændende ønske om velfærd for vort hårdtprøvede, nordiske broderfolk, som denne gang ganske vist kæmper ved siden af Tysklands sejrsvante tropper, men naturligvis alligevel kommer til tungt at føle byrderne af en ny krig midt i genopbygningsarbejdet efter den forrige.


De russiske bombardementer af finske byer, som telegrammerne daglig melder om, fæstner i vor bevidsthed indtrykket af de prøvelser, som hjemmefronten udstod under den forrige krig – og nu påny skal igennem efter så stakket en frist til at genvinde kræfterne. I den tid, der fulgte på fredsslutningen den 13. marts 1940, lærte vi smerten i de tusinde finske hjem at kende i dens tavse dybde, anede nødens tyngende vægt i al dens bredde og fulgte med beundring det finske folks heroiske kamp for dog at “vinde freden”. I Danmark glemmer vi ikke den seje uopslidelige hjemmefront af finske kvinder, børn og gamle, som nu påny skal bære krigens byrder med offervillig tålmod […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 29. juni 1941.