1945 – Konsul Jørgensen, Nordisk Solar, anholdt

Sidst på eftermiddagen i lørdags anholdt den danske brigades feltpoliti konsul J. Jørgensen, Nordisk Solar, på hans private bopæl på Strandvejen. Konsulen blev efter en kort afhøring indsat i arresten på Kolding Domhus, men han vil ikke blive fremstillet i retten, da han, i hvert fald i øjeblikket, betragtes som allierede krigsfange. Det er bl.a. nogle forhold fra tiden før krigen, der skal nærmere undersøges. Muligvis vil konsul Jørgensen blive overført til København.

Grosserer Mervelskemper, Agtrupvej, er ligeledes kommen uden for det danske politis rækkevidde, idet det dels gennem hans egen tilståelse og dels gennem politiets undersøgelser, er godtgjort, at han har været spion her i landet før krigen. Da han første gang blev tilkaldt med sit dæknavn, Thomsen, børd han sammen og tilstod.

Endelig er anholdt kedelpasser Herman Spreer, Vandværksvej, som ligeledes betragtes som allieret krigsfange. Den sidste har boet i Kolding eller i hver fald i landet i ca, 20 år.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. juni 1945.

1945 – Lige ved 100 anholdelser

Stikkeren Peter Bollerup anholdt. Frihedsbevægelsen vil skride ind overfor hårklipningen

Antallet af anholdelser er nu steget til 96. heri er dog iberegnet to kvinder, som man i nat måtte tage i beskyttelsesarrest, da de var bange for at blive klippede.

Blandt de mere kendte, der er anholdt, kan nævnes den berygtede stikker Peter Bollerup fra Jordrup, der har gjort tjeneste ved Gestapo på Staldgården i Kolding. Desuden har man anholdt blikkenslager Niels Petersen, Kolding og endelig DNSAP’s sysselleder i Kolding, lokomotivfører Koch, Kolding.

Bollerup blev i øvrigt anholdt i Haderslev, hvor han havde søgt tilflugt hos familie. Han gjorde ikke modstand ved anholdelsen.

Endvidere er i nat anholdt servitrice Helene Byllemose, der blev arresteret i Broager, den tidligere SS-mand Andreas Brill, begge Kolding, gdr. Berthel Kyed, Eltang, skomager Eriksen, Anna Margrete Lunderskov, der så at sige menes at have været indblandet i stikkervirksomhed. Desuden har man taget en mand, som man sigtede for spionage allerede før krigen, og som også har været virksom under hele besættelsen, Franz Mervelskemper.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. maj 1945.