1) 13/10 forlod Frikorpset virkelig Danmark, fulgt af hele det danske folks brændende ønsker om, at ingen af dem kommer tilbage nogensinde!!!
2) De svenske aviser har fortalt, at tyskerne har forlangt af os dels et stort kontingent “frivillige” til Finlandskrigen, dels mange specialarbejdere til Tyskland, at den diplomatiske forbindelse har været afbrudt siden 30/9, og at general Lüdke blev hjemkaldt, fordi han havde ladet 2 frikorps-medlemmer skyde efter forbrydelserne den 27/9 – samt at nervekrigen fortsætter.
3) Alle danske officerer i Jylland skal if. tysk ordre forlade Jylland, hvorfor naturligvis også alle garnisoner må væk.
4) Alle danske, der bor i københavnske kaserner, hvor der også findes tyskere, skal være væk før 1/11; det gælder både civile og militære og det omfatter særdeles mange mennesker. […]
Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, 17. oktober 1942, nr. 7, 1. årgang.