1944 – Priskontrollen har beslaglagt en del frugt i Kolding

Varer og priser forelagt Ankenævnet

En priskontrollør, som i de sidste dage har opholdt sig i Kolding for at se efter, om maksimalpriserne overholdes, har under sine besøg i forretningerne beslaglagt en del kasser frugt hos frugthandlerne i Kolding, idet varerne efter hans mening ikke svarede til de priser, som blev forlangt. Den beslaglagte frugt er bragt op på rådhuset, hvor frugten og de forlangte priser i formiddags blev forelagt Ankenævnet, som består af pantefoged Schmidt, frugthandler Vestergaard, frugtavler Karl G. Hansen, salgsleder Christensen, Gartnernes Salgshal, og fru driftsbestyrer Eriksen som repræsentant for forbrugerne. I mødet på rådhuset i middags skulle der tages nærmere bestemmelse om, hvad der videre skal ske i de forskellige sager, om de kan afgøres med advarsler eller skal gå il kriminalretten.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. oktober 1944.

1943 – 50.000 kg. jordbær spist i Kolding

Jordbærsæsonen på hæld

Nu er jordbærsæsonen snart forbi. Tilførslerne bliver dag for dag mindre, og snart er der overhovedet ingen jordbær mere. Vi har henvendt os til Gartnernes Salgsforening, der står for byens tilførsler af gartneriprodukter og har spurgt, hvordan jordbærsæsonen er forløbet i år.

“Det har været en stor sæson”, siger forretningsføreren. “Der er blevet solgt ualmindeligt mange jordbær, og de er blevet solgt til gode priser, så vi har intet at klage over.”

Hvor mange bakker bliver der gennemsnitligt solgt her i Kolding dagligt?

“Der bliver solgt en 5-8.000 bakker, det vil sige det samme som en 2-4.000 kg. I alt vil jeg regne med, at vi i løbet af jordbærsæsonen får solgt henimod 50.000 kg. Det er en ganske anselig portion.”

Hvor længe kan vi blive ved med at få jordbær?

“8 dage er sandsynligvis det højeste og så er det også definitivt forbi for denne gang, men det har også været en lang sæson, og sikke nogle bær det har været. Bærrene fik rigeligt med væde netop på det rigtige tidspunkt, derfor bliver de store og fine.”

Hvad får vi så i stedet for?

“Så vil melonerne komme på markedet. Der er kommet enkelte, men vi håber, der kommer adskilligt flere. Ganske vist har vi intet specielt melongartneri her i nærheden, men der er dog flere gartnere, der dyrker meloner. Og når det er forbi, så kommer turen til hindbær og alle de andre bær, og jeg vil ovenikøbet regne med, at vil få omkring 30.000 kg. hindbær alene.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 11. juli 1943.

1942 – På julegaveindkøb i Kolding i går

Bøger går ind som erstatning for mange af de ting, særlig i manufakturbranchen, som ikke kan fås. De røde Pigeonæbler, som det også kniber med, må erstatte appelsiner, dadler og figner.

Julehandlen er meget stor i år, og atter i går var der trængsel af mennesker i Koldings gader i eftermiddagstimerne, ligesom der har været masser af kunder i butikkerne også de sidste hverdagseftermiddage. Men på grund af varesituationen er handelen ganske naturligt lagt noget om. Der er jo mængder af ting, man ikke kan få, særlig i beklædningsgenstande. For eksempel oplyser en manufakturhandler, at ternet tøj til børnekjoler næsten ikke er til at opdrive – og så spørger alle efter det, selv om der er godt ensfarvet stof fremme. Børnestrømper er det også meget småt med, og i øvrigt er det jo sådan, at vel i ingen branche – med undtagelse af bagernes – er erstatningsvarerne så dominerende som i manufakturforretningerne. Men der sælges alligevel, folk skal jo have tøj.

Slagterne har begyndt udleveringen af juleflæsket, der som bekendt er sparet sammen fra to uger. En slagter udtaler til os, at selv om folk naturligvis vil købe meget mere, end der kan skaffes, så er det hans opfattelse, at alle kan få enten flæsk, gås and eller andet fjerkræ til julen, således at den gode julemad er reddet for alle hjem også i den tilstundende jul.

Frugtforretningerne er måske dog dem, der er værst ramt, idet der ikke er spor af sydfrugter fremme, hverken appelsiner, figner, dadler abrikoser, krakmandler eller nødder – en lille smule spanske druer er den eneste sydfrugt, der er kommet hertil, og de koster 4 kr. pundet, så det er ikke for alle og enhver. […]

En branche, som lukrerer på de andres vanskeligheder ved at tilfredsstille kundernes julegavebehov er boghandelen. Her har man den hidtil største julehandel til dato, oplyser en af Koldings boghandlere. Der sælges så mange julegavebøger, som aldrig før, og de bøger, som særlig går, er for det første den svenske virkelighedsroman ‘Rid i nat’, endvidere Knights engelske krigsroman ‘Men dette fremfor alt’, Aynrans ‘Vi, der lever’, Cronins ‘Himmerigets nøgler’, Johanne og Morten Korchs bøger og en anden, ny bog i samme genre; ‘Folkene fra kæret’. Også bøger som Hans Martins ‘Tidevand’ og ‘Frigjort’ er stadig salgsvarer, og endelig har hørespilsudsendelsen forleden styrket efterspørgslen efter Kelvin Lindemanns sidste bog; ‘Huset ved det grønne træ’ – et tidsbillede fra den danske kolonitid. Der er også Corsaris-bøger, som stadig går, og endelig lægebogen ‘Ingen må dø’ af Slaugther. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. december 1942.

1942 – Ingen udsigt til jule-appelsiner

For nødder fra Italien foreligger ikke udførselstilladelse.

Forventningerne om at få juleappelsiner og nødder frem her til landet vil næppe gå i opfyldelse. ‘Andelsbladet’ oplyser i sin kolonialoversigt, at der ikke er udsigter til, at tilførsler af appelsiner fra Spanien og Italien kan nå igennem. Hvad nødder angår, blev der på grundlag af indførelsesbevillinger i efteråret sluttet aftaler om nødder fra Italien. Sælgerne måtte imidlertid tage forbehold med hensyn til udførselstilladelse og nu foreligger der meddelelse om, at der ikke kan gives udførelsestilladelse for nødder til Danmark.

Derimod er der, efter hvad frugthandelen oplyser, kommet vindruer og citroner fra Spanien, og der er stillet yderligere 200.000 kr. til rådighed til indførsel af vindruer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. november 1942

1941 – Vi må undvære meget af juleknaset i år

Købmand Albert Hansen fortæller om, hvad der bliver borte, og hvad vi kan få.

Julen rykker nærmere, og mange er allerede begyndte at tænke på, om man i år kan få de dejlige ting, som ellers aldrig mangler på det danske julebord: juleknas, chokolade, konfekt, sydfrugter, nødder, tobak, en flaske vin osv. Vi bliver imidlertid i år nødt til at renoncere på en del rare sager, udtalte købmand Albert Hansen i går i et interview med ‘Kolding Avis’.

“Med hensyn til nødderne”, udtalte købmand Albert Hansen, “foreholder det sig således: det eneste, vi har håb om at få, er hasselnødder, og de bliver meget dyre, hvis de altså kommer. Det er nemlig slet ikke sikkert, vi får nogle fra Italien, og om vi får hasselnødder fra Spanien er meget tvivlsomt. Vi må ligeledes undvære valnødder, idet der ikke er givet eksporttilladelse for disse fra Frankrig. Der er ganske vist også danske valnødder, og hvis vi havde jul i oktober, var de meget gode, men de kan dårligt opbevares.”

Ingen figner eller dadler

“Med hensyn til frugt fra udlandet ser det heller ikke godt ud. Det er tvivlsomt, om vi kan få appelsiner fra Spanien, men kunne vi dog blot få figner fra Smyrna i Tyrkiet, var det godt, men der ser desværre ikke ud til at komme nogen. Dadler fra Tunis ser vi nok heller ikke.” […]

Hvordan med chokolade, marcipan og den slags godter?

“Koldingenserne skal nok få lidt fyldt chokolade, men ren chokolade har vi så at sige sagt farvel til. Derimod er der i år nogle erstatningsvarer fremme, nemlig en marcipanagtig sukkermasse overtrukket med fondant. Vi for vort vedkommende har lidt juleknas fra i fjor, men det forslår ikke ret vidt.”

Så er der julekaffen?

“Ja, her er der jo noget usikkert, om der er kaffe nok til ekstra-mærket, der træder i kraft i dag, søndag. Jeg tror dog nu nok, at kunderne alle kan få enten kaffe, te eller kakao på mærket.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 16. november 1941.

1939 – Marmelade til arbejdsløse

Foreningen L.A.B. har fået endnu en ide, uddeling af marmelade til arbejdsløse. 1939 har været et godt frugtår, med så meget frugt, at frugtavlerne ikke kunne nå og få det hele med. Nu vil L.A.B. omlave frugten, nærmere bestemt æblerne, til marmelade, som kan uddeles til de arbejdsløse.

Det er frugtavlere der har tilbudt og levere æblerne, allerede nu er 2.500 kg under bearbejdning på Fællesforeningen, der udfører arbejdet gratis. Der er også blevet leveret en del gratis sukker af byens grosserer. Udlevering vil finde sted på bymejeriet, men L.A.B. vil senere meddele mere herom.

Der er desværre ikke kommet nok sukker til bearbejdningen, derfor må den arbejdsløse, som har fået udleveret sig kort hos kontrolbestyreren, der giver adgang til 2½ kg marmelade, betale 70 øre og aflevere 3 sukkerkort for oktober og november måned. De arbejdsløse, der har tre eller flere børn, vil få ret til to portioner marmelade.

Kilde: Marmelade til de Arbejdsløse, 1. nov 1939, Kolding Folkeblad