1942 – Tyskerne fortsætter deres terror mod de danske blade

Pressefrihedens fjende nr. 1, dr. Meissner fortsætter sin terror mod de danske blade. Nu er han ikke mere tilfreds med at få fjernet chefredaktørerne fra bladene, men farer også frem imod bladenes medarbejdere, og den første, der er blevet offer for de nye tyske krav er ‘Billed-Bladet’s medarbejder, redaktør Kaj Holbech. Midt i august måned fik Berlingske Tidenes ledelse et brev fra Udenrigsministeriets Pressebureau, hvori det oplystes, at tyskerne ønskede redaktør Holbech fjernet fra “Billed-Bladet”, da gesandtskabet var bekendt med, at han havde en tysk-fjendtlig indstilling, og at hans arbejde ved bladet var præget af denne hans indstilling.

For en måned siden blev bladets chefredaktør, hr. Ejnar Black fjernet ved et tysk magtbud, og nu har altså en anden god dansk mand inden for dette blads redaktion måttet vige for et tysk krav. Dr. Meissner og hans lejesvende på “Forræderlandets” redaktion har vundet en Pyrrhus-sejr. Den dag, vi alle venter på med længsel, nærmer sig lykkeligvis med hastige skridt, og da skal det tyske slæng på Kastelvej og landsforræderne i Store Kongensgade så sandelig få deres bekomst! Der skal ikke blive lagt fingre imellem.

Kilde: Det illegale blade: ‘De Frie Danske’, 23. september 1942, nr. 12, 1. årgang.

1942 – De første brændselsmærker snart i kraft

Handelsministeren dementerer rygterne om fyringsforbud.

De første brændselsmærker – K-mærkerne – vil blive sat i kraft inden udgangen af august. Denne oplysning gives af handelsminister Halfdan Hendriksen, som i aftes har fremsat følgende udtalelse:

“Til dækning af K-mærkerne på brændselskortet medgår der jo millioner af hektoliter koks. Tilvejebringelsen af disse koksmærker må nødvendigvis tage nogen tid, i hvert fald 5-6 uger, og for at fremskaffelsen så vidt gørligt kan være tilendebragt inden den egentlige kuldeperiode begynder og nødvendiggør opvarmning af boligerne, må denne tilvejebringelse snart tage sin begyndelse. Det er derfor meningen, fortsætter handelsministeren, at sætte K-mærkerne i kraft inden udgangen af august.

Det har været nævnt, at der har været alvorlige overvejelser om at indføre et forbud mod boligopvarmning inden 1. oktober. Det er imidlertid ganske urigtigt. Noget sådant vil der ikke blive tale om. Muligheden heraf har overhovedet ikke været drøftet i ministeriet. Det vil også være ganske umuligt at gennemføre. Det bliver nu forbrugernes egen sag at holde hus med det brændsel, der stilles til deres rådighed.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. august 1942.