Og de givne bestemmelser er indiskutable.
Generalmajor Leschley udtaler til Jyllandsposten om spørgsmålet gadebelysning bl.a.:
Det kan måske nok tolereres et noget større antal lamper i de godkendte gadearmature, når de kan slukket i løbet af højst tre minutter, hvilket vil sige, at de lamper, der kan tændes ud over de nu anvendte, må være centralstyrede, således at de kan slukkes fra en enkelt eller ganske få kommandoposter, og dette må da ske ved forvarsel. Om foranstaltningen vil være nogen større fordel for publikum, er imidlertid et spørgsmål. Forvarsel er jo ikke nogen helt sjælenden foreteelse. Under de nuværende forhold aner publikum ikke når der gives forvarsel, og derved undgår man, at nerverne påvirkes. Gives der hyppigt forvarsel, og dette hver gang bringes til offentlighedens kundskab ved ændring i gadebelysningen, slides der stærkt på manges nerver. Dertil kommer, at publikum vil være dårligere stedt, når man er vænnet til det bedre lys og der derefter – når en fare nærmer sig – skal nøjes med væsentlig mindre lys. Det vil være et tveægget sværd.
Vore geografiske forhold er jo ganske særegne. Mens mange andre byer kan påregne længere tid til rådighed fra første melding om sig nærmende flyvere, indtil disser er over byen, kan vi kun påregne højst tre minutter. Om det skulle være muligt at opnå besættelsesstyrkens tilladelse til noget mere lys på gaderne, kan ikke bestemt siges, men jeg vil gerne til slut pointere, at de danske myndigheder, der overfor besættelsesstyrken har ansvaret for mørkelægningen, stedse med den største opmærksomhed søger at skaffe befolkningen de lettelser, som det er muligt at indføre, mens politiet – sikkert med største beklagelse – har måtte sørge for, at de givne bestemmelser efterkommes. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. januar 1942.