1943 – Konfirmationen sluttede med morgenkaffe!

Med de fleste steder tog gæsterne hjem allerede klokken 7.30 i aftes

Konfirmationsfesterne i Kolding i går – der var over 100 alene i Kolding og tillige i nogle sogne på landet – blev de korteste – længste, der nogensinde er holdt. Enten skulle festerne være sluttet inden kl. 8 i aftes eller også skulle de blive ved til kl. 6 i morges. De fleste steder holdt man den korte fest, medens man andre steder fortsatte, enten for at få en fest ud af det, når man nu var samlet, eller også fordi det var umuligt for tilrejsende gæster at nå hjem inden kl. 8.

De fleste steder begyndte konfirmationsgilderne kl. 4-5 om eftermiddagen, og der var således meget kort tid til at feste i, når man skulle holde op ved halv otte tiden. Spisningen måtte foregå i hast, der blev ikke tid til lange taler, dårlig nok til de obligate konfirmationssange, og mange steder blev der ikke engang tid til kaffen bagefter, før gæsterne måtte afsted hjem, endskønt der muligvis var et stænk rigtig mokka i, som var gemt til lejligheden. Mellem klokken 7½ og 8 susede bilerne gennem gaderne i Kolding og på vejene i den nære omegn. Der var en biltrafik, som man vist skal helt tilbage til tiden før krigen for at finde magen til. Allerede fra kl. 5 kunne man se festklædte mennesker med bekymrende miner ile mod banegården. Mange af dem var lige ankommet til byen, da meddelesen om undtagelsestilstandens skærpelse ved 4-tiden blev givet gennem højtalervognene.

Da de fleste af gæsterne ved 8-tiden var forsvundet, fortsatte man festen lidt endnu med dem fra samme ejendom og enkelte, som man kunne skaffe soveplads til. Andre steder fortsatte festerne, som nævnt, hele natten og sluttede med morgenkaffe ved 5-tiden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. september 1943.

1943 – Forlystelseslivet har ikke lidt ved den tidlige lukketid

I gamle dage, da restaurationerne lukkede kl. 1 eller kl. 2, begyndte folk først at møde op ved 22-tiden. Det er ved denne tid, restaurationerne nu skal lukke, idet musikken allerede slutter kl. 21.45, hvorefter lysene dæmpes ned kl. 21.50.

Man skulle tro, at den slags restriktioner ville være skadelige for forlystelseslivet, men det er langt fra tilfældet. Man kunne næsten fristes til at sige tvært imod. Vi har spurgt direktør Christensen, Astoria, der netop har haft premiere på Arne Ras’ kultiverede, softspillende orkester, der hver aften gør stor lykke, om besøget er dalet under undtagelsestilstanden.

“Nej, her kommer hver aften så overvældende med folk”, svarer direktør Christensen, “så man må undre sig. Allerede den første aften da man fik udgangstilladelse til kl. 23, kom folk væltende ind, som om de ligefrem havde stået og ventet på at få lov at komme ud at danske og høre musik. Både søndag eftermiddag og søndag aften var der næsten ikke til at være her for folk, de stod helt ud på trappen, og der var mange, der måtte gå uden at kunne komme ind. Når vi så lukker om aftenen, er folk som blæst bort med det samme. De véd, det gælder om at komme hjem i rette tid. Ret interessant var det også at bemærke i søndags, at der var mange nye ansigter, som vi ikke plejer at se her”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. september 1943.

1943 – Koldingenserne tog ud i Pinsen

Selv om 2. Pinsedag gav en del regn, var restauratørernes besøg over forventning

Det kom unægtelig bagpå de fleste, da det begyndte at fugte lørdag aften. Var det mon optakten til en våd Pinse, eller var det kun en forbigående regn. Man rådførte sig med barometret, der stod rest fast mellem “foranderligt” og “smukt”. Det kunne blive til hvad som helst, og det blev over forventning, selv om det satte ind med nedbør igen 2. Pinsedags eftermiddag og aften. I alt fald var vejret betydeligt bedre end på de samme helligedage i fjor.

Pinsemorgen oprandt strålende og med høj himmel. En mængde mennesker var tidligt på benene for at se solen danse. I de tidligere morgentimer gik allerede en stadig strøm af cyklister og morgenduelige vandrere ud ad vejene, nogle mod skoven, andre mod stranden, sådan blev det ved resten af dagen. Regnen i går eftermiddag var naturligvis en streg i regningen for de sommerglade mennesker og ikke mindst for restauratørerne. De sidste priste sig dog lykkelige, at det først begyndte at dryppe sent. For de flestes vedkommende var Pinsen reddet, og alligevel var det ærgerligt.

Tilfredshed over hele linjen

Vi forhørte os i aftes på nogle af omegnens restauranter og badhoteller for at få et billede af de to helligdages forløb. Fru Grün i Strandhuse var godt tilfreds. “Det har været helt overvældende”, sagde hun. “Vi havde ikke regnet med så stor en Pinse, men der har været næsten fuldt hus ustandseligt, så vi er glædeligt overrasket”. Også på Marielund, på Christiansminde, Løverodde og Bramdrupdam Kro var man tilfreds med Pinsen. Der havde været mange gæster begge dage. På Bramdrup-Skov restaurationen havde Arbejdersangforeningen sunget Pinsemorgen for en mængde morgenduelige Koldingensere, der var taget ud for at se solen danse. Hejlsminde og Gravenshoved Badehoteller havde ligesom fru Eriksen på Strandgårdens Sommerpensionat haft stort rykind. Der havde været mange gæster, som havde slået sig ned for de to dage, men enkelte andre steder havde besøget været noget mindre end ventet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. juni 1943.

1943 – 4-5.000 mennesker overværede Brødremenighedens jubilæumsfest

Et flagstykket Christiansfeld modtog de mange gæster fra hele landsdelen – Manger anerkendende ord til den lille menigheds store gerning gennem 100 år

En sommerdag i 1843 samledes en kreds af Brødremenighedens medlemmer til et møde i Christiansfeld med det formål for øje at danne et missionsselskab, støttet økonomisk og ledet af Brødremenigheden. Selskabet blev dannet, og ned gennem de skiftende tider kom ‘Nordslesvigsk Missionsforening’, som selskabet først hed og senere ‘Brødremenighedens danske missionsforening’ til rundt omkring i verden, at øve et stykke arbejde, der skabte respekt om den lille kreds af menighedsmedlemmer, der stod bag ved. Det blev faktisk sådan som det også blev udtrykt ved hundredsårsfesten i Christiansfeld i går af én af talerne, at ‘Brødremenighedens Missionsforening’ kom til at danne skole og stå som forbillede for mangt og andet missionsselskab.

Havde tiderne – ude såvel som hjemme – været normale, ville hundredsårsdagen jo nok være blevet passeret med fest i lidt større stil, end tilfældet blev i går, hvor mange forskellige forhold naturligvis greb forstyrrende ind og satte en smule dæmpende belysning på festbilledet. Ingen af menighedens missionærer på de forskellige arbejdsmarkeder kunne være hjemme, fra ingen af menighedens afdelinger uden for landets grænse kunne komme repræsentanter, og for mange af menighedens tilhængere rundt omkring i landet havde det – takket været i første række trafiksituationen – heller ikke været muligt at komme til stede til de højtideligheder, der dagen igennem holdtes i Brødremenighedens kirke.

Forholdene taget i betragtning blev tilslutningen til festen imidlertid langt over forventning. Fra et meget stort opland strømmede gæster i tusindtal fra morgenstunden til den lille, rigt flagsmykkede by, og selv om cyklen var det mest dominerende transportmiddel, var også gengasbiler og hestevogne taget flittigt i brug. Fra såvel Kolding som Haderslev havde Statsbanerne sendt et par ekstra rutebiler, der alle var fyldt til sidste plads. […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juni 1943.

1943 – Gode danske ord fra Skamling på mindedagen igår

3-400 mennesker deltog i Skamlingsbankeselskabets jubilæumsfestligheder

Festlighederne på Skamlingsbanken igår eftermiddags i anledning af mindedagen for Bankens indvielse til dansk folkelig og national mødeplads fik et smukt og værdigt forløb. Mellem 300 og 400 mennesker deltog i mindehøjtidelighederne. De fleste tog med ekstratoget fra Kolding, der ankom kl. 16.25, men også med andre befordringsmidler var der kommet mange til Skamling. Festen var kun for Skamlingsbankeselskabets aktionærer med damer og de særligt indbudte. Havde forholdene ikke hindret afholdelse af en stor folkefest, ville deltagernes tal sikkert have kunnet tælles i titusinder. Det er dog meningen at søge et stor folkemøde gennemført søndag d. 20. juni.

Der var en repræsentativ forsamling, der havde givet møde på Skamling. Der var folk fra næsten hele landet. Fra København (eller Bornholm) var ankommet Folketingets formand, Hans Rasmussen, direktør Ussing og prof. Friis Johansen fra Ny Carlsbergfonden, Grænseforeningens formand, fhv. præsident Holger Andersen, billedhuggeren H. Starcke med frue, fra Sønderjylland den gamle sønderjyske fører Peter Grau fra Pøl, stiftamtmand Lundbye, Haderslev, borgmestrene Thulstrup, Haderslev og Fink, Aabenraa, Skoleforeningens formd. landstingsmand Jefsen-Christensen, Høbsbro, Sprogforeningens formand, bibliotekar Jacob Petersen, Aabenraa, biskop C. W. Noack, Haderslev, gårdejer Nis Skrumsager, Visby Hedegaard, Den Slesvigske Vælgerforenings tidligere sekretær Martin Simonsen fra Flovt, provst Biering, Sønderborg, folketingsmand Simon From, Fjelstrup, fhv. folketingsmand Schultz-Petersen, Tyrstrupgaard og mange andre.

Fra Kolding havde mange af byens borgere givet møde med borgmester Knud Hansen og politimester Thalbitzer i spidsen. Borgmesteren overrakte de 1.000 kr., som Byrådet havde bevilliget til Skamlingsbankefonden, vis formand, stiftamtmand Herschend naturligvis også var til stede. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1943.

1942 – Stort besøg på Koldinghus Museum

Man venter i år at komme op på godt 30.000 gæster.

Den forløbne del af sommeren har som bekendt ikke været alt for god, og som en naturlig følge deraf skulle man tro, at det også ville være små med besøget af turister i byen. Skal man tage besøgene på Koldinghus Museum som målestok, kommer man imidlertid til det modsatte resultat, og det kan jo kun glæde, at turisterne alligevel ikke svigter Kolding.

Efter hvad kustode Hentzen, Koldinghus Museum, oplyser for for ‘Jydske Tidende’, var allerede juni en god måned, hvad angår besøgende i den historiske ruin. I juli var der ikke færre end 7.194 gæster, hvoraf de 3.398 var voksne, 2.723 børn samt vandrere, medens 1.073 gæster kom med skolerne. Navnlig har det glædet, at interessen for museet er så stor blandt de unge, og en stor del af de vandrere, der besøger Kolding, undlader heller ikke at aflægge en visit på museet.

Den største sæson, museet har haft siden de 1. april 1935 blev underlagt Indenrigsministeriet og den kgl. bygningsinspektør i Horsens, arkitekt V. Norn, var sæsonen 1935-16, hvor der var 40.255 gæster. I de tre følgende sæsoner begyndte besøget at dale en del, men tog så atter sæsonen derefter et betydeligt opsving, for i sæsonen 1940-41 pludselig at må ned til bundrekorden med kun 11.016, i 1941-42 var interessen for museet imidlertid atter vågnet, og tallet på besøgende nåede op på 17.130 gæster. Det vil altså sige, at der siden statens optagelse af museet har været 193.886 besøgende.

Hvorledes regner De med, at denne sæson går?

“Alt tegner meget smukt. Allerede i den forløbne del af august har der været ikke så få, og holder besøget, hvad det lover, skal vi nok kunne komme en del over de 30.000 igen, og så er vi jo inde på den rigtige vej igen”, slutter hr. Hentzen, der siden 1. oktober 1918 med en aldrig svigtende interesse har vogtet på museets skatte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. august 1942.

1942 – Vandrerne er begyndt at indfinde sig på Gøhlmannsvej

Bestyrer Jensen venter sig ikke så forfærdeligt meget af sommeren. Ikke dækkenes skyld, men overfartsforholdene.

Det er vandretid. De spraglede skjorter er begyndt at farve landevejene og gaderne. Spraglede skjorter og “stikkelsbærben” hører sammen og så de store, brede tyksålede støvlser. Det er enhver vandrers galla-påklædning, eventuelt med et broget tørklæde om halsen. Og de er alle sammen vandrere eller vandrefugle, hedder det vel, hvad enten de er til fods eller pr. cykel. Det er lige fedt. Det sted, de holder til, hedder vandrerhjem, og her mødes de fra alle kanter af landet, solskoldede eller brune, velbeslåede som mindre velbeslåede. Det er som én stor familie, hvor de alle sammen kender hinanden, og de fleste gange ovenikøbet er dus. Det er en given ting, og sådan kan de bedst lide det.

Det er længe siden, de første viste sig på Koldings gader, og jo længere vi kommer hen i ferietiden, jo flere kommer der. Kolding har en god klang mellem vandrerne, og byens vandrerhjem er et sted, der omtales med respekt og med stor beundring for dets vidunderlige beliggenhed og de storartede forhold, der hersker under bestyrer Jensens ledelse. han er som en hyggelig og afholdt far for de hundrede af unge, der her kommer og går sommeren igennem.

Jyderne skal nok komme

I går talte vi med ham om det store rykind, der nu må være.

“Det er nu slet ikke så galt endnu”, sagde bestyrer Jensen, “og jeg ved egentlig ikke rigtig, om vi kan regne med noget overvældende besøg i år. Husk på de vanskeligheder, der efterhånden er opstået for sjællænderne med at komme over Bæltet. Der er allerede en hel del Københavnere, som ellers havde bestilt plads hen på sommeren, men som nu har sendt afbud. De bliver hellere derovre under de nuværende forhold”.

Nå, men hvis jyderne bliver i hovedlandet og tournerer hér, kan det vel også blive til en hel del?

“Ja, det er heller ikke fordi, jeg ser pessimistisk på det, men det bliver jo ikke som før. Nælh, jyderne skal nok komme og fynboerne også”.

Og det er vel allerede godt i gang deroppe?

“Det har det snart været længe. Der har været flere hundrede til nu, men vi er jo også et godt stykke henne på sommeren, så det kan vist ikke være overraskende for nogen, selv om vi først rigtig mærker den nu. Det er dog ikke værre, end vi sagtens kan klare os med pladsforholdene”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. juli 1942.

1942 – Udflugtsstedernes pinsebesøg varierede stærkt

Nogle havde stort rykind og måtte afvise folk, mens andre brændte inde med store mængder fødevarer.

Som restauratør J. P. Pedersen, Bramdrup-Skov restauration sagde, da vi talte med ham i aftes om den forløbne Pinse restaurationsmæssigt set: “Det var heldigt, ja, meget heldigt endda, at goderne blev så ligeligt fordelt, som de blev. Fint vejr med høj sol om morgenen og om formiddagen og en ordentlig bløde senere på dagen. Det må siges at være godt. Så vi må ikke klage, fortsatte hr. Pedersen. Pinsen blev reddet, og vi har haft styrtende med gæster både til spisninger og andet, så vi har haft knusende travlt”.

Noget lignende var svaret, da vi talte med fru Grün på Strandhuse restauration. “Vi havde simpelthen ikke plads til alle de mennesker, der kom, og mange måtte gå. Ja, det er jo både godt og ondt”, sagde fruen, “men for os har Pinsen været ovenud god.” Det samme svarede man os på Marielund: En overvældende god Pinse med mange gæster.

Da vi talte med nogle restaurationer langs kysten, mødte vi et mere nedslående svar. På Skamlingsbankens Hotel sagde man simpelthen sagde man simpelthen, at der ikke havde været meget at lave, og man havde naturligvis på hotellet belavet sig på stort rykind, som der plejer at være i Pinsen, men nu stod man og var brændt inde med en hel del madvarer, fordi publikum havde svigtet på grund af vejret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. maj 1942