1942 – Stort besøg på Koldinghus Museum

Man venter i år at komme op på godt 30.000 gæster.

Den forløbne del af sommeren har som bekendt ikke været alt for god, og som en naturlig følge deraf skulle man tro, at det også ville være små med besøget af turister i byen. Skal man tage besøgene på Koldinghus Museum som målestok, kommer man imidlertid til det modsatte resultat, og det kan jo kun glæde, at turisterne alligevel ikke svigter Kolding.

Efter hvad kustode Hentzen, Koldinghus Museum, oplyser for for ‘Jydske Tidende’, var allerede juni en god måned, hvad angår besøgende i den historiske ruin. I juli var der ikke færre end 7.194 gæster, hvoraf de 3.398 var voksne, 2.723 børn samt vandrere, medens 1.073 gæster kom med skolerne. Navnlig har det glædet, at interessen for museet er så stor blandt de unge, og en stor del af de vandrere, der besøger Kolding, undlader heller ikke at aflægge en visit på museet.

Den største sæson, museet har haft siden de 1. april 1935 blev underlagt Indenrigsministeriet og den kgl. bygningsinspektør i Horsens, arkitekt V. Norn, var sæsonen 1935-16, hvor der var 40.255 gæster. I de tre følgende sæsoner begyndte besøget at dale en del, men tog så atter sæsonen derefter et betydeligt opsving, for i sæsonen 1940-41 pludselig at må ned til bundrekorden med kun 11.016, i 1941-42 var interessen for museet imidlertid atter vågnet, og tallet på besøgende nåede op på 17.130 gæster. Det vil altså sige, at der siden statens optagelse af museet har været 193.886 besøgende.

Hvorledes regner De med, at denne sæson går?

“Alt tegner meget smukt. Allerede i den forløbne del af august har der været ikke så få, og holder besøget, hvad det lover, skal vi nok kunne komme en del over de 30.000 igen, og så er vi jo inde på den rigtige vej igen”, slutter hr. Hentzen, der siden 1. oktober 1918 med en aldrig svigtende interesse har vogtet på museets skatte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. august 1942.

1942 – Vandrerne er begyndt at indfinde sig på Gøhlmannsvej

Bestyrer Jensen venter sig ikke så forfærdeligt meget af sommeren. Ikke dækkenes skyld, men overfartsforholdene.

Det er vandretid. De spraglede skjorter er begyndt at farve landevejene og gaderne. Spraglede skjorter og “stikkelsbærben” hører sammen og så de store, brede tyksålede støvlser. Det er enhver vandrers galla-påklædning, eventuelt med et broget tørklæde om halsen. Og de er alle sammen vandrere eller vandrefugle, hedder det vel, hvad enten de er til fods eller pr. cykel. Det er lige fedt. Det sted, de holder til, hedder vandrerhjem, og her mødes de fra alle kanter af landet, solskoldede eller brune, velbeslåede som mindre velbeslåede. Det er som én stor familie, hvor de alle sammen kender hinanden, og de fleste gange ovenikøbet er dus. Det er en given ting, og sådan kan de bedst lide det.

Det er længe siden, de første viste sig på Koldings gader, og jo længere vi kommer hen i ferietiden, jo flere kommer der. Kolding har en god klang mellem vandrerne, og byens vandrerhjem er et sted, der omtales med respekt og med stor beundring for dets vidunderlige beliggenhed og de storartede forhold, der hersker under bestyrer Jensens ledelse. han er som en hyggelig og afholdt far for de hundrede af unge, der her kommer og går sommeren igennem.

Jyderne skal nok komme

I går talte vi med ham om det store rykind, der nu må være.

“Det er nu slet ikke så galt endnu”, sagde bestyrer Jensen, “og jeg ved egentlig ikke rigtig, om vi kan regne med noget overvældende besøg i år. Husk på de vanskeligheder, der efterhånden er opstået for sjællænderne med at komme over Bæltet. Der er allerede en hel del Københavnere, som ellers havde bestilt plads hen på sommeren, men som nu har sendt afbud. De bliver hellere derovre under de nuværende forhold”.

Nå, men hvis jyderne bliver i hovedlandet og tournerer hér, kan det vel også blive til en hel del?

“Ja, det er heller ikke fordi, jeg ser pessimistisk på det, men det bliver jo ikke som før. Nælh, jyderne skal nok komme og fynboerne også”.

Og det er vel allerede godt i gang deroppe?

“Det har det snart været længe. Der har været flere hundrede til nu, men vi er jo også et godt stykke henne på sommeren, så det kan vist ikke være overraskende for nogen, selv om vi først rigtig mærker den nu. Det er dog ikke værre, end vi sagtens kan klare os med pladsforholdene”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. juli 1942.

1942 – Udflugtsstedernes pinsebesøg varierede stærkt

Nogle havde stort rykind og måtte afvise folk, mens andre brændte inde med store mængder fødevarer.

Som restauratør J. P. Pedersen, Bramdrup-Skov restauration sagde, da vi talte med ham i aftes om den forløbne Pinse restaurationsmæssigt set: “Det var heldigt, ja, meget heldigt endda, at goderne blev så ligeligt fordelt, som de blev. Fint vejr med høj sol om morgenen og om formiddagen og en ordentlig bløde senere på dagen. Det må siges at være godt. Så vi må ikke klage, fortsatte hr. Pedersen. Pinsen blev reddet, og vi har haft styrtende med gæster både til spisninger og andet, så vi har haft knusende travlt”.

Noget lignende var svaret, da vi talte med fru Grün på Strandhuse restauration. “Vi havde simpelthen ikke plads til alle de mennesker, der kom, og mange måtte gå. Ja, det er jo både godt og ondt”, sagde fruen, “men for os har Pinsen været ovenud god.” Det samme svarede man os på Marielund: En overvældende god Pinse med mange gæster.

Da vi talte med nogle restaurationer langs kysten, mødte vi et mere nedslående svar. På Skamlingsbankens Hotel sagde man simpelthen sagde man simpelthen, at der ikke havde været meget at lave, og man havde naturligvis på hotellet belavet sig på stort rykind, som der plejer at være i Pinsen, men nu stod man og var brændt inde med en hel del madvarer, fordi publikum havde svigtet på grund af vejret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. maj 1942

1942 – Dobbelt-smugkro afsløret i Kolding

Gæsten lærte fidusen og begyndte for sig selv.

Efter hvad vi erfarer, er det lykkedes politiet i Kolding at komme på sporet af et par smugkrosvirksomheder i Kolding. De er oprettet af et par familier i den vestlige bydel. Det begyndte på den måde, at man iagttog, at en mand og hans hustru holdt meget til på et af byens danseetablissementer. Det var dog ikke så meget for dansens skyld som for at kapre kunder til deres egen virksomhed. Når det så kom til lukketid, havde de altid haft held til at komme i selskab med andre – mere eller mindre velbeslåede – mennesker, som de så trak med sig hjem. I hjemmet flød spiritus og øl i stride strømme til ret anselige priser.

En af gæsterne fandt idéen med at lure på restaurationsgæsterne så udmærket og indbringende, at han fandt på at etablere sig med sin egen virksomhed inden for branchen. Også denne forretning “gik godt“, indtil politiet altså nu mødte frem og ødelagde de gode indtjeningsmuligheder i disse lyssky virksomheder, hvor for resten spiritussen – i hvert fald for den enes vedkommende – ikke var det eneste forretningsobjekt.

Ved samme lejlighed har også en af Koldings foreninger fået søgelyset rettet på sig. Foreningen holdt til i etablissementet, hvor kunderne kapredes, og alle de gæster fra smugkroerne, som man har fået fat i, har deltaget i den omtalte forenings festlige arrangementer uden at være medlemmer af foreningen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. januar 1942.

1942 – Restaurationernes nytårsaften i Kolding

Der blev rekordomsætning over hele linjen.

Som det allerede kunne ses ved kort rundspørge dagen ført nytårsaften, blev årsskiftet fejret som ingen sinde tidligere i Kolding. Overalt melder man om så stor omsætning, som man aldrig før har haft det. På Astoria fortæller overtjener Forsberg, at der hele aftenen igennem herskede den bedste stemning, og alt forløb pænt og nydeligt fra først til sidst. Ved midnatsslaget sprang bomben med flag og andet pynt, og der blev holdt en tale, hvorefter man sang ‘Der er et yndigt land’. Dondes Band og sangerinden Gitte Gleerup blev hyldet og fik den ene fremkaldelse efter den anden af det begejstrede publikum.

Også på Palmehaven-Trocadero havde alle tiders rekordomsætning, og det var værd at bemærke, at næsten alle var mødt festklædte for at festligholde årsskiftet. Stemningen var fin aftenen igennem, og ved midnatstid trådte direktør J. Hansen frem og holdt nytårstalen, hvorefter man sang ‘Kong Christian’.

Alhambra var ligeledes fyldt til sidste plads og humøret holdt sig pænt inden for rimelighedens grænser lige til lukketid. På Hotel Kolding tilbragte 300 mennesker nytårsaften, og der var orkester både i den store sal og i restaurationen. […] Hotel Royale melder ligeledes om en rekordaften. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. januar 1942.

1941 – Der soves i entréer og badeværelser

Koldings hoteller har mas med at rumme turisterne.

Koldings hoteller har i den sidste tid haft svært ved at huse alle de gæster, som ønsker at overnatte i byen. Turiststrømmen til Kolding har været udsædvanlig stor, og størst var den i aftes, da Fredericia ikke kunne rumme de mange gæster til Købestævnets åbning i dag og måtte sende dem til nabobyerne. Koldings hoteller blev overfyldte, og allerede tidligt på aftenen ringede fortvivlede mennesker forgæves rundt til hotellerne.

På Missionshotellet i Helligkorsgade oplyser man, at man i aftes måtte sige nej til mellem 20 og 30 mennesker, som ønskede at overnatte. På Det ny Missionshotel sagde man nej til en halv snes mennesker, efter at der var redt op i entréer og badeværelser, så man havde 50 gæster, mens man sædvanligt kun har 39 senge.

Det har været helt galt i hele juli måned, oplyser man. Det er navnlig turister, da der ikke er mange handelsrejsende for tiden, idet en stor del af disse for tiden holder ferie. På Hotel Kolding og Hotel Royal og flere andre hoteller, som vi talte med i formiddags, oplyste, at der havde været fulgt hus og lidt til over det hele […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. juli 1941.