1945 – Hemmelig tysk radiosender i Sydtyskland

“Hitler vender tilbage”

“Hitler vender tilbage, og Tyskland vil blive reddet”, erklærer en hemmelig tysk radiosender, der opererer i Weissenburg-området nord for Augsburg.

V. Ribbentrops søn er blevet arresteret i det område, der er besat af 3. armé.

Baldur v. Schirach, lederen af Hitler-Jugend, der også er gauleiter i Wien, er blevet arresteret i Østrig.

Kilde: Hejmdal, 13. juni 1945

1945 – Nationalsocialistisk førerskole i Danmark

Det tyske blad Nordschleswigsche Zeitung, Sønderborg, meddeler i en beretning fra København, at der i samarbejde mellem partiet og værnemagten er bleven oprettet en nationalsocialistisk førerskole for den tyske værnemagt i Danmark. Betydningen af den nye skole blev i det tyske blad understreget ved tilstedeværelsen af lederen af det nationalsocialistiske tyske partis udenlandsorganisation, gauleiter Bohle, da skolen blev indviet i onsdags ved en højtidelighed, i hvilken bl.a. også deltog den rigsbefuldmægtigede, dr. Best, general von Hanneken og SS-politifører Pancke. Det tyske mindretal i Sønderjylland var repræsenteret ved lederen af de tyske mindretals kontor i København, Rudolf Stehr. Gauleiter Bohle erklærede, at skolen var den første i sin art uden for det tyske riges grænser. Den fik betegnelsen Schulungsburg Skagerak.

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. januar 1945