1940 – Den aflyste mindegudstjeneste

Folk ville ind i kirken og der holdtes en stemningsfuld andagt.

Som bekendt blev Genforeningsfester lørdag eftermiddag forbudt. Som følge heraf måtte gudstjenesten i Sct. Nicolai Kirke aflyses, da det i programmet var nævnt, at den holdtes på 20-årsdagen for Genforeningen.

Det skete efter mange telefonsamtaler mellem festgudstjenestens arrangører og politimesteren og politikommissæren.

Først ved godt 3-tiden var aflysningen endelig, og gudstjenesten skulle været kl. 4.

Selvom aflysningen blev slået op i bladenes vinduer, kunne den dog ikke nå at blive kendt af alle de mange, der havde besluttet af overvære festligheden. Der mødte en mængde mennesker ved Sct. Nicolai Kirke …

Pastor Tobiassen og kordegn Lund drøftede sagen og blev enige om at lade de mange mennesker komme ind […] I stedet for en stor festgudstjeneste blev der en meget stemningsfuld andagt ud af det […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. juni 1940.

1940 – Alle Genforeningsmøder forbudt

Justitsministeriet meddeler: De til i dag og kommende dage foreskellige steder i landet planlagte forsamlinger, der er forberedt og averterede som Genforeningsmøder, kan ikke finde sted, hvad enten de er påtænkt afholdt i kirker, forsamlingshuse, hoteller o.l. eller egne foreningslokaler eller under åben himmel.

Kilde: Alle Genforeningsmøder forbudt, Kolding Socialdemokrat, 15. juni 1940

1940 – Også denne gang danske sønderjyder med i ulykken

Man kan blive stillet overfor dette spørgsmål i denne tid: er det nu ikke meget farligt for os i den nuværende situation at have fået Nordslesvig tilbage? Dertil kan let svares, at spørgsmålet om grænsen ikke er den anstødesten, der vil føre os i krig. Derfor har vi det officielle Tysklands ord. Men dette svar er ikke nok. Man må tænke på de 6000 danske, sønderjydske mænd, der gav livet fra 1914-18. I denne 20 års mindetid for afstemningen, må det fylde os med varme, at de dernede denne gang er skånede for at være med i den store ulykke. Dog ikke alle. Der, befinder sig også denne gang dansk mænd – nogle hundrede – ude ved fronterne. Derved værner de overfor det land, de bor i, retten til deres fædrene jord. Finnerne ejer det forud for disse danske mænd syd for grænsen, at de kæmper for deres eget land, derfor må vi med dobbelt kærlighed tænke på dem derude.

Uddrag af rektor H.P. Hansens foredrag, 12. marts 1940, på sønderjysk møde i Lunderskov

Kilde: Grundtvigs: at få har for meget og færre for lidt, er Danmarks Program!, Kolding Folkeblad, 13. marts 1940, side 6