Benådet med livsvarigt tugthus i Tyskland efter henstilling fra statsministeren
Ritzaus Bureau erfarer:
Hans Petersen, født 26. april 1910 i Hejls, er ved tysk krigsret blevet dømt til døden for i månederne august-oktober 1942 i flere tilfælde at have forøvet sabotage ved hjælp af sprængbomber og ved brandstiftelse og ødelagt eller beskadiget motorkøretøjer, tilhørende den tyske værnemagt. Petersen har navnlig forårsaget en større brand hos firmaet Canning i Griffenfeldtsgade i København og forøvet sabotage ved hjælp af spræng- og brandbomber i automobilværkstedet Adlers Service, Lyngbyvej 182 og Alberts Skrædderværksted i Frederiksborggade 12.
2 medskyldige idømt livsvarigt tugthus
Petersen, der er kommunist, blev ved disse sabotagehandlinger bistået af Harald Nielsen, født 7. feburar 1906 i København og Johnny Nielsen, født 16. december 1914 samme sted, der ligeledes begge er kommunister. Da disse sabotagehandlinger var rettet direkte mod den tyske værnemagt og begået i den hensigt at tilføje den skade, er dommen over de tre gerningsmænd blev afsagt ved tysk krigsret. I overensstemmelse med krigens love blev hans Petersen dømt til døden, medens Harald Nielsen og Johnny Nielsen blev idømt livsvarigt tugthus. I anledning af dødsdommen over Hans Petersen har statsministeren henvendt sig til det tyske riges befuldmægtigede med indtrængende henstilling om, at dødsdommen ikke blev fuldbyrdet. Den tyske myndighed, der sidder inde med benådningsretten, har derefter benådet Hans Petersen for den ham idømte dødsstraf og ændret den til livsvarigt tugthus. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1943.