1942 – Togafsporing i nat på Lunderskov St.

Fem godsvogne løb af sporet, da en bremsestang faldt ned i sporskiftet. Hjælpetog afsendt fra Fredericia.

I nat kl. 23.55 er der på Lunderskov Station sket et alvorligt uheld, hvorved fem godsvogne er løbet af sporet og har blokeret hovedsporet samt lavet en del ravage på banelegemet. Endnu ved middagstid arbejdede et udrykningshold fra Fredericia på oprydningen.

Afsporingen skete, da det ordinære godstog, der går fra Kolding ved 22.50-tiden skulle køre ind på Lunderskov Station. Medes farten ved den nordlige indkørsel (ved viadukten) var ret ringe, tabte en af vognene en bremsestang, et af den slags uheld, der til daglig ingen betydning har. I dette tilfælde faldt bremsestangen imidlertid så uheldigt, at den kom ned i sporskiftet, hvor den kom til at sætte sig fast og derfor kom til at virke som afsporingsklods. Ved uheldet gik de fem bagerste godsvogne af sporet, mens den øvrige stamme, 45 vogne, efter frakobling af de afsporede vogne kunne fortsætte uden nævneværdig forsinkelse.

Afsporingen var sket således, at den nordlige hovedlinje var blevet blokeret, og man sendte derfor straks bud efter udrykningskolonne og hjælpetog fra Fredericia, der ved 2-tiden i nat begyndte på oprydningsarbejdet. De to af de afsporede vogne var læsset med jernbaneskinner, og disse vogne ødelagde en del af sporet, da de kurede hen af linjen. Denne skade er dog forholdsvis ubetydelig. Endnu ved middagstid arbejdede 35 mand på at få linjen klar og få vognen på ret køl. For de to vogne med jernbaneskinners vedkommende må man læsse skinnerne af, før vognene kan komme på sporet, mens de tre øvrige vogne kan sættes på ret køl, som der er. […]

Naturligvis har blokeringen af hovedsporet været følelig for trafikken, men uheldet er dog så langt inde på stationsområdet, at man kan benytte et af overhalingssporene, hvorved de opståede forsinkelser bliver ret minimale. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. september 1942.

1941 – Vanskelige transportforhold for brunkul og tørv

Statsbanerne kan ikke garantere transport over Storebælt og henviser til sejlskibe
Generaldirektoratet for Statsbanerne meddeler:
Statsbanerne finder det nødvendigt at gøre publikum opmærksom på, at overfartsforholdene på Storebælt og knapheden på godsvogne bevirker, at der i den kommende sæson ikke kan påregnes adgang til transport med jernbane af brunkul og tørv fra Fyn-Jylland til Sjælland eller overførsel af lastbiler med brunkul eller tørv. Ej heller kan der ventes leveret godsvogne til sjællandske provinshavne for transport af brunkul eller tørv til hovedstaden.
Transport af pågældende brændsel må henvises til skibstransport mellem jysk havn og hovedstaden. Statsbanerne vil gøres deres yderste for i den kommende sæson at skaffe vogne til brændselstransporter inden for landsdelene (herunder også transporter til udskibshavn), men man gør opmærksom på, at transportforholdene må regnes at blive vanskelige, og at en så gennemført organisation som muligt – herunder planlæggelse af større samlede transporter, øjeblikkelig tømning af godsvognene i havnene, tidligst muligt opgørelse af vognbehov o.l. – derfor er af særlig betydning.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 4. april 1941.