1945 – Kaptajnens datter gik i tyskernes tjeneste

Der gives efterhånden i Kolding Kriminalret af de sigtede mange forklaringer på, hvordan de er kommet i tyskernes tjeneste. I går blev man præsenteret for en ny og overraskende. En ung pige, Ingeborg Emilie Malling Jacobsen, forklarede således, at hun havde taget arbejde på Staldgården, idet hun ville forsøge på at komme sin fader, kaptajn Aage Malling Jacobsens sag nærmere. Kaptajn Malling Jacobsen, der var ansat i grænsegendarmeriet, blev i september anholdt af tyskerne og anbragt i Frøslev. Hun havde prøvet at få ham fri ved at henvende sig til dr. Best, men det var mislykkedes. Ved at tage arbejde på Staldgården var hun kommet de to mænd, Burfeind og Karstens, der anholdt hendes fader, på nærmere hold. Men nogen særlig fornøjelse kan det ikke have været. Frk. Malling Jacobsen havde på Staldgården virket som en slags spion overfor folk, der arbejdede i tyskernes tjeneste. Hun forklarede selv, at tyskerne havde været utilfreds med hende, fordi hun altid kom hjem med negative resultater. Hendes arbejde havde medført, at en politibetjent, der var gået under jorden, var blevet anholdt. […]

Kilde: Uddrag, Fyns Venstrablad, 24. juni 1945

1945 – To overgendarmer døde

Tønder, RB.

Familien har modtaget efterretning om, at overgendarm Gustav Jørgensen, Sæd ved Tønder, er død 11. januar. Afføde var redaktør af grænsegendarmernes medlemsblad og efterlader sig hustru og fire børn.

Aabenraa, RB.

Til Kollund er indløbet meddelelse om, at overgendarm Jens Markussen, Kollund, den 11. januar er død. Markussen, der blev 48 år, har gjort tjeneste i grænsegendarmeriet siden 1920, først med station i Tobøl, samme år derfra til Kollund, hvor han har gjort tjeneste siden. Han efterlader hustru og to unge døtre.

Kilde: Kolding Folkeblad, 10. februar 1945.

1943 – 9. april-heltene mindes

Mindehøjtideligheden i Sønderjylland

Oberstløjtnant Hiutz, Søgaard, har i formiddags nedlagt kranse fra hæren ved mindestenene for de den 9. april 1940 faldne danske soldater i Sdr. Hostrup, Bjergskov, Lundtofte og Hekkerup. I Mindelunden ved Bredevad nedlagdes kransen af politimester Brix, Tønder, og i anlægget ved mindestenen i Haderslev af politikommissær Hartmann. I højtideligheden deltog repræsentanter for de stedlige danske forening der ligeledes smykkede mindestenene med kranse og blomster. På kirkegårdene i Bov og Taps lod grænsegendarmeriforeningen nedlægge kranse ved gravene for de tre overgendarmer, der mistede livet den 9. april, og også ved deres mindesmærke i Padborg blev der nedlagt kranse.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. april 1943.

1941 – Gendarmens forhold til grænsevagten er dødsfarens

Afslørings-højtideligheden i Padborg i går ved mindesten for de tre grænsegendarmer, der faldt på deres post om morgenen den 9. april.

Det var et gribende, uforglemmeligt øjeblik i Padborg i går eftermiddags, da de tre enker efter de faldne grænsegendarmer og deres børn ved afsløringen af mindestenen på det sted ved jernbaneviadukten, hvor de tre gendarmer faldt i morgengryet den 9. april i fjor, gik frem til den smukke, lyse sten med deres kranse og blomster og bevæget dvælede et øjeblik ved mindet om deres kære – Tak for alt det gode, de har gjort os, fremstammede fru Albertsen bevæget, mens tårerne randt fra hendes og datteres øjne.

En stor forsamling
Padborg var flagsmykket og forårssolen skinnede klart og mildt over det lille, nyskabte anlæg, hvor dannebrog for første gang var hejst på flagmasten bag den tilhyllede sten. En forsamling, der talte flere hundrede mennesker, og i hvilken de mange blå gendarmer og uniformerede embedsmænd fra de forskellige etater lyste op, fyldte pladsen foran viadukten […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 5. maj 1941.

1941 – Guldbryllup på Bramdrup Stivsti

Torsdag den 6. februar 1941 kan parret Mathias og Maren Bruun, bosat på Bramdrup Skovsti, fejre deres guldbryllup.

Mathias Bruun lærte som ung murerfaget, han arbejdede derefter nogle år i Kolding og siden 35 år for den afdøde murermester Hans Jacob Hansen fra Bramdrupdam.

Ægteparret har tre børn, en søn er grænsegendarm ved stationen i Jyndevad, en anden søn driver en landbrugsejendom i Viuf, og en datter er bosat i Kolding.

Kilde: Vi gratulere, Kolding Socialdemokrat, 31. Januar 1941, side 5

1940 – Mindesmærker over de faldne gendarmer

Under begivenhederne den 9. april om morgenen omkom tre af grænsegendarmeriets mandskab, og der har nu blandt gendarmeriet været foranstaltet en indsamling til rejsning af en mindesten over de faldne. Indsamlingen er sluttet, og der er kommet mange penge ind. På mandag vil der blive afsløret en mindesten på hver af de tre gendarmers grave. På Bov Kirkegård afslører grænsegendarmeriets chef, oberst Paludan-Müller, Graasten, kl. 14.30 mindestene over overgendarmerne A. A. Hansen og A. S. Albertsen, og herfra kører man til Taps Kirkegård syd for Kolding, hvor obersten vil afsløre en mindesten over den her begravede overgendarm O. Birk.

Kilde: Nationaltidende, 3. august 1940.

1940 – Grænsegendarm Birk begravet på Taps Kirkegård

Lørdag eftermiddag den 13. april 1940, blev grænsegendarm Johannes Birk, begravet på Taps Kirkegaard. Birk blev om morgen den 9. april dræbt, da tyskerne trængte ind i Danmark. Mange mennesker var mødt op, i det lille landssogns kirke, bl.a. gendarmeriets chef, oberst Paludan Møller og adskillige gendarmer, der sås også flere faner. Fra kongehuset havde kongen sendt en krans til graven.

Det er med Sorg og Deltagelse, at vi følger en dansk Mand, en kærlig Far og Ægtefælle til Graven. Han gav sit Liv for sit Folk, han gjorde sin Pligt og derfor siger vi Tak. Vi maa trøste os med, at Død og Lidelse ikke er sidste – Døden er Indgangen til livet.

Pastor Dalby Petersen, begravelses prædiken, 13. april 1940

Ved graven talte oberst Paludan Møller, der i en hilsen overbragte kongens dybeste medfølelse. Af andre talere var grænsegendarm Mathiasen, Bov og den afdødes bror Niels Birk, som takkede følget for den venlige deltagelse.

Kilde: Gribende Jordefærd i Taps, Kolding Socialdemokrat, 15. april 1940

1940 – Tre gendarmer blev dræbt ved Padborg

En politimæssig undersøgelse under ledelse af kommissær O. Himmelstrup
Tre danske grænsegendarmer blev ifg. Kolding Folkeblad dræbt ved Padborg under den tyske indrykning. Den ene blev dræbt på stedet. De to andre udåndede kort efter, at de var kommet til behandling. De blev ramt uden for jernbaneviadukten. De faldne er overgendarmerne Johs. Birk, Albertsen og Hansen – Birk stammede fra Taps og kom til Padborg ved Genforeningen. Overgendarm Hansen stammede fra Brørup og overgendarm Albertsen havde gjort tjeneste i Grænsegendarmerikorpset i 21 år.
Birk efterlader sig hustru og en søn. Også overgendarm Hansen var gift, men barnløs. Kriminialkommissør O. Himmelstrup foretager for tiden sammen med det lokale politi undersøgelser om omstændighederne ved de tre overgendarmers død.
Fredag middag blev de tre bårer fra Statshospitalet i Sønderborg ført til hjemmene i Padborg. Langs hele vejen flagedes der på halv stang, og grænsegendarmeriets personale i Graasten havde taget opstilling ved indgangen til byen for at vise de døde kammerater den sidste ære. Ved Smedeby Bakke havde grænsegendarmerne fra 8. afsnit, jernbanepersonalet, toldpersonalet og politiet fra Padborg taget opstilling of ledsagede bårerne til kapellet. I Padborg vejede flagene overalt på halv stang.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. april 1940.