1941 – Gendarmens forhold til grænsevagten er dødsfarens

Afslørings-højtideligheden i Padborg i går ved mindesten for de tre grænsegendarmer, der faldt på deres post om morgenen den 9. april.

Det var et gribende, uforglemmeligt øjeblik i Padborg i går eftermiddags, da de tre enker efter de faldne grænsegendarmer og deres børn ved afsløringen af mindestenen på det sted ved jernbaneviadukten, hvor de tre gendarmer faldt i morgengryet den 9. april i fjor, gik frem til den smukke, lyse sten med deres kranse og blomster og bevæget dvælede et øjeblik ved mindet om deres kære – Tak for alt det gode, de har gjort os, fremstammede fru Albertsen bevæget, mens tårerne randt fra hendes og datteres øjne.

En stor forsamling
Padborg var flagsmykket og forårssolen skinnede klart og mildt over det lille, nyskabte anlæg, hvor dannebrog for første gang var hejst på flagmasten bag den tilhyllede sten. En forsamling, der talte flere hundrede mennesker, og i hvilken de mange blå gendarmer og uniformerede embedsmænd fra de forskellige etater lyste op, fyldte pladsen foran viadukten […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 5. maj 1941.

1938 – Vil Hitler kræve sydgrænsen flyttet?

I juli eller juni 1938 har det norske Tidens Tegn bragt et interview med pastor Schmidt, som havde taget et kort ophold i Oslo. Interviewet handlede om det dansk-tyske grænse-spørgsmålet eller det eventuelle grænse revisionskrav, her bringes et uddrag af en dansk oversættelsen af interviewet, som blev bragt i Arbejderbladet den 3. juni 1938.

-Tror De, der bliver rejst krav om, at den danske sydgrænse også bliver korrigeret, spørger Tidens Tegn

… revision kommer ganske sikkert før eller siden. Og det er i Danmarks interesse, at det sker på en fredelig og venskabelig måde.

-Men man kan vel ikke trække grænsen på en mere retfærdig måde end den, som nu eksisterer?

… Der befinder sig omkring 30.000 tyskere i Nordslesvig i dag. At de ønsker at komme tilbage til deres moderland er retfærdig og naturligt. Hvor selve grænsen skal gå, vil og kan jeg ikke udtale mig om, det går, når tidspunktet kommer, blive diplomaternes sag. Vi mener også, at den en bloc afstemning, som foregik i første zone, og som Dr. Smedal i sin bog også påpeger, gav et urigtigt billede. Vi mener, at Danmark gjorde galt i at gå til Versailles, og at det ikke tog et direkte opgør med Tyskland, sådan som vi tilbød. Vi må derfor vente, at den tyske regering før eller senere vil have denne grænse korrigeret.

-Foreligger der nogen officiel henvendelse fra tysk side til Danmark om grænserevision?

… Ikke hidtil, såvidt mig bekendt. Men rigsleder Rosenberg har i en tale i Flensborg fremkommet med visse udtalelser, som må siges at gå i grænserevisionistisk retning.

Kilde:
Hitler vil før eller senere kræve sydgrænsen flyttet, side 5 Arbejderbladet, 3. juni 1938