1944 – 20 mm. regn på Koldingegnen

Høsten er omtrent inde

Den længe ventede regn kom endelig i aftes og gav Koldingegnen en snes millimeter nedbør. På den meteorologiske station i Vamdrup måltes 21,5 mm. “Vi kan dog godt bruge en 30-40 mm. endnu”, udtaler konsulent Ruby. “Selv om de 20 mm. frisker godt op på græs- og roemarkerne, har regnen dog langtfra hjulpet så meget alle steder, at man kan sætte ploven i jorden”.

Og høsten er man vel færdig med?

“Ja, så godt som. Det er kun ganske lidt havre, som endnu står på marken, og med opklaring i vejret kan det snart blive tørt. Det var på høje tid, at regnen kom for græssets vedkommende. Det var ved helt at forsvinde, så græsningssæsonen truede med at være slut for i år. NU kan der vel komme lidt græs på ny, så der igen kan blive foder til kreaturerne.”

Kilde: Kolding Folkeblad, 31. august 1944.

1942 – Regnmanglen ved at blive en katastrofe for landbruget.

Der er endnu intet græs på markerne, men mange steder har man hverken roer eller halm til kreaturerne.

De sidste dages ustadige vejr havde hos landmændene – og hos alle andre forsåvidt også – givet håb om, at det skulle ende med en god regn, en rigtig bundbløde, som er så hårdt tiltrængt i øjeblikket for alle de livsnødvendige vækster. Men det blev kun blæst med sandfygning på de letter jorder. Stormen i går, som varede lige til hen på aftenen, stilnede pludselig kort før midnat af, og det blev helt stille, og alle tegn til regn forvandt. Og i morges stod man da også op i det herligste stille solskinsvejr, som man under andre forhold ville have glædet sig ved. Jorden var ganske vist hvid af rim, og det havde frosset 2-3 grader.

Køerne må leve af luft og bevægelse. Det går ud over produktionen.

Det er naturligvis en skuffelse at vågne op til et sådant vejr, siger formanden for Kolding Omegns Landboforening, forstander Overgaard, Ladelund, på vor henvendelse. Nattefrost og solskin om dagen er aldrig godt. Det, vi trænger til, er en rigtig stor regn. Så ville der snart komme gang i græsset. For endnu er der ingenting på markerne. Mange steder må man af nød og betryk sætte kreaturerne ud, fordi halm og roer er sluppet op, men de må leve af luft og bevægelse. De par grønne spirer, der er på græsmarkerne, stiller ingen sult, og når græsset allerede nu gnaves hård af, vil der ikke blive meget i sommer. En del landmænd må gå til at reducere besætningerne yderligere. Der er ingen anden udvej. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1942.