1942 – Foreningen Det Frie Nord – Kolding Afdeling

holdt i aftes ekstraordinær generalforsamling på Ny Missionshotel. Til dirigent valgtes konsul Grønborg. Af den fungerende bestyrelse ønskede kontorist Harry Mailand og assistent H. Rasmussen ikke at modtage genvalg, hvorefter ingeniør C. Christensen, driftsbestyrer H. Stensballe og frk. Esther Thomsen nyvalgtes, medens lærerinde frk. Nørgaard, fru kaptajn Heiberg-Jørgensen, overlæge Ebbehøj og bogholder S. Deleuran Nielsen genvalgtes.

Under kaffebordet konstituerede bestyrelsen sig med fru kaptajn Heiberg-Jørgensen som formand, ingeniør C. Christensen som næstformand, driftsbest. H. Stensballe som kasserer og lærerinde frk. Nørgaard som sekretær.

Til delegerede til landsrådet i Odense den. 30 maj godkendtes bestyrelsens valg af lærerinde, frk. Nørgaard, overlæge Ebbehøj og bogholder S. Deleuran Nielsen. […]

Efter generalforsamlingen holdt kaptajn Heiberg-Jørgensen et foredrag om Norden gennem tusind år. Foredraget hilstes med bifald og gav anledning til en diskussion.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. maj 1942

1941 – Luftværnsdagen i Kolding gav 1.910 kr.

Første hold hjælpekonsulenter uddannet, to andre under uddannelse.

I onsdags afholdtes et bestyrelsesmøde i Kolding Luftværnsforening. Kassereren, direktør Grønborg, gav forskellige oplysninger om resultatet af Luftværnsdagen. Der var i alt indgået 1.910 kr. i foreningens område, og man kan regne med, at foreningen her beholder 600-700 kr. af disse. Erfaringerne gennem de senere år har vist, at dette er den eneste rette måde at organisere den frivillige hjælp på, og man har en sådan forening i alle lande. Det er statens og kommunernes opgave at sørge for befolkningens beskyttelse mod følgerne af luftangreb, og denne opgave er i det store og hele løst, men – selvom disse opgaver er nok så godt løst og selv om planerne er nok så gode, nytter det alt sammen intet, hvis ikke hver eneste borger i samfundet også ved besked. Det er en af foreningens hovedopgaver at oplyse befolkningen; at få hver enkelt i tale, at forklare, hvad skal gøres under de forskellige situationer, såvel de, der skal hjælpe myndighederne som de, der skal sørge for sig selv eller sørge for sin familie.

Sekretæren oplyste, at disitriktkonsulent, lærer Frovin Jørgensen, havde afsluttet sit første kursus for 15 hjælpekonsulenter og at d’hrr. Axel Jørgensen og Waage-Jensen var i gang med sit kursus, som begge sluttede inden jul. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 7. november 1941.