1942 – HANS EGEDE menes forlist og hele besætningen omkommet

Ingen efterretning om skibet siden afrejsen fra Grønland i februar.

Grønlands styrelse beklager at måtte meddele følgende:

Med sorg har styrelsen modtaget meddelelse om, at der, siden styrelsens skib S/S HANS EGEDE afsejlede fra Grønland i slutningen af februar, ikke foreligger yderligere efterretninger om skibet eller dets besætning. Skibet må derfor, hedder det i den modtagne meddelelse, desværre antages at være forlist, uden at nogen af besætningen er reddet. Yderligere efterretninger om enkeltheder foreligger ikke for styrelsen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. maj 1942

1941 – Dansk damper krigsforlist ved Island med 18 mand

Rederiet Lauritsens damper PAULA, der sejlede under Panamas flag under navnet MONTANA.

Udenrigsministeriet meddeler tirsdag: I følge indgået meddelelse er den rederiet J. Lauritzen, København tilhørende damper PAULA, 1.549 Brt., krigsforlist i farvandet mellem Island og Grønland. Skibet, der førte navnet MONTANA, var beslaglagt af de amerikanske myndigheder og sejlede under Panamaflag. Hele besætningen, hvoraf 18 var danske, savnes. […]

De savnedes pårørende er blevet underrettet med undtagelse af matros Peter Hansens familie, som det ikke har været muligt at finde, da oplysningerne fra Amerika om ham er mangelfulde, og kompletterende oplysninger ikke har kunnet fremskaffes. Rederiet er interesseret i at komme i forbindelse med matros Peter Hansens slægtninge her i landet. […]

Damperen PAULA hørte til rederiet J. Lauritzens linjebåde. Det blev bygget i 1934 i Helsingør. Dens lasteevne var 2.700 tons, og den var moderne udstyret.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 10. december 1941.