1944 – Meget stor torvedag i Kolding

Og salget var enestående godt

Sjældent har man oplevet en så fantastisk torvedag som i dag. Fantastisk på mere end én måde. Dels var salget enestående, det gode vejr fik husmødrene til at storme diskene med de friske grøntsager, og det var som om torvekonerne havde forudset, at salget ville blive stort, i hvert fald var forsyningerne – både af jordbær og kartofler o.m.a. – så store, at det er sjældent, man som torvegæst har set noget lignende.

Et stod solgtes i løbet af en time 500 pund nye kartofler. Det er ganske enestående, men interessen for nye kartofler er jo også stor. Jordbærrene var der i tusindvis af pund af, og to steder havde man solgt henholdsvis 732 pund og 720 pund. Desuden fyldtes diskene af blomkål, netop hjemkommen fra Fyn i store ladninger til morgen, til en ca. 40 øre pr. hoved, grønærter til 30 øre pundet, som dog hurtigt – ligesom de øvrige varer – blev udsolgt, og gulerødder, der var afvejet i bundter på 200 gram til 25 øre stykket. På en disk var der ferskner til 15 øre stykket, de var nok indbydende, men alligevel endnu små og lidt for grønne i kødet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juli 1944.

1942 – Stikkelsbær til langt under maksimalpris på Kolding Torv

Nye kartofler til 45 øre og jordbær til 1,50 kr. pundet.

Torvet i Kolding var i dag tilført en del nye kartofler, der holdt en pris af 45 øre pundet. Jordbær noteredes fra den tidligere morgenstund til 1,50 kr. pundet, og det var en pris, der holdt sig, til der blev udsolgt. Det var ikke særlig store mængder, der var tilført, dertil har det endnu været for køligt i vejret. Jordbærdyrkerne beder til, at det snart må blæse lidt varmere – eller slet ikke blæse!

Gulerødder kostede i dag 25 øre bundtet, og de bliver pænere og større for hver gang. Et kapitel helt for sig er unægtelig stikkelsbærrene, som på Torvet i den sidste tid har kostet 35-40 øre pundet. Det er netop i disse dage kommet en maksimalpris herpå, men den ligger adskilligt højere end den ellers noteres dagspris, idet den ved detailsalg tillader henholdsvis 50 og 62½ øre som maksimalpris. De handlende på Torvet rystede på deres gamle og erfarne hoveder over, at de københavnske kontoriusser kan finde på et sætte en pris, der har så lidt med virkeligheden at gøre. En lille forsmag fik man allerede maksimalprisen på æggene også den betød godt med luft over den gældende pris. Heldigvis har man da lov til både at købe og sælge stikkelsbær billigere, end loven foreskriver, men en sådan maksimalpris kan dog alligevel skabe uoverensstemmelserne mellem producent, som f.eks. havde solgt et parti stikkelsbær til levering til Torvet i dag til en af de handlende, men som med den nye maksimalpris tro, at han får alt for lidt for sine bær. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1942.

1942 – 2.800 frikadeller fik i går ben at gå på

Og 2½ tønde kartofler!

I går oplevede Børnebespisningens store klientel den første frikadelledag i denne sæson. Det var, i parentes bemærket, fabrikant J. Chr. Støjbergs omgang. Han var den første, der tegnede sig for frikadellerne en søndag formiddag længe før jul, og der blev på hans regning fra den tidlige morgenstund i de to køkkener fremstillet ikke færre end 2.800 frikadeller. På Pigeskolen var det fru Dahl, der var økonoma – den hidtidige økonoma, fru Petersen, bliver i dag indlagt på sygehuset. På Pigeskolen blev der i alt lavet 1.800 frikadeller, og på Sdr. Vang Skole havde man stegt ca. 1.000.

På Pigeskolen havde man indstillet sig på, at der ville komme over 800 børn for at spise sig mætte. Ganske vist havde man skjult for børnene, at den stod på frikadeller – man havde endda begået den pædagogiske brøler at lyve for ungerne, da de dagen i forvejen spurgte, hvad de skulle have at spise den næste dag. Svaret havde da været “kærnemælkssuppe”. Men rygtet om frikadellerne løb hurtigt, og frikadellerne kunne i Pigeskolen mønstre sine godt og vel 800 liebhavere. Til frikadellerne spistes der 2½ td. kartofler, ½ td. gulerødder, 12 kg. ærter, 50 bundter persille, og der anvendtes til retten 60 kg. kød og 40 æg.

På Sdr. Vang-skolen, hvor børnene kom og gik og spiste og sagde tak for mad i den største ro og orden under overlærer H. A. Hansens overopsyn, havde man, som nævnt, lavet ca. 1.000 frikadeller, og de var lavet udelukkende af kalvekød. Det største antal børn, man her har bespist er 526. Erfaringsmæssigt falder antallet af børn lige efter juleferien, fordi der da endnu er mad nok i hjemmene, men med udgangen af januar møder der altid mange igen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. januar 1942.

1941 – Gulerødder tørres til te og kaffe

Nu kan gulerødderne også blive til te og kaffe. Professor Sv. A. Schou på Farmaceutisk Læreanstalt har gennemprøvet en tørringsmetode, som han har overladt Statens Husholdningsråd, der atter sender dette glædesbudskab ud i en kaffe- og tetørstende verden. Man vasker og aftørrer sine gulerødder, siger Husholdningsrådet. I en kødmaskine eller på et råkostjern findeles rødderne delvis og tørres ved en lav temperatur i en ovn. Når de antager en lys gulbrun farve, er de blevet til te, men opvarmer man dem noget mere, til de bliver mørkere og ikke længere smager sødt, er de blevet til kaffe. Imidlertid er der forskelligt at tage vare på, så det vil være fornuftigst for dem, der vil gøre deres gulerødder om til læsedrikke, at skaffe sig oktober-nummeret af ‘Faglige Meddelelser’ fra Husholdningsrådet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 14. november 1941.