1943 – Store bøder til købere af “sort” gummi

3 gange 1.000 kroner plus konfiskation

I Kolding Kriminalret fandt der i formiddags en del afgørelser sted i en af de sidste store gummisager, der opklaredes efter tyveriet af et par dæk på Kolding Sydhavn. Landsretssagfører Juhl, Halvor Petersen, Lynæs og Bjerre var mobiliseret i defensoratet, sidstnævnte i dag dog kun for et meddele, at hans klient var bortrejst. Denne havde ellers købt 8 dæk på den sorte børs for at anvende dem i sin vognmandsforretning. En del af de øvrige implicerede fik deres afgørelse med det samme.

Hovedmanden, en betroet ældre mand i et stort automobilfirma, der havde Halvor Petersen til forsvarer, havde begået omfattende dæktyverier, da han havde omtrent ukontrolleret adgang til at forsyne sig med dæk fra et større lager. Der var blevet til et kompleks for ham, fortalt hans forsvarer, efter at han havde deltaget i 5 år i den forrige krig, og han og hans familie havde mistet alt. Det var en slags privat hævn. Sagen blev for hans vedkommende optaget til dom.

Den anden hovedmand, som havde sørget for afsætningen af bildækkene, ville ikke tilstå sig skyldig, selv om han ikke ville bestride, at han havde syslet lidt med dæksalg. For hans vedkommende bliver sagen nu indbragt for domsmænd. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. marts 1943.

1943 – Sort gummi-marked på Kolding-egnen

22 personer tiltales

Da en københavnsk chauffør Carl Andersen, en dag i januar i fjor gjorde ophold i Haderslev med en eksportbil, kom han i drikkelag med vulkanisør Nielsen, Haderslev, og solgte tre af lastbilens næsten nye dæk til Nielsen for 1.500 kr. og3 brugte dæk, der straks blev udskiftet med de nye. Sievretsen var mellemmand ved handlen. Der vil nu ved retten i Haderslev blive rejst tiltale mod de tre personer for underslæb og ulovlig handel med bilgummi.

Undersøgelserne medførte, at der afsløredes en lang række ulovlige gummihandler, og der vil nu blive rejst tiltale med 19 andre personer i Vamdrup, Vejstrup, Hejls, Haderslev m.fl. steder. Nielsen og Sievertsen har nemlig i stor udstrækning solgt dæk på det sorte marked, navnlig på Kolding-egnen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. marts 1943.

1943 – 5 domme i gummi- og flæsketyve-sagen

Fængsel fra 60 dage til 7 måneder

I formiddags var der en forholdsvis kortfattet domsforhandling i Kolding Kriminalret vedrørende gummi- og flæsketyvene. Disse mødte med ORS. Hertz og LRS. Halvor Petersen som beskikkede forsvarere. Dommene faldt med det samme. To af hovedmændene, mekaniker B. J. og mekaniker S. fik henholdsvis 7 og 6 måneders fængsel, to andre, der havde begået flæsketyverier på Andelssvineslagteriet, slagtersvendene C. og N. fik henholdsvis 8 måneders og 60 dages fængsel. En slagterlærling, der kun var tiltalt for hæleri, fik fængsel i 4 måneder. To andre implicerede har tidligere fået bøder hver på 400 kr. for uagtsomhed ved tilforhandling af de stjålne varer.

To af hovedmændene appellerede straks deres dom til Landsretten, to udbad sig betænkningstid. Endnu en impliceret T., der var sigtet for hæleri, nægtede sig skyldig og vil senere få sin sag pådømt ved Landsretten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. februar 1943.

1942 – 30 sigtede og store beslaglæggelser i Gummisagen

Politiet i Kolding har beslaglagt værdier til over 100.000 kroner

Fuldmægtig Schlichkrull har nu endelig tilendebragt gennemgangen af den første store gummisag i Kolding, hvorefter sagen vil blive oversendt til statsadvokaten, som skal træffe afgørelse med hensyn til de straffepåstande, der skal nedlægges under sagen.

Efter hvad vi erfarer, er der i sagen ikke færre end 30 sigtede, dog ikke alle fra Kolding. Det er navnlig chauffører og vognmænd, men endvidere også vulkanisører, et par kørelærere, et par købmænd, en handelsmand, en grisehandler, en korthandler etc. Af disse 30 er de 18 fra Kolding, 3 er fra Odense, og én fra hver af følgende byer: Esbjerg, Aalborg, Aabenraa, Vejle, Aabyhøj, Hirtshals og Bov.

Sagen mod 21 af de sigtede vil blive behandlet ved Kriminalretten i Kolding, mens sagerne for de andres vedkommende henvises til behandling ved de pågældendes hjemting. Sigtelserne lyder på: ulovlig indførsel af automobil – og rågummi samt benzin og ulovlig handel med disse varer, ulovlig udførsel, fortrinsvis af smør, men også af flæsk. Manufakturvarer og af danske penge. Endvidere er der sigtelse for ulovlig køb af smørmærker og af smør til overpris og ulovlig handel med indført benzin (det drejer sig dog kun om ca. 200 liter). Det er ret betydelige mængder smør, der er udført på ulovlig måde, nemlig ca. 1 ton, og det drejer sig om ret store partier ad gangen. Der er også tale om 75 kg. fedt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. oktober 1942.

1942 – Dæktyveri-sagen i kriminalretten

Den ene hovedsigtede nægter sig pure skyldig

Under udfoldelse af et stort opbud af forsvarerne kom gummityverisagen fra automobilhandler Karl Jakob Jensen i formiddags til behandling i Kolding Kriminalret for åbne døre. Overretssagfører Hertz og landsretssagfører Bjerre, Halvor Petersen, Kjærsgaard fra Landsretssagfører Juhl, var mødt, og endelig blev landsretssagfører Lynæs under retsmødet beskikket som forsvarer tiltalte nr. 6 i sagen. For anklagemyndigheden mødte den konstituerede politimester, politifuldmægtig Arenbrandt.

De tre fængslede afgang forklaring. De to af dem indrømmede deres andel i affæren. De forklarede, hvorledes de sammen med en af firmaets funktionærer, der havde haft adgang til værkstedet og vidste, hvordan de kunne få fat på de to dæk, i bil havde begivet sig på tyvetogt til Buen. De redegjorde endvidere for, hvordan de havde båret sig af med at få dat i dækkene og få den lodset ud til bilen. Begge to forklarede de enslydende, skønt de ikke havde haft lejlighed til at konferer om deres forklaringer, da de begge har siddet fængslet lige siden sagen kom frem. Derfor virkede det så meget mere mærkeligt, at den tredje, ansat i firmaet, pure nægtede at kende noget til de to andres kup, og selv efter at han havde fået foreholdt de to andres udtalelser, erklærede han, at han overhovedet intet kendte til, hvordan dækkene kunne være kommet fra hans principals lager i de andres besiddelse.

Foruden disse tre for tyveriet tiltalte, mødte der også forskellige andre, der i sagen er tiltalt for hæleri i forbindelse med tyveriet. Således først og fremmest en broder til en af de tre, der som vognmand havde kørt selskabet til Karl Jakob Jensens værksted, hvor der stod en mand med to Michelin-dæk. Disse dæk blev, mod chaufførernes protest, smidt på vognen og kørt ud i det sydlige opland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1942.

1942 – “Sorte Børs”-affærerne i Kolding antager format

4-5 anholdelser i går.

“Sorte Børs”-affærerne med tilknytning til Kolding er i udvikling. De tre implicerede i gummiaffæren fra Odense blev efter deres fremstilling i Kolding Kriminalret i går eftermiddags fængslet. Den ene af dem er Koldingensisk vognmand, de to andre er overført til Kolding fra Odense. Yderligere har Kolding-politiet i aftes og i morges anholdt tre andre Koldingensere, der er impliceret i den odenseansk-koldingensiske gummisag.

Også i “Sorte Børs”-sagen omkring den ulovlige smør- og mærkehandel fra Centralmejeriet har politiet i dag foretaget et par anholdelser.

Alle de forskellige anholdte var i middags fremstillet for kriminaldommer Strøbech for hermetisk tillukkede døre. En enkelt af de anholdte løslodes, efter at man var kommet til bunds i hans andel i affærerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1942.

1942 – Gummisagen i Haderslev breder sig til Kolding

Nogle af dækkene anvendt på mælkevogne.

De to fængslede i den nye gummi-sag i Haderslev, vulkanisør Nielsen, Haderslev, der stammer fra Vejstrup og chauffør Sievertsen, blev i eftermiddag sat på fri fod, idet de ikke mere kan skade undersøgelsen, men forinden løsladelsen afhentede politiet i formiddags 21 lastvognsdæk i Nielsens værksted. I forvejen havde politiet 12 dæk i denne sag – det bliver 33 i det hele, og der kommer flere endnu. Politiet har fået oplyst, at Nielsen udenom de givne bestemmelser har solgt 10 dæk til 5 aftagere i Kolding, og nogle af dækkende er blevet anvendt på mælkevogne.

En af disse aftagere har dog brugt 4 dæk til en lastbil, og denne bil har han afhændet uden at søge om tilladelse dertil. En anden af køberne i Kolding har solgt et dæk videre til en mand i Toftlund politikreds. Politiet søger nu rettens kendelse for at få lov til at beslaglægge de dæk, der forefindes i Kolding, idet aftagerne ikke godvilligt vil udlevere dem. De hævder at have handlet i god tro med købet. Fire af de til Kolding solgte dæk blev betalt med tilsammen 1.400 kroner, men i øvrigt er der under sagen opnået indtil 1.500 kr. for et enkelt slidbanedæk.

Chauffør Sievertsen, der var ansat hos en vognmand i Skærbæk, har indsmuglet mange dæk fra Tyskland, men har til gengæld udsmuglet ure her fra landet. Skønt disse ure var importeret fra Tyskland af danske urmagere, kunne det alligevel betale sig for ham at opkøbe dem her i landet og sælge dem i Tyskland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. marts 1942.