1942 – Skøjteinstruktionen druknede i vand!

Den skøjteinstruktion, der i dag skulle begynde for alle byens skoleelever på Slotssøen, var alt andet end begunstiget af vejret. Der var af skolemyndighederne og byen gjort et stort forarbejde for denne instruktion, og der var i går blevet fejet en større bane til anvendelse for undervisningen – og endnu i aftes ved midnatstid så vejret ud til at skulle blive ganske udmærket for sådan en undervisning. Men i dag vågnede man atter op til et af de bratte og voldsomme vejromslag, som man åbenbart i denne vinter i særlig grad skal indstille sig på. Banen på Slotssøen var føget til med et tykt og klæbrigt lag tøsne, men mange mand var gået i gang med at feje banen ren, for at undervisningen kunne blive gennemført.

Imidlertid sneede og regnede det med stadig større voldsomhed. Opholdet på isen blev for eleverne en plage i stedet for at det skulle være en fornøjelse. For ved 9-tiden var der mødt flere klasser fra byens forskellige skoler med overlærer H. A. Hansen og et halvt dusin lærere i spidsen. Efter at de mange elever havde overværet den første times undervisning af instruktricen fru Netta Hansen, måtte eleverne, lærerne og instruktøren opgive ævret. Eleverne var gennemblødte til skindet – og det er ikke heldigt, når de bagefter skal sidde på skolebænken. Lærerne og skøjteinstruktricen, der var den mest gennemblødte af dem alle, måtte derefter opgive den videre undervisning. For eleveres helbreds skyld var det uforsvarligt at fortsætte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. februar 1942.

1942 – Skole-gymnastikken ombyttes med skøjteundervisning på Slotssøen

Alle Koldings skolebørn vil få instruktion i at løbe på skøjter.

Førstkommende torsdag, fredag og lørdag vil den tidligere omtalte skøjteinstruktør fru Netta Hansen komme til Kolding for at undervise medlemmer af Kolding Vinteridrætsforening på banen på Marielundssøen. For at udbrede kendskabet til rigtigt skøjteløb og for at fremme interessen for skøjteløbet i det og vide kredse, har formanden for Kolding Vinteridrætsforening henvendt sig til overlærer H. A. Hansen for at tilbyde en ordning, hvorefter alle byens skoleelever i skolernes gymnastiktimer vil kunne få undervisning i skøjteløb af en virkelig kvalificeret lærerkraft på dette område. Overlærer Hansen var straks begejstret for tanken og forelagde den for Skolekommissionens formand, togfører Larsen, hvorefter forslaget har været behandlet i et udvalgsmøde, og her besluttede man at modtage tilbuddet. Herefter vil alle de skoleelever, der løber på skøjter – og det gør vel næsten de fleste – kunne glæde sig til friske og lærerige gymnastiktimer på isen sidst i denne uge. For at skoleeleverne ikke skal have for langt at gå på skøjtebanerne, vil der blive fejet en passende bane på Slotssøen til brug for undervisning af eleverne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. februar 1942.