1943 – Tyskernes varekøb i Danmark

På given foranledning henleder Ministeriernes Pressesekretariat opmærksomheden på, at de i Handelsministeriets cirkulære af 2.december 1942 til alle handlende og andre næringsdrivende fastlage retningslinjer for den nærmere gennemførelse af bestemmelserne i § 3b i Handelsministeriets bekendtgørelse af 11. december 1940 vedrørende salg af til den tyske værnemagt og til dennes enkelte medlemmer fortsat er gældende.

Det enkelte medlem af den tyske værnemagt vil herefter i almindelighed kunne gøre indkøb til dækning af sit personlige behov og skal herved ligesom ved indkøb af andre varer rette sig efter salgsmulighederne i vedkommende forretning.

Der er mellem de pågældende danske og tyske myndigheder truffet aftale om, at medlemmer af den tyske værnemagt og medlemmer af den tyske værnemagt og medlemmer af tilsluttede organisationer, i uniform eller i civil (i sidste tilfælde mod forevisning af legitimation), skal behandles som danske kunder, og at de, såfremt salg kun sker til “faste kunder”, skal behandles som sådanne. Det gælder dog ikke ved salg af vin, spiritus og tobak. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. december 1943.

1942 – På julegaveindkøb i Kolding i går

Bøger går ind som erstatning for mange af de ting, særlig i manufakturbranchen, som ikke kan fås. De røde Pigeonæbler, som det også kniber med, må erstatte appelsiner, dadler og figner.

Julehandlen er meget stor i år, og atter i går var der trængsel af mennesker i Koldings gader i eftermiddagstimerne, ligesom der har været masser af kunder i butikkerne også de sidste hverdagseftermiddage. Men på grund af varesituationen er handelen ganske naturligt lagt noget om. Der er jo mængder af ting, man ikke kan få, særlig i beklædningsgenstande. For eksempel oplyser en manufakturhandler, at ternet tøj til børnekjoler næsten ikke er til at opdrive – og så spørger alle efter det, selv om der er godt ensfarvet stof fremme. Børnestrømper er det også meget småt med, og i øvrigt er det jo sådan, at vel i ingen branche – med undtagelse af bagernes – er erstatningsvarerne så dominerende som i manufakturforretningerne. Men der sælges alligevel, folk skal jo have tøj.

Slagterne har begyndt udleveringen af juleflæsket, der som bekendt er sparet sammen fra to uger. En slagter udtaler til os, at selv om folk naturligvis vil købe meget mere, end der kan skaffes, så er det hans opfattelse, at alle kan få enten flæsk, gås and eller andet fjerkræ til julen, således at den gode julemad er reddet for alle hjem også i den tilstundende jul.

Frugtforretningerne er måske dog dem, der er værst ramt, idet der ikke er spor af sydfrugter fremme, hverken appelsiner, figner, dadler abrikoser, krakmandler eller nødder – en lille smule spanske druer er den eneste sydfrugt, der er kommet hertil, og de koster 4 kr. pundet, så det er ikke for alle og enhver. […]

En branche, som lukrerer på de andres vanskeligheder ved at tilfredsstille kundernes julegavebehov er boghandelen. Her har man den hidtil største julehandel til dato, oplyser en af Koldings boghandlere. Der sælges så mange julegavebøger, som aldrig før, og de bøger, som særlig går, er for det første den svenske virkelighedsroman ‘Rid i nat’, endvidere Knights engelske krigsroman ‘Men dette fremfor alt’, Aynrans ‘Vi, der lever’, Cronins ‘Himmerigets nøgler’, Johanne og Morten Korchs bøger og en anden, ny bog i samme genre; ‘Folkene fra kæret’. Også bøger som Hans Martins ‘Tidevand’ og ‘Frigjort’ er stadig salgsvarer, og endelig har hørespilsudsendelsen forleden styrket efterspørgslen efter Kelvin Lindemanns sidste bog; ‘Huset ved det grønne træ’ – et tidsbillede fra den danske kolonitid. Der er også Corsaris-bøger, som stadig går, og endelig lægebogen ‘Ingen må dø’ af Slaugther. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. december 1942.

1942 – Stikkelsbær til langt under maksimalpris på Kolding Torv

Nye kartofler til 45 øre og jordbær til 1,50 kr. pundet.

Torvet i Kolding var i dag tilført en del nye kartofler, der holdt en pris af 45 øre pundet. Jordbær noteredes fra den tidligere morgenstund til 1,50 kr. pundet, og det var en pris, der holdt sig, til der blev udsolgt. Det var ikke særlig store mængder, der var tilført, dertil har det endnu været for køligt i vejret. Jordbærdyrkerne beder til, at det snart må blæse lidt varmere – eller slet ikke blæse!

Gulerødder kostede i dag 25 øre bundtet, og de bliver pænere og større for hver gang. Et kapitel helt for sig er unægtelig stikkelsbærrene, som på Torvet i den sidste tid har kostet 35-40 øre pundet. Det er netop i disse dage kommet en maksimalpris herpå, men den ligger adskilligt højere end den ellers noteres dagspris, idet den ved detailsalg tillader henholdsvis 50 og 62½ øre som maksimalpris. De handlende på Torvet rystede på deres gamle og erfarne hoveder over, at de københavnske kontoriusser kan finde på et sætte en pris, der har så lidt med virkeligheden at gøre. En lille forsmag fik man allerede maksimalprisen på æggene også den betød godt med luft over den gældende pris. Heldigvis har man da lov til både at købe og sælge stikkelsbær billigere, end loven foreskriver, men en sådan maksimalpris kan dog alligevel skabe uoverensstemmelserne mellem producent, som f.eks. havde solgt et parti stikkelsbær til levering til Torvet i dag til en af de handlende, men som med den nye maksimalpris tro, at han får alt for lidt for sine bær. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1942.

1942 – Koldings købmænd venter et magert år

Omsætningen er gået betydeligt ned, fordi lagrene af gamle varer er ved at tømmes, og købeevnen er forringet.

Den sidste tid har over det meste af landet været bemærkelsesværdig stille for kolonialhandelen. Håbet om endnu at få de gode, gamle uforfalskede varer, er ved at slukkes for kunderne. Af erstatningsvarer køber man ikke mere end nødvendigt, og med hensyn til de rationerede varer bestemmer mærkerne handelens omfang. Inden for kolonialbranchen er det da også et almindeligt synspunkt, at det indeværende år vil vise betydeligt mindre omsætning end de sidste år, da der endnu var lagre at tære på.

Formanden for Koldings Kolonialforening, købmand S. Nielsen, udtalte i går over for os, at han venter sig meget lidt af den kommende tid. “Der bliver ikke noget at tjene”, siger han – “vi må være glade, hvis vi lige kan få forretningerne til at løbe rundt, så vi kan holde virksomhederne i gang, indtil der kommer bedre tider. Handelen er ikke blot lille, fordi efterspørgslen efter erstatningsvarer er mindre end efter de gamle kvaliteter og købekraften svækket, men vor fortjeneste er også forringet på grund af maksimalpriserne”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. februar 1942.

1941 – Det nyoprettede krisepoliti foretager første anholdelse

På den “sorte børs” solgtes kaffe og tobak til overpris.

Det særlige krisepoliti, der nu som vi omtalte i lørdags – nu er oprettet i Kolding med politifuldmægtig Arenbrandt som chef, har allerede nu kunnet notere det første resultat. Politiet har i nogen tid været klar over, at Kolding – som tilfældet er i en række andre byer – havde sin “sorte børs”, hvor varer forhandledes uden hensyn til gældende rationerings- og maksimalprisbestemmelser, og i går kunne politiet efter anmeldelse foretage den første anholdelse. Den anholdte er en mand, som – efter hvad vi erfarer – sigtes for at have solgt kaffe til overpris og uden om rationeringen, og desuden skal han have solgt tobak til store priser. Den pågældende blev fornylig idømt 30 dages hæfte for overtrædelse af andre krisebestemmelser. Politifuldmægtig Arenbrandt fremstillede i middags anholdte for kriminaldommer Strøbech i et lukket retsmøde, hvor der afsagde fængslingskendelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 18. november 1941.

1941 – Sukkersagen indbragte over 11.000 kr. i bøder og erstatninger

11 implicerede måtte bøde i alt 5.850 kr.

Den tidligere omtalte sukkersag fandt i formiddag sin afslutning hos dommer Strøbech i Kriminalretten. Her mødte anklagemyndigheden politifuldmægtig Schlichtkrull og som forsvarere for de 11 tiltalte landsretssagfører Juhl og landsretssagfører Lynæs. Det var den første sag af sin art, der behandledes ved retten i Kolding, idet den omfattede såvel overtrædelse af rationeringen som pris- og kædehandelsbestemmelserne. I bøder og erstatninger skal der i alt udredes 11.145 kr., så det må siges, at den ulovlige omgang med de ca. 9.000 kg. sukker har været dyr.

1.800 kr. i bøde til hovedmanden.

Hovedmanden, den 25-årige grosserer Egon Knudsen, forklarede, at han sammen med en fynsk ingeniør Rasmussen, havde ansøgt Erhvervsrådet om tildeling af sukkerkort til fremstilling af kunsthonning. De havde fået tildelt kort til 15.000 kg., men fabrikationen kom aldrig i stand. Rasmussen havde ikke noget med den ulovlige sukkerhandel at gøre. Gennem en mellemmand, repræsentant L., solgte Knudsen 10.000 kg. til uddeler B. i en oplandsbrugsforening, men der blev kun leveret 6.500 kg. før handelen standsedes. Til uddeler P. i en anden brugsforening var solgt 2.000 kg. Knudsen havde først haft betænkeligheder, men en dag læste han i Jyllands-Posten, at handel med sukker var meget almindeligt, og så røde de sidste betænkeligheder. […]

Knudsen indvilgede i at betale en bøde på 1.800 kr. (subsidiært 50 dages hæfte) samt solidarisk med repræsentant L. og uddeler B. værdien af 6.500 kg sukker, 2.795 kr. og sammen med uddeler P. og brugsforeningen værdien af 2.000 kg. sukker, 860 kr. Endelig skal han betale sin fortjeneste, 829 kr. og sagens omkostninger, bl.a. 100 kr. til landsretssagfører Juhl. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 7. oktober 1941.

1941 – Skotøjsindustrien fremstiller maksimalsko!

Maksimalpriser for 10 typer sko – en frivillig ordning.

Priskontrolrådet har, meddeler Ministeriernes Pressesekretariat, ved udformningen af ordningen vedrørende maksimalpris på skotøj, ført en række forhandlinger med repræsentanter for skotøjsindustrien og skotøjshandlerne. Man har ved ordningens tilrettelæggelse med de uheldige erfaringer fra den under forrige krig gældende ordning i erindring, da ingen ville købe den maksimalstøvle, som dengang fremstilledes, lagt vægt på, at maksimalskoene i udseendet ikke kommer til at adskille sig fra almindeligt fodtøj. De maksimalsko, der nu bliver fremstillet, vil svare til almindelige gode brugsvarer, idet det bl.a. fra erhvervsside er frarådet, at man ved anvendelse af ringere materialer, udeladelse af foer m.v., søgte af fremstille en helt billig, men dårlig sko. Sådanne kvalitetsmæssigt mindre gode varer vil alligevel stadig komme i handelen. Karakteristisk for ordningen er desuden dens helt frivillige karakter, idet det stadig vil være frabrikkerne tilladt at fremstille andet fodtøj end maksimalsko.

Ordningen, hvorefter der vil være adgang for forbrugerene til i samme omfang som hidtil at købe skotøj, går ud på fastsættelse af maksimalpriser for 10 blandt almindelige gangbare varer udvalgte typer sko […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 31. august 1941.