1941 – Pastor Birk død

Sognepræsten Hans Jørgen Birk er i dag afgået ved døden i Svendborg. Birk var kendt i Kolding og omegnen, da han var præst for Harte og Bramdrup menighederne fra 1906 til 1917, særligt kendt for at have været med til at stifte Harte Ungdoms- og Foredragsforening, en forening som for nogle år siden arrangerede en udflugt ned til Birk på præstegården i Svendborg.

Læs mere om Birk på Koldingwiki

1941 – Valgbekendtgørelser

I forbindelse med amt-, by- og sognerådsvalgene i 1941 kommer der en del bekendtgørelser fra de mange by- og sognekommuner, her under ses to eksempler:

Det bekendtgøres herved, at de fra 1. marts 1941 til udgangen af februar 1942 gældende valglister med tillægslister over de valgberettigede i Harte-Bramdrup kommune ved valget til Vejle Amtsråd og Harte-Bramdrup Sogneråd i Marts 1941 vil være fremlagt til eftersyn fra den 24. til 31. Januar d.A. i Harte og Bramdrup Skoler.

Klager over disse valglister indgives skriftligt til sognerådet inden den 10. februar.

Sognerådet

Bekendtgørelse fra Harte-Bramdrup Sogneråd om sognerådsvalget 1941


De fra 1. marts 1941 til udgangen af februar 1942 gældende valglister med tillægslister over de valgberettigede i Seest kommune ved valget til Ribe amtsråd og Seest Sogneråd i marts 1941 fremlægges til almindeligt eftersyn i sognerådslokalet fra 24. – 31. januar, begge dage indbefattede, fra kl. 10 formiddag til kl. 8 eftermiddag.

Klager over disse valglister indgives skriftligt med nærmere begrundelse til undertegnede inden 10. februar. Valglister vil blive endelig berigtigede ved sognerådets møde den 21. februar 1941 kl. 1 ½.

De vælgere, der ikke inden den endelige berigtigelse har betalt de i henhold til valglovens §1 i betragtning kommende skatterestancer til valgkommunen, slettes af valglisterne.

Seest Sogneråd, 15. jan 1941
R. Eskesen

Bekendtgørelse fra Seest Sogneråd om sognerådsvalget 1941

Kilder: Harte-Bramdrup kommune, Kolding Socialdemokrat, side 6, 15. januar 1914
Seest kommune, Kolding Socialdemokrat, side 6, 15. januar 1914

1941 – Generalforsamling i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Søndag d 12 Jan 1941 afholdtes der generalforsamling i Bramdrup Kro. Formanden maskinmester Pedersen Alpedal indledte mødet med en Redegørelse, for hvorfor der i Aaret der svandt var afholdt saa faa møder inden for Partiforeningen, grunden var tildels Folks mødetræthed, som desværre havde vist sig gang paa gang, og for det andet de ændrede Forhold, som vi er kommen ind under siden 9de April 1940.

Omtalt blev derefter Amtraadsvalgene nu til Foraaret og Arildsen Alpedal og K. Antonsen Bramdrupdam blev valgt til at repræsentere Foreningen ved det forestaaende Opstillingsmøde til Amtsraadet der skal afholdes paa Industriforeningen i Kolding Søndag d 19 Jan 1941.

Derefter blev de tilstundende Sogneraadsvalg omtalt, og der var Stemmer der talte for, at man denne gang skulde søge, hvis det kunde lade sig gøre at afholde Fredsvalg, idet man mente at under de herskende Forhold i Landet da at søge Valget foretaget under saa rolige Former som mulig, alt under Forbehold af, at Partiet beholdt de to mandater, som det nu har.

Maskinmester Pedersen var ved at sige fra som Sogneraadsmedlem i næste Valgperiode under Henvisning til, dels at han nu var over 60 Aar og at yngre Kræfter burde til og dels, at han erindrede fra sidste Valg, at Stemmerne stod Splittet, dog lod han skinne igennem, at hvis han kunde være sikker paa en god majoritet af Stemmerne, saa var der en mulighed for Fortsættelse.

Jørgen Grejsen Ejstrup, Formand for Landarbejdernes Fagforening her, meste at sige god for sin og Fagforeningens medlemmernes Støtte, hvis Pedersen vilde stille sig igen.

Regnskabet blev derefter oplæst af kasseren Jens Pedersen og godkendt. Paa Grund af at Mathias Jørgensen som var revisor var afgaaet ved Døden, skulde man have en anden, valget blev Anders Jensen Alpedal. Det blev derefter bestemt, at der skulde holdes yderligere en generalforsamling længere hen paa Foraaret, hvor de sædvanlige Valg skulde Foregaa.

Et nyt Medlem som er Tilflyttet fra Kolding ,,Arildsen” og som er gammel Agitator for Partiet, lovede at stille sine Kræfter til Raadighed her ude i Foreningen hvad der blev modtaget med glæde.

Efter nogen Diskution om kommunalpolitik, som den foregaar paa landet hvor Partiet er i Mindretal hævedes mødet.

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen og Arildsen fra Alpedalen var begge medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside

1940 – Samaritterkursuset i Harte

– sluttede i aftes ved en lille fest i forsamlingshuset.

Ved eksamen mandag aften bestod alle 33 deltagere. Som eksaminator fungerede holdets leder dr. Rossen, og som censorer dr. E. Hansen og formanden for Røde Kors, hr. Rasmussen, Kolding.

Man samledes ved 20-tiden omkring de smukt pyntede kaffeborde. Overalt var de røde og hvide farver fremhævet, og på bordene stod på små bårer sange der var forfattede i aftenens anledning, fikst forbundet i gazebind!

Fru Buhl, Harte, bød velkommen til forsamlingen og specielt til dr. Rossen og frue, dr. E. Hansen og frue, Frk. Eff og samaritterne fra Kolding, der havde arbejdet med under kursuset […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. december 1940.

1940 – Fængsling forlænget

Ægteparret Ane Marie og Holger Wesche fra Grindsted, fik i Kolding kriminalret den 1. juli 1940 forlænget deres fængslingsfrist til 1. august, de har begge erkendt sig skyldige i fosterfordrivelse. Sagen mod dem er berammet til “foretagelse ved første nævneting, der vil blive holdt i slutningen af denne måned (juli red.)“.

Kriminalretten har lørdag den 29. juni 1940 afsagt dom til Skjoldbjerg-tyven, som fik et års fængsel. Tyven, en mand ved navn Risom, tilstod at have stjålet en tegnebog med 2.800 kroner fra en vognmand Tage Sørensen i Skjoldborg. Samme lørdag blev en ung mand fra Kolding anholdt og fængslet i fem dage, han havde nogle aftner forinden forsøgt at voldtage en pige fra Dalby, han aflagde selv tilståelse.

Læs mere

1940 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Søndag d. 26 Mai 1940 afholdtes et Bestyrelsesmøde nede ved Vandkraftcentralen i Alpedal, mødets Formaal var at vælge Medlemmer til at deltage i et Indstruktionsmøde i Vejle Søndag d. 2 Juni valgt blev Jørgen Grejsen Ejstrup, Chr. Block Ejstrup, Anders Lorentsen Bramdrupdam, Chr. Petersen Alpedal og Kristian Antonsen Bramdrupdam.

Mødet hævet

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1940 – Harte-Bramdrup udlevering af mærker

Fra Harte-Bramdrup sogneråd meddeles at udlevering af Margarinemærker samt Smørrabatmærker i kommunen finder sted mandag den 6. maj følgende steder:

Bramdrup Forsamlingshus kl. 8:30.
Bramdrupdam Kro Kl. 10.
Harte Forsamlingshus Kl. 1.
Hvilested Kro Kl. 3.
Sandbjerg Skole Kl. 5:30.

Taloner af april sukkerkort må forevises påført navn. Kort udleveres ikke til børn.
NB.: Tilskud til Indkøb af foderkorn udbetales hos kasseren mod aflevering af indkøbstilladelse, seneste den 30. juni 1940.

Kilde: annonce, Kolding Socialdemokrat, 3. maj 1939

1940 – Filmfremvisning i Bramdrupdam kro

På grund af den strenge Vinter og Vanskeligheder ved at opvarme Lokalet, blev den bebudde Filmaften først afholdt lørdag den 30. marts 1940. Men desværre maa det siges, at efter aftenens pogram, altsaa fremvisning af Film og derefter Foredrag af Folketingsmand M. Larsen Kolding, var tilslutningen alt for lille. Filmfremvisningen var i alle maader god. Og Folketingsmandens ret klare optrukne linier, særlig om de økonomiske vanskelige Tider for vort Land under de urolige Tilstande i Verden blev da ogsaa paaskønnet ved at Deltagerne rejste sig ved Foredragets Slutning.

Aftenens Sensation var næsten af Kroejer Christensen gav gratis Kaffe og Kage til glæde for dem der var mødt og til ærgrelse for dem der blev hjemme.

K. Antonsen

Se også filmen “Danmark for Folket” fra 1937 (link til youtube) også en agitationsfilm fra Socialdemokratiet.

Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.