1944 – Den blodige søndag: De dræbte ægtefæller fra Kolding lå oven på hinanden

I den beskudte personvogn fra Hee – den første efter lokomotivet – mødte der, som omtalt, lægerne et frygtligt syn. Det unge dræbte ægtepar fra Kolding lå ovenpå hinanden, mens ægteparrets lille barn på 4 måneder sad uskadt i et hjørne af kupéen med sin sutteflaske. De sårede jamrede sig, men fik hurtigt en smertestillende indsprøjtning. I lokomotivet sad den sårede lokomotivfyrbøder, men han ville ikke forbindes, før man havde fundet lokomotivføreren. Denne havde imidlertid nået at springe af toget og var kun lettere såret.

Et af ofrene fra Hee var med ved Søgaard den 9. april

Et af ofrene for beskydningen af persontoget ved Hee i søndags, ekspedient Peter Pryds Nielsen var fra Vestfyn. Ifølge Berlingske Aftenavis var han med i træfningen ved Søgaard den 9. april 1940, hvor en kammerat faldt ved hans side, men han slap selv uskadt. Han kom ind i statsbanerne og havde nu bestået prøven som ekspedient. Han var på vej til Hee for at tiltræde en plads dér, da døden indhentede ham.

Havde egentlig fridag

Overalt i Struer hejstes flagene i går på halv stang til ære for de jernbanemænd, der satte livet til ved de tragiske begivenheder i Vestjylland i søndags. Lokomotivfører Anker Jensen, Søndergade 28, Struer, der døde på sygehuset om aftenen, havde egentlig fridag i søndags, men blev på grund af personalemangel beordret til at føre et særtog til Vemb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1944.

1944 – Engelske flyvere beskød tog og biler

Adskillige danskere dræbt og mange sårede. Blandt de dræbte et ungt ægtepar fra Kolding, som døde fra et spædbarn.

Under overflyvningerne i går eftermiddags kom det til en række dramatiske og uhyggelige scener i Vestjylland. Flere steder blev lokomotiver og tog beskudt, og i nærheden af Hee lidt nord for Ringkøbing, blev 8 danske passagerer dræbt og 7 sårede, deraf 2 alvorligt. Blandt de dræbte er et ungt ægtepar fra Kolding, tømrersvend Lyhne og hustru. Også flere andre steder i Vestjylland blev tog beskudt, og det gik alvorligt ud over lokomotivpersonalet. Banelinjen mellem Esbjerg og Varde blev afbrudt af bombeeksplosioner, og maskingeværkugler regnede ned over Bramminge Banegård. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1944.