1942 – Fru Clay Pedersen blev hyldet fra mange sider

En smuk og mindeværdig borgerfest i aftes.

Festen for Koldings “old lady”, fru Helen Clay Pedersen, i Industriforeningen i aftes blev lidt i retning af en borgerfest. Som den i øvrigt måtte blive det i betragtning af det store arbejde, den firsårige har lagt inden for arbejdet med kvindesagen og de foreninger, der har tilknytning til dette felt. Teatersalen var festligt pyntet med bøgeløv og mange blomsterbuketter, og langsiden, hvor hædersgæsten havde sin plads, var dækket af foreningens fane, flankeret af det danske og det engelske flag, der var hængt op på væggen.

Efter at fru Clay Pedersen under bifaldstilkendegivelser fra den fyldte sal var nået gennem salen hen til sin plads, ført af næstformanden, frk. Thiedemann, tog på festkomitéens vegne fru Gaardhøje ordet for på Dansk Kvindesamfunds vegne at byde frk. Clay Pedersen og hendes mand hjertelig velkommen, et velkommen, der ligeledes gjaldt alle de mange gæster, der var kommen. Navnlig lød der en tak til de udenbys gæster, der var kommet til stede. Det blev dereter overdraget fru Køster at lede aftenens program, og der indlededes med ‘For dig, o Herre’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. maj 1942

1942 – Hyggelig nytårsfest i Dansk Kvindesamfund

Over et halvt hundrede mennesker havde givet møde til Dansk Kvindesamfunds nytårsfest i Kvindernes Bygning. Som nytårsfest var den måske nok noget forsinket, idet den oprindelig var fastsat til den sidste torsdag i januar, men da der den dag var så mange andre fester, var den blevet udsat til i går – som fest betragtet var den derimod såre vellykket, selvom det viste sig, at der også i går var andre ting, der kaldte på medlemmerne. Det dårlige vejr og føre udelukkede nok en del fra at komme, ikke mindst var medlemmerne fra oplandet afskåret.

Efter sangen ‘Du danske mand’ bød formanden, fru Helen Clay Pedersen velkommen, idet hun udtalte ønsket om, at foreningen stadig måtte kunne arbejde videre og at man måtte få udbytte af arbejdet. Formanden mindede i få, men varme ord vor konge og vort land. Stående sang man ‘Kongernes konge’. Fru Clay Pedersen mindedes derefter to af Dansk Kvindesamfunds i årets løb afdøde medlemmer, nemlig snedkermester Gaardhøje og fru Thomsen, Brændkjærgade. Hun omtalte foreningens byggeplaner og efter en tak til forskellige side gik man så over til aftenens musikalske underholdning, der besørgedes af brødretrioen fra det dygtige Eddys Band. […]

Næste nummer på programmet var det veldækkede kaffebord med det sædvanlige fortræffelige bagværk. Ved kaffen bad en af Dansk Kvindesamfunds Sykursus’ lærerinder, frøken Schmidt, medlemmerne se efter, om de ikke havde noget brugt tøj, de kunne undvære – man ville da meget gerne anvende det til omsyning på foreningens sykursus. Lærerinde fru Køster havde derefter en oplæsningsafdeling. […] Efter endnu en afdeling af Eddys Band, læste lærerinde fru Køster endnu en novelle, og dermed var programmet udtømt. Klokken var da også blevet lige elleve. Man sang ‘Nordfra og sydfra’ og sluttede af med ‘Altid frejdig’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. februar 1942.

1941 – Kvindeprotest mod den lette sommerpåklædning

De bare ben er en nedværdigelse, siger Dansk Kvindesamfunds formand, fru Helen Clay Petersen.

Dansk Kvindesamfund holdt i aftes sommermøde hos fru Grün i Strandhuse under god tilslutning. Der blev aflagt beretning fra landsmødet i Nykøbing F. af fru Støjberg og fru Muchitsch. Sidstnævnte dvælede særlig ved et foredrag, som var blevet holdt om ungdomslejrene. Dette gav først anledning til en diskussion, som indledtes af fru Bech, der forespurgte, om det var meningen, at kvinderne i ungdomslejrene skulle vaske de unge mænds tøj. Det var urimeligt, for det kunne de unge mænd vel nok gøre selv.

Fru Clay Petersen betonede, at der jo ikke gik noget af de unge kvinder af den grund. Tvært imod:

Derimod er det nedværdigende at se den afklædthed, de unge piger bærer til skue på gaden i byerne, ligesom jeg må protestere mod de bare ben.

Senere fortsatte fru Clay Petersen:

Da jeg nævnede de bare ben, var der sikkert nogle, der fik et chok, men jeg mente hvad jeg sagde. Da jeg fornylig var i København, oplevede jeg scener, som jeg ikke havde troet var mulige, og det var endda i Tivoli. Jeg beder derfor enhver tænke over det, jeg siger, og være medvirkende til at modvirke det.

Fru Clay Petersen fik støtte fra flere i forsamlingen, der gennem eksempler udtrykte deres mishag med sommerens lette påklædning, særlig hvad angår de unge piger […]