1944 – Poltiet sætter alle kræfter ind mod mord-epidemien

Nyordning med to drabskommissioner under ledelse af vicepolitikommissær Himmelstrup og politikommissær Andst

Rigspolitiets ledelse gennemfører i de nærmeste dage en nyordning, der skulle gøre det muligt mere effektiv at modarbejde de mange gangsteragtige mord, mordforsøg og andre storforbrydelser, som i den senere tid har fundet sted landet over. Initiativet til nyordningen er udgået fra rigspolitichef Begtrup Hansen umiddelbart efter mordet på Kaj Munk. Nyordeningen består i, at der oprettes to drabskommissioner, en for København og en for hele det øvrige land. Leder af den københavnske drabskommission bliver antagelig politikommissær Andst, medens vicepolitiinspektør Himmelstrup skal lede drabskommissionen for provinsen.

Hr. Himmelstrup har som bekendt en tid haft sæde i Aarhus, men det ventes nu, at han flytter tilbage til København, da det vil være mest praktisk, at lederne af de to drabskommissioner kan opretholde en nær kontakt med hinanden. De sager, de får at beskæftige sig med, er af en sådan art, at det er naturligt, at de to ledere holder føling med hinanden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. februar 1944.

1944 – Kaj Munk dræbt med tre skud, Slagelse-fiskerhandleren med fire

Begge attentatofre begraves på lørdag. Intet spor i Slagelse, men håb om at få oplysninger om bilen.

Viceinspektør Himmelstrup og en halv snes kriminalbetjente var hele dagen i går beskæftiget med afhøringer i anledning af mordet på forfatteren, pastor Kaj Munk, og samtidigt med, at disse afhøringer blev foretaget, fandt obduktionen sted på Silkeborg Sygehus. Den varede indtil klokken 15, og det blev fastslået, meddeler politiet, at pastor Munk var dræbt ved tre revolverskud – alle gennem venstre tinding.

Efter obduktionsresultatet forelå, blev undersøgelsen fortsat. Samtidig gav politiet tilladelse til, at Kaj Munks lig måtte blive ført til Vedersø, hvor begravelsen skal foregå fra hans sognekirke. I sygehuskapellet, blev der derefter holdt en sørgehøjtidelighed, og en rustvogn førte Kan Munks lig gennem byen og videre ad landevejen til Vedersø. I forbindelse med undersøgelsen, der skal udstrækkes til hele den rute, man formoder, morderens bil har fulgt både fra og til præstegården, har politiet udsendt en efterlysning angående den bil, som man mener morderne har benyttet. Noget spor i sagen har man endnu ikke, men det er politiets opfattelse, at den går bil må være set adskillige steder på ruten, og desuden er der en mulighed for, at de fire i bilen har spurgt om vej til præstegården. Såfremt man ikke er absolut stedkendt, er det nemlig meget svært at finde denne.

Kaj Munks begravelse finder sted på lørdag i stilhed fra Vedersø Kirke.

Fiskehandleren skudt på klodshold

Som omtalt er den 33-årige fiskehandler Jens Chr. Petersen blevet skudt ned på åben gade i Slagelse. Liget blev i går eftermiddags obduceret. Det viste sig, meddeler Politiken, at han var blevet ramt af fire kugler i mellemgulvet, og at alle skuddene havde været dødelige. Det kunne tyde på, at skuddene var blevet affyret på meget nært hold. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1944.

1941 – Attentat mod Kolding-toget til Esbjerg

Politimesteren i Esbjerg udlover en større dusør for sagens opklaring.

Der er søndag aften begået attentat mod Kolding-toget, der afgår i retning mod Esbjerg kl. 21.13 og ved afgang fra Vejen kl. 22.20, idet der udenfor Jerne var en løbebro tværs over skinnerne. Lokomotivføreren opdagede heldigvis løbebroen og bremsede op, men inden toget standsede, kørte det ind i løbebroen, der splintredes. Der skete heldigvis ingen skade, og toget kunne fortsætte til Esbjerg, hvor der blev indgivet politianmeldelse om sagen. Politimester Hebo, Esbjerg, har tilkaldt assistance fra rigspolitiets rejseafdeling, og under ledelse af politikommissær Himmelstrup har en større politistyrke indledet en undersøgelse til sagens opklaring.

Hertil påkalder politimester Hebo offentlighedens assistance, idet politimesteren i dag har udlovet en dusør på 1.000 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 26. august 1941. v

1940 – Tre gendarmer blev dræbt ved Padborg

En politimæssig undersøgelse under ledelse af kommissær O. Himmelstrup
Tre danske grænsegendarmer blev ifg. Kolding Folkeblad dræbt ved Padborg under den tyske indrykning. Den ene blev dræbt på stedet. De to andre udåndede kort efter, at de var kommet til behandling. De blev ramt uden for jernbaneviadukten. De faldne er overgendarmerne Johs. Birk, Albertsen og Hansen – Birk stammede fra Taps og kom til Padborg ved Genforeningen. Overgendarm Hansen stammede fra Brørup og overgendarm Albertsen havde gjort tjeneste i Grænsegendarmerikorpset i 21 år.
Birk efterlader sig hustru og en søn. Også overgendarm Hansen var gift, men barnløs. Kriminialkommissør O. Himmelstrup foretager for tiden sammen med det lokale politi undersøgelser om omstændighederne ved de tre overgendarmers død.
Fredag middag blev de tre bårer fra Statshospitalet i Sønderborg ført til hjemmene i Padborg. Langs hele vejen flagedes der på halv stang, og grænsegendarmeriets personale i Graasten havde taget opstilling ved indgangen til byen for at vise de døde kammerater den sidste ære. Ved Smedeby Bakke havde grænsegendarmerne fra 8. afsnit, jernbanepersonalet, toldpersonalet og politiet fra Padborg taget opstilling of ledsagede bårerne til kapellet. I Padborg vejede flagene overalt på halv stang.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. april 1940.