Den holdes i morgen aften kl. 20
Vi minder endnu engang om julekoncerten i Kristkirken i morgen – søndag – aften kl. 20, hvor kirkens kor under ledelse af organist Hjalmar E. Jacobsen og med assistance af Kolding Privatorkester vil fremføre et meget smukt program. Der indledes med G. F. Händels koncert i d-moll for orgel, spillet af organist Jacobsen. Derefter synger Kristkirkens kor tre julesalmer samt en kantate for kor og orkester af D. Buxtehude: ‘Send hid din engel’. En afdeling solosang, sunget af koncertsanger Rudolf Pedersen, slutter 1. afdeling af programmet.
Anden afdeling bliver C. E. F. Weyses smukke julekantate for soli, kor og orkester. Mellem programmets første og anden afdeling vil provst Roesen holde en kort andagt.
Lad også julefesten i Kristkirken samle fuldt hus, så der kan blive et smukt overskud til menighedsplejen.
Kilde: Kolding Folkeblad, 16. december 1944.