1945 – Er Højen Hule-morderen i Kolding?

Sporet fra Vejle til Bramdrupdam

27. marts blev der begået et råt mord på arbejdsmand Egon Sørensen, Vejle, da han cyklede på den nye Højen Hulevej. Ét slag knuste hans hoved, og morderen afklædte liget.

Vejle Vagtværn véd, hvem morderen er. Det er en polskfødt Organisation Todt-mand, den 25-årige Taddænus Illakowicz, bopæl: Warszawa. Det er oplyst,, at han siden mordet har holdt sig skjult i et sommerhis i Vejle. Regelmæssigt er han kommet sammen med en Vejlenserinde, til hvem han havde forgivet at være amerikansk faldskærmssoldat. Hos hende har han efterladt et klippe nøgler, der tilhørte den myrdede.

Onsdag morgen er han sidst set i Vejle. Han lod sig på det tidspunkt fejre som befrielsessoldat. Folk, der kendte den myrdede, genkendte dennes tøj, som det tøj, Illakowicz havde på. Da politiet ankom, var han forduftet.

Vagværnsassistent Jens Otto Skov, Vejle, har sporet ham og han befinder sig antagelig i Kolding nu. På billedet ses han. Hans signalement er i øvrigt: 170 cm. høj, kraftigt, glat blondt hår, kødfuld næse, mangler så godt som alle overmundstænder, tale gebrokken tysk, kan sandsynligvis enkelte danske gloser, iført blågråt storternet tøj og en noget lysere vest, sort slips.

Da han gik i Bramdrupdam, var han i følge med en meget mørkhåret dame iført lange, grå bukser, brundlig jakke og rødt tørklæde. Det er dog muligt, at de ikke mere er sammen. Taddæus Illakowicz vil rimeligvis sætte sig til modværge, når han føler sig opdaget, og han er sikkert i besiddelse af pistol. Underret frihedskæmpere, politi eller vagtværn, hvis han observeres.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. maj 1945.

1942 – Hele Koldingegnen uden strøm i morges!

100 pct. fejl på K.O.H.’s ledningsnet – samleskinnenes svære master væltede ved Højen. Den længste afbrydelse, Kolding by har haft i lange tider. Også store skader på telefonnettet.

I første omgang slap vi – men i aftes og nat gik det galt! Isslaget, som i går beskadigede ledningsnettene over næsten hele landet, bredte sig i aftes også til Koldingegnen. Samtidig med, at temperaturen faldt til minus 5 grader, voksede østenblæstens styrke, og nedbøren frøs fat på alle ledninger, så de forvandledes til istove. Aftenen igennem blinkede lyset i Kolding, og kl. 22.40 forsvandt det helt.

Jeg mindes ikke en så alvorlig afbrydelse i mange år, siger driftsbestyrer Aage Petersen. Der var en række sammenstødende uheld, og derfor blev afbrydelsen så lang. Hele aftenen havde vi uro på samleskinnen, men det gik dog indtil vi fik det store chok ved 22½-tiden. Da skete der linjebrud på samleskinne mellem Vejle og Harte, og det var så voldsomt, at chokket slog vore egne maskiner ud. Vi havde ellers besluttet at køre hele natten med vort eget værk, fordi vi var klar over faren; men vi blev altså i første øjeblik slået helt ud. Samtidig var der kludder på jævnstrømssiden, og det ene med det andet bevirkede, at der enkelte steder i byen først kom strøm igen efter 45-50 minutters forløb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. marts 1942.

1940 – Danmark for Folket

Om aften den 29. marts 1940, var Socialdemokratiet ude i Højen Forsamlingshus, hvor partifilmen “Danmark for Folket” blev forevist. Efter filmen holdt redaktionssekretær Ragne et kort froedarg om dagens akutlelle spørgsmål, redegjorde for de nye skattelove og forliget om landbrugsordningen.

Aftenen sluttede med fælles kaffebord. I aften den 30. marts 1940, vil filmen blive vist i Bramdrupdam.

Kilde: Socialdemokratiet i Kolding Kredsen, 30. marts 1940. Kol. Socialdemokrat