Bondepartiets gerninger kan ikke sammenlignes med Rane Johnsens
Ved Civilretten i Kolding er der i dag faldet dom i folketingsmand Vald. Thomsens sag mod redaktør Therkildsen, Kolding Folkeblad. Vald. Thomsen har anlagt sagen i anledning af et referat fra en høstfest i Gjesten, hvor rejsesekretær for Venstres Ungdom, Henry Hansen, Skærbæk, havde sammenlignet Bondepartiets gerninger med Rane Johnsens. Redaktør Therkildsen idømtes en bøde på 400 kr. til statskassen, subsidiært 14 dages hæfte. Desuden skal han betale 125 kr. til dækning af sagens omkostninger og sigtelserne blev kendt ubeføjede.
Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 28. december 1940.