1941 – Danmarks først ambulante arbejdsbørs er rykket ud

I samarbejde med håndværkernes og arbejdernes organisationer i stationsbyerne i Holbæk Amt opsøger Dansk Arbejde og erhvervskontoret i Holbæk produktionsmulighederne på stedet.

Dansk Arbejdes Arbejdsbørs på hovedkontoret i København har siden krigens udbrud haft ca. 12.000 ekspeditioner og dermed fastslået sin uundværlige medvirken til at skabe kontakt mellem køber og sælger, idé og kapital og mellem ledig produktionskapacitet og nye muligheder. Siden marts måned 1940 blev der oprettet arbejdsbørser ved Dansk Arbejdes ca. 100 afdelinger landet over, hvor der fornuftigvis i byer med erhvervsråd som oftest kom et godt og frugtbringende samarbejde i stand mellem Dansk Arbejde og erhvervsrådene. Da man på Holbæk Erhvervskontor i stigende grad mærkede interessen for Arbejdsbørsen ude i landdistrikterne i det store og driftige opland, opstod den tanke i den lokale Dansk Arbejde afdeling, hvis formand er direktør, jernstøber Carl Hansen, at man burde søge nye veje og agitationen, og resultatet blev Danmarks første ambulante arbejdsbørs, som har haft en vellykket start i stationsbyerne Jyderup og Tølløse og fortsætter møderækken ude i amtet straks i det nye år. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 20. december 1941.