1942 – Er kommunen ikke interesseret i teglværks-arbejdernes beskæftigelse?

Fabrikant Jeppe Juhl om årsagerne til, at Hollænders Teglværk ligger stille.

Der er ved at være knaphed på mursten, og da Hollænders Teglværk har ligget helt stille siden sidste efterår, har vi spurgt ejeren af dette teglværk, fabrikant Jeppe Juhl, om hvorledes det forholder sig med materialerne.

“Det er meget vanskeligt at skaffe mursten”, svarer hr. Juhl, der er formand for Sydøstjydske Teglværkers Salgskontor. Dette kontor omfatter både I. A. Hansens Teglværker, Hollænders Teglværk. “Der kan ikke nær fremskaffes alle de sten, der kan sælges. Og det gør naturligvis ikke forholdet bedre, at min virksomhed, Hollænders Teglværk, har måttet ligge stille så længe. Hagenør Teglværk sælger for en stor del til Fredericia, så der er i øjeblikket kun I. A. Hansens Teglværk til at tilfredsstille behovet her i Kolding”.

Hvorfor ligger Hollænders Teglværk så stille?

“Vi mangler ler. Jeg har henvendt mig til kommunen og forhandlet med borgmester Knud Hansen om at få lov til at købe ler på en grund, som kommunen ejer ved Tvedvej. Men kommunen forlanger mere for leret, som blot skal graves af, end den i sin tid har givet for hele arealet, til trods for, at jorden jo ingenlunde vil være ringere, tværtimod, når leret er gravet af”.

Også mangel på drænrør

“Kommunen forlanger en pris for leret, der svarer til 2½ kr. pr. 1.000 sten, dertil kommer så afgravning og kørsel, så leret vil komme til at stå os i 6-7 kr. pr. 1.000 sten, og det kan produktionen ikke bære, da der er maksimalpris på sten.

Det er beklageligt af flere grunde. For det første går det ud over de 25-30 mand, som teglværket normalt beskæftiger, og for det andet bevirker denne standsning, at der bliver mangel på sten i Kolding til næste år, og det vil ligeledes til efteråret blive vanskeligt at skaffe drænrør, som er af stor betydning for landbruget.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. juni 1942.