Meldinger indløbet fra Aalborg, Viborg og Holstebro
Aalborg, RB.
En engelsk bombemaskine blev i går ved 21-tiden under overflyvningen af Nordjylland skudt ned. Maskinen styrtede brændende ned. Maskinen styrtede ned på en mark ved gårdejer Erik Eriksens ejendom, og da der var fare for, at gården skulle blive antændt, blev Falcks Redningskorps alarmeret, og det lykkedes at begrænse ilden til selve maskinen. Af flyvemaskinens besætning, der formentlig har bestået af syv mand, fandtes de fire dræbt. Den øvrige besætnings skæbne er ukendt.
Viborg, RB.
Under overflyvning i aftes styrtede en firemotors engelsk bombemaskine kl. 20.30 ned i Jylland. Umiddelbart før nedstyrtningen faldt hele maskinens bombelast ned, men heldigvis eksploderede ingen af bomberne. Flere bomber af meget svær kaliber borede sig dybt ned i jorden, og i morges blev flere af de omkringliggende ejendomme evakueret. Maskinen eksploderede ved slaget mod jorden, og brændte fuldstændig. Hele besætningen, formentlig 6-8 mand, omkom.
Holstebro, RB.
I aftes ved 22-tiden styrtede en firemotorers amerikanske bombemaskine brændende ned i Nordjylland. Der var ild i maskinen allerede inden den nåede jorden. Maskinen blev ved nedstyrtningen fuldstændig ødelagt, og resterne af den var spredt over et område på ca. 1 kvadratkilometer. Hele maskinens besætning menes omkommen, og man har af ruinerne i formiddags fremdraget seks forkullede lig.
Kilde: Kolding Folkeblad, 16. oktober 1944.