1942 – Fra den svenske presse i juli:

Tusinder af sårede tyskere føres nu til Norge og anbringes på norske sygehuse. Okkupationsmagten har givet ordre til, at nordmænd, der ligger på hospitalerne, skal overflyttes til skoler og andre lokaler, som stilles hospitalsmyndighedernes disposition. Så godt som alle sygehuse i det indre af landet og i Nordnorge er rekvireret for tysk regning. I bekendtgørelser i de norske blade meddeles det, at der ikke kan tages imod patienter indtil videre. Der råder stor mangel på hospitalsudstyr, lægemidler og øvrige remedier til de i hast indrettede provisoriske sygehuse.

Rederiudvalgets stillingtagen til Terbovens opfordring til de norske redere om at underskrive en erklæring om positiv indsats blev et kvart afslag. Redernes skrivelse, hvorom seks af de syv udvalgsmedlemmer var enige – kun præsidenten for det nye rederforbund, skibsreder Stenersen, var af en anden mening – blev overleveret den 24. juni, men det svar, som Rigskommissariatet var blevet lovet inden to dage, kom ikke. I stedet meddeltes, at sagen var udsat på ubestemt tid.

Flere hundrede norske forældre har i skrivelser til ministeren for Arbejdstjeneste og Idræt protesteret imod børnenes indkaldelse til ungdomstjeneste. I indkaldelserne trues med strenge straffe for såvel forældre og børn, såfremt børnene ikke indfinder sig. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 30. juli 1942, nr. 10, 1. årgang.

1942 – Kolding-sygeplejerske hjem fra Finland

Den unge sygeplejerske frk. Anna Margrethe Mogensen, datter af arbejdsmand Peter M. Mogensen, Solsortevej, Kolding er i disse dage vendt hjem fra Finland, hvor hun har arbejdet på hospitaler i 14 måneder. Frk. Mogensen er elev fra Kolding Sygehus, hvor hun nu igen har fået ansættelse. Hun rejste til Finland i februar 1941.

Jeg interesserede mig for at komme ud at se noget nyt, siger hun, og der er heller ingen steder, hvor man i øjeblikket kan være til større hjælp end i Finland. Når jeg nu er vendt tilbage, er det ikke på grund af, at jeg var blevet ked af gerningen deroppe – tværtimod, jeg længes efter Finland, og når jeg alligevel nu har “vendt næsen hjem”, er det på grund af, at min familie synes, at jeg nu havde været borte længe nok.

Blandt evakuerede Helsingforspatienter

Rejsen derop gik over Sverige med rutebåden fra Stockholm til Åbo. Der var megen is den gang, og vi måtte have isbryder foran. Det var sent om aftenen, vi nåede Åbo og fik derfor lov til at blive i båden natten over. Næste dag gik så rejsen til mit bestemmelsessted, Nickby eller Nikkila, som byen hedder på finsk. Den ligger et godt stykke nord for Helsingfors, inde i landet. Her havde jeg fået ansættelse på Finlands største sindssygehospital. Vi havde det meget roligt den første tid – det var jo mellem krigene – men da kampene påny begyndte mellem Finland og Rusland i juli i fjor fik vi en hel mængde, 3-400 evakuerede Helsingfors-patienter derud, så festsalen og alle mulige lokaler måtte pakkes med senge. De kom kørende med patienterne både nat og dag. I begyndelsen var det meget vanskeligt at forstå finnerne. Med svensk-finnerne kunne det gå an, men med de rigtige finner; det var ikke nemt. Nattevagtsjournalerne skulle føres på finsk, og det var et stort arbejde med hjælp af en ordborg at få sat det nødvendige sammen. […]

Sommerbesøg på danskers gård

I nærheden af Nikkila ejede for resten en dansker ved navn Simonsen en større gård. Han var kommet til Finland som mejerist i sin tid og havde giftet sig med en finskfødt dansk dame. Da de fik at vide, at der var danske i byen, blev vi inviteret ud på gården, der bar det smukke navn Savijärvi, hvor vi måtte komme så tit, det passede os. Den lå i en smuk typisk finsk egn ned mod en sø. Det var ved sommertide, og vi benyttede os tit af tilbuddet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. april 1942.